Theater oversigt.

Det kgl. Theater.

Beethovens Fidelio.

Det kgl. Theater har indlagt sig stor Fortjeneste ved at indstudere Beethovens "Fidelio", hans eneste Opera, hans "Smertensbarn", paany og atter anvende Tid og Kræfter paa dette Arbejde, der aldrig har kunnet erhverve sig en sikker Plads paa Repertoiret. "Fidelio" naaede allerede i 1829 til København, men blev kun opført tre Gange, skønt Titelrollen blev givet af den talentfulde Sangerinde Frk. Zrsa. Ved den tredje Opførelse var endog Direktionen, med Kammerherre Holstein i Spidsen, taktløs nok til efter Operaen at lade Tyrolerselskabet Leo synge en Række Sange. Man tænke sig blot: Beethovens vidunderdejlige Musik, og Jodlen af Tyrolere! Hvilken Sammenstilling! I 1858 opførtes Operaen med Fru Gerlach som Fidelio, og endelig optoges den paa ny i November 1870 - denne Gang med Fru Erhard-Hansen i Titelpartiet - i Anledning af Komponistens hundredaarige Fødselsdag. Til 1890 var "Fidelio" kun gaaet 20 Gange over Scenen i et Tidsrum af 60 Aar. -

Nogle Oplysninger om Operaens Tilblivelse og første Opførelser i Wien vil maaske have sin Interesse. Beethoven blev i Slutningen af Aaret 1804 opfordret til at komponere en Opera for "Theater an der Wien". Han fulgte beredvillig Opfordringen og begyndte strax at arbejde, idet han benyttede en gammel fransk Operatext af Bouilly: "Léonore on lamour conjugal". Det var en ynkelig og banal Libretto, som Beethoven havde valgt at sætte i Musik, og oven i Købet var den allerede bleven benyttet af to Komponister. Ganeaux og Paër. Den blev flere Gange gennemset og gennemrettet af Beethovens Venner, men var og blev umulig.

I det følgende Aar lykkedes det Beethoven at fuldende sin Opera. Navnlig ved Sommertid, da han bode i Hetzendorf og kunde arbejde i Ro og Stilhed, skred den godt fremad, og ud paa Efteraaret tog Prøverne deres Begyndelse. Den 20de November 1805 fandt den første Opførelse Sted med den pur unge Sangerinde Anna Milder i Titelpartiet, Det var under ugunstige og sørgelige Forhold, at den ny Opera kom frem. En Uge i Forvejen vare Franskmændene som Sejrherrer dragne ind i Wien med flyvende Faner og klingende Spil. Indbyggerne i Staden tænkte ikke paa den ny Opera, deres Sind var betaget af Fædrelandets Nød og Skændsel. Det Publikum, som overværede den første Forestilling, bestod væsentligt af franske Officerer, som ikke satte Pris paa tysk Musik, og som ikke havde Anelse om, hvad denne Beethoven egentlig var for en Størrelse. De kritiske Hoveder fandt, at "Fidelio" var for langtrukken og ensformig, og Anmelderne lagde ikke Fingrene imellem. Ouverturen behandles paa følgende Maade i en, Bladanmeldelse fra hine Dage: "Alle fordomsfrie Musikkendere og Venner vare enige om, at noget saa usammenhængende, grelt, forvirret noget, der ligefrem oprørte Øret, det var rent ud sagt aldrig tidligere bleven skrevet og udgivet for Musik. De mest skærende Modulationer følger ovenpaa hinanden, med virkelig græsselige Harmonier, og nogle smaabitte Idéer, af hvilke nogle borttager ethvert Skær af Ophøjethed fra Kompositionen, som f. Ex. en Posthornsolo, der formodentlig skal forkynde Gouvernørens Ankomst, fuldender det ubehagelige, bedøvende Udtryk." Operaen gjorde ikke Spor af Lykke og opførtes kun tre Gange.

I det følgende Aar omarbejdede Beethoven "Fidelio". Den blev inddelt i to i Stedet for i tre Akter, en ny Ouverture blev komponeret og Texten revideret. Den 29de Marts 1806 opførtes den atter, og den ny, herlige Ouverture (den saakaldte "Leonore Nr. 3") blev spillet. Den gik imidlertid atter kun nogle faa Gange, thi Beethoven tog den fortørnet tilbage. Grunden til dette mærkværdige Skridt er ikke fuldt oplyst. Man har ment, han nærede en - for øvrigt ubegrundet - Mistanke om, at han ikke fik hele den Indtægt udbetalt, som kontraktmæssig tilkom ham. Hans Venner søgte nu at faa Operaen frem i andre tyske Byer og paa denne Maade skaffe ham en pekuniær Indtægt, som han i høj Grad trængte til. Fyrst Liehnowsky anstrængte sig for at faa Operaen opført i Berlin, men det mislykkedes, og skønt det havde været Hensigten at give den paa det nylig aabnede tyske Operatheater i Prag, kom den heller ikke frem i denne Stad.

Beethoven maatte vente lige til 1814, førend han fik den Genoprejsning, han fortjente, som "Fidelio"s Komponist. Da tre Sangere ved den Wienske Hofopera skulde have Benefice, anmodede de Beethoven om Tilladelse til at opføre hans "Fidelio". Tilladelsen blev givet paa den Betingelse, at Texten først skulde gennemrettes. Den 23de Maj genopførtes saa "Fidelio" under stormende Bifald. Beethoven dirigerede selv og blev fremkaldt. Den 26de Maj gik Operaen anden Gang, og der blev spillet en ny Ouverture (i E-Dur). Nu fulgte Opførelserne Slag i Slag, og "Fidelio" opnaaede langt om længe en fremragende Plads paa den tyske Operascene. Hovedstædernes store Theatre ansaa det for en Ære at have Beethovens eneste Opera paa Repertoiret, og den henrev altid Publikum til enthusiastisk Bifald, naar den blev givet med Tysklands ypperste Sangerinder i Hovedpartiet. En af de Kunstnerinder, som udførte Fidelio med en sjælden tragisk Højhed var den unge Wilhelmine Schrøder, den senere saa berømte Fru Schrøder-Devrient. Hun var kun 17 Aar gammel og havde udført Agathe i "Jægerbruden" af Weber paa "Wiener-Burgtheatret under stærkt Bifald. Til sin Benefice ønskede hun at optræde som Fidelio, og ved Forestillingen (den 9. November 1822) vandt hun sig med et Slag et berømt Navn. Beethoven var begejstret over den unge Sangerinde, han roste hendes Sangkunst i høje Toner og lovede at skrive en ny Opera for hende. Dette Løfte blev - som saa mange andre lignende Løfter - desværre ingensinde opfyldt.

"Fidelio" staar nu i Operaens Historie som et af hine mægtige, monumentale Værker, der ligesom Mozarts "Don Juan" hører til det faste Repertoire paa enhver virkelig Operascene. Den er et af den tyske Operas ypperste Værker, den rummer en sprudlende Rigdom af geniale Melodier, som kun en Gigant lig Beethoven kunde fremtrylle. Denne Musik raader over alle Stemninger; snart er den idyllisk-fredelig, snart er den lidenskabelig-bevæget; saa udtrykker den Vemod og Sorg, saa Jubel over Frihed og Naturen (som i det uforlignelige Fangekor, noget af den ypperste Musik i hele Operaen).

Udførelsen paa det kgl. Theater er for Hovedrollernes Vedkommende i særlig Grad vellykket. Fru Kellers Fidelio er en sjælden smuk Præstation; hun synger med Inderlighed og Hengivelse, og Partiet ligger godt for hendes Stemme. Bedst er hun i de bevægede Optrin, naar Fidelio udsynger sin Længsel efter den elskede Florestan, som den grusomme Pizarro holder fangen i det mørke Fængsel for at lade ham dræbe i et belejligt Øjeblik. Hr. Nordal Brun skiller sig godt fra Florestan; i dette Parti synes han hidtil at være naaet højst som dramatisk Sanger. Han undgaar heldigt sin tidligere Fejl: at intonere falsk, og hans Stemme lyder frisk og klangfuld. Hr. Simonsen synger Pizarro med anerkendelsesværdig Dygtighed, dog kommer hans mægtige Stemme tilkort overfor Orchestrets brusende Akkompagnement. Partiet er ikke skrevet for Baryton, men for Bas, og det er beklageligt, at Theatret ikke har haft en Bassanger, der har kunnet overtage Rollen, som Hr. Simonsen kun ugærne udfører. Hr. Foss er meget uheldig som den gamle Fangefoged; det er underligt, at man har berøvet Hr. Schram denne hans gamle Rolle. Frk. Schrøder og Herrerne Christophersen og Brandt udfører de øvrige Roller uden at udmærke sig i nogen Henseende.

Orkestret under Johan Svendsens Ledelse udfører Leonora-overturen med saa stor Præcision og ypperligt Sammenspil, at den fremkalder en sand Bifaldsstorm i Theatret. Johan Svendsen kan tilskrive sig en betydelig Andel i den Succes, Beethovens "Fidelio" nu omsider har opnaaet paa den danske Operascene, og som forhaabentlig varsler om, at den endelig vil erhverve sig en varig Plads paa Repertoiret.