« Tilbage til søgeresultaterne

Nadeschda Prokofiévna Souslova Goloubeva

« Se emneord

Den første Kvinde i Rusland, der tog Doktorgraden.

Den 2den December 1907 er en Mærke­dag for Kvinde-Emancipationen, thi 40 Aar tilbage i Tiden fra denne Dag at regne, tog den første Kvinde Doktorgraden foran et stort og kritisk Auditorium med Afhandlingen: »Bidrag til Lymphens Fysiologi«, efter hvilkens Overhøring Doktorgraden blev hende til­kendt i Medicin, Kirurgi og Acconchement, og hun fik Tilladelse til at aflægge den medicinske Ed. Hvad der fortjener den største Opmærksomhed er, at ad denne for Kvinder hidtil ufarbare Vej var det en russisk Kvinde, der var Pioneer, og tilmed en Kvinde, som tilhørte Bondestanden.

N. P. Souslova var Datter af en Bonde, der siden blev Intendant for Greve Scheremeteff. Hun blev født i 1843, saaledes at hun nu er over 64 Aar. Hun fik sin første Undervisning af sin Moder, hvorpaa hun ba­nede sig selv Vejen, idet hun overvandt alle Hindringer, al Modstand, mange Skuffelser og adskillige tilstødende Ulykker.

Medens hun opholdt sig i et af Moskows Pensionater, satte hun sig fuldstændigt ind i fremmede Sprog; hvorefter hun i St. Peters­borg tog Lærerinde-Eksamen og alt i 15 Aars Alderen paabegyndte det medicinske og kirur­giske Studium i denne Stad uden nogen Be­myndigelse hertil - kun med Professorernes Tilladelse. Hun blev Professorerne Selchenov’s, Gruber’s og Botkine’s Yndlingselev, og med denne sidste arbejdede hun ofte i Fæl­lesskab.

Samtidig med at hun fulgte dette Kursus forberedte hun og underkastede sig den af­sluttende Eksamen for at faa sit Certifikat.

Hendes Eksempel blev fulgt af flere unge Piger, og de strømmede nu til Universitetet, da de ønskede at gaa samme Vej. Men de stormfulde Aar 1863-64 lukkede Universi­tetets Døre foran dem alle - med Undtagelse af Mlle Katchévarova, og de blev fjernede gennem en Ordre af Regeringen. I første Øjeblik vilde Nadeschda Prokofiévna rejse til Amerika, hvor man dengang havde aabnet en Skole for kvindelige, medicinske Studerende, men efter at have taget Rede paa Forholdene, kom hun til den Slutning, at Programmet ikke svarede til hendes Fordringer, og hun bestemte sig for at gaa til Zürich. Her hen­vendte hun sig til Rektoren for Universitetet med Bøn om, at han vilde indskrive hende mellem Tallet af de kvindelige Studerende ved det medicinske Fakultet. Rektoren svarede hende - ligesom man nu i Rusland svarer de ikke indskrevne Studerende - at dette Spørgsmaal ikke angik Universitetet men Re­geringen, og at der maaske kun kunde gives Bemyndigelse dertil ad lovgivende Vej.

»Alt hvad jeg kan gøre for Dem«, sagde Rektoren, »er at bede Professorerne om, at de vil lade Dem overvære deres Kursus«.

Nadeschda Prokofiévna tog da til takke med denne kun lidet misundelsesværdige Stil­ling men henvendte sig samtidigt til Ministeriet for offentlig Oplysning og erholdt her Tilladelse til at blive Indskreven ved Zürichs Uni­versitet efter alle Former som Studerende.

Hermed opnaaede hun Retten for alle dem, der fulgte efter hende, til at indregistreres officielt som Studerende samt Retten til at absolvere Eksamen.

I 1867 afsluttede Nadeschda Prokofiévna sine Studier ved Zürich Universitet, idet hun tog Doktorgraden, og d. 2den Dec. samme Aar forsvarede hun med Glands en Disputats og modtog Graden som Doktor i Medicin, Kirurgie og. Acconchement. Hun vendte til­bage til St. Petersborg med Diplomet i Lom­men, og efter mange Anstrængelser, Bekym­ringer og Skuffelser holdt hun endelig i 1868 med Udmærkelse »Colloquium« foran en over­ordentlig stor Forsamling af Læger samt et talrigt Publikum og fik nu Retten til at prak­tisere som Læge.

Men Nadeschda Prokofiévna slog sig ikke til Ro hermed. Hun gik til Wien og arbej­dede et Aar i: »Det Almindelige Sygehus«

Efter sin Tilbagekomst begyndte hun at praktisere og fulgtes af stort Held. I Løbet af 15 Aar besøgte hun de bedste Kliniker i Europa erholdende Adgang til Institutioner, som indtil da var lukkede for alle Kvinder, og trodsende al Mistillid, al Spot. Tilsyne­komsten af en »Kvindelig Læge« var noget saa mærkværdigt, at de Studerende i München trakterede hende med en: »Kattekoncert«.

Blandt Nadeschda Prokofiévna Souslava’s videnskabelige Arbejder findes hendes Artikel med Titelen: «La Modification des Sensations dermatoides sous l’Influence de rirritation électrique«. trykt 1862 i det medicinske Tidsskrift. I 1868 udkom Arbejdet: »Supplement a la Physiologie des Coeurs lymphatiques«, samt en kritisk Analyse over Manasseina’s Værk: »De l’éducation des enfants pendant leurs premieres années«.

Men denne Kvindes inderste Ønske - thi uagtet al sin Anerkendelse, alt sit Held var hun forbleven urokkelig beskeden - var at arbejde dér, hvor Livet levedes under det største Tryk og at være nyttig for de mest Ulykkelige og Elendige. Hele hendes Virk­somhed i de sidste 10 Aar har været viet hertil. Hun lever paa Sydkysten af Krim og Alouchta, og her hjælper hun gratis den fat­tige Befolkning uagtet sin fremrykkede Alder. Især strømmer store Skarer af tartariske Kvin­der til hende hver eneste Dag. Hun nægter ingen sin Hjælp og alle finder hos hende den største Interesse for dem og den mest levende Sympathie.

Nadeschda Prokofiévna Souslova er en stor Kvinde, idet hun har anvendt al sin Energi, alt sit Arbejde paa at bryde Vej for utallige, for Folkets Vel arbejdende Kvinder. Vi maa dybt bøje os for hendes store Aktivitet for Samfundet, og vi maa yde hende den største Ærefrygt.

(Efter det russiske Kvindeblad).