Frisiske Kvinder.
Ligesom Friserne er et af de ædleste og mest fribaarne Folkefærd, der endogsaa udleder deres Navn af selve Friheden og har til Valgsprog: "Heller død end Træl", saadan træffer man vist ingen Steder i Evropa mere fribaarne og selvhjulpne Kvinder og Kvinder, der baade i Dygtighed og Livskaar er Mændene mere ligestillede end blandt Friserne paa Vesterhavsøerne. Her er Kvinden ikke blot som i England regerende Dronning i Huset, men mindst ligeraadende med Manden med Hensyn til Arbejdet i Marken og andre Udendørs-Forretninger, og Pengekassen har hun lige saa fri Adgang til som han. Det er derfor ikke saa helt et Træf, at mens hos andre Folk det at indgaa Ægteskab regnes for at komme i Trældom, hedder det, at blive gift, bos Friserne at blive "befriet", et Ord, der ganske vist nærmest kommer af vort at fri, som Friserne bruger i Betydningen af at elske, men som dog er beslægtet med Tillægsordet fri, at være fri. Om Grunden til denne Kvindernes almindelige fri Stilling hos Friserfolket, som stadig giver Sønderjyderne Anledning til at drille dem med, at de har Skørteregimente, fortæller et ældgammelt Sagn, at i de Kampe, som Friserne ved Ankomsten til deres Øer maatte føre med Øernes Arilds-Befolkning, var det en Gang, at de havde tabt et Hovedslag, havde vendt Ryg og jog afsted paa Flugten, da de mødte deres Kvinder, som kom bærende med Gryder fuld af varm Grød, som Krigsfolkene skulde have til Nadver. De skammede nu de forsagte Mænd ud, fik dem til at gøre omkring igen og gik i Spidsen for dem mod Fjenderne, hvem de smed Grød og Gryder med samt lige i Synet, saa Bladet vendte sig, Fjenderne flygtede, og Friserne vandt Sejr. Til Tak derfor, hedder det, fik Kvinderne den store Myndighed siden, og Frisland fører fra den Stund af en Grødgryde i Skjold. Den egentlige Grund er vel den - hvis man ikke vil tilskrive Kvindernes dygtige, selvhjulpne Væsen, og Folkets ægte Frisind den - , at Mandfolkene gennemgaaende har været Sømænd fra gammel Tid og faret paa lange Rejser, saa de kun har været lidt hjemme og har da ikke kunnet faa saadan Indsigt som Kvinderne i deres Gaards Drift eller den hele Forretning ved Hjemmet, som blev overladt helt til Hustruens Omsorg. Endnu ser man meget faa Mandfolk paa Øerne; er de ikke til Søs, er de udvandret til Kalifornien for ikke at blive prøjsiske Soldater, og spørger man: "Hvem er den Pige trolovet med?" eller: "Hvem er den Kones Mand?" lyder Svaret hyppig: "Han er i Kalifornien." Man ser da gamle Koner ligge paa Knæ ude i Marken og skære Kornet med Segl, ser Kvinder staa paa Læsset i Høstens Tid og stikke Negene ind ad Ladelugen, ja ser - som paa Amrom, hvor Tærskemaskiner er ukendte - baade gamle Koner og unge Piger staa paa Loen og svinge Plejlen, ligesom de om Efteraaret møder i Flok paa Havdigerne for at tække dem med Straafletninger paa Ydersiderne. Ikke at tale om, at Kvinder næsten udelukkende befolker Kirkerne om Søndagen, idet de er lige saa ivrige for Gudstjenesten og Kristendommen i det hele, som Mændene skal være ligegyldige i saa Henseende. Søen har imidlertid skilt mangen en Kvinde for stedse fra sin Mand, Kæreste eller Søn, saa man ser en Mængde bære Enkedragten, især da det til for ganske nylig har været anset for upassende for en Enke at gifte sig igen; og spørger man en Enke efter hendes Sønner, ja, da véd hun maaske med Vished, at den ene er omkommet paa Søen, mens en anden i Aarevis ikke har ladet høre fra sig, enten fordi ogsaa han er "bleven", som det med et skærende, men træffende Udtryk kaldes, eller fordi han af en Ligegyldighed, som er almindelig hos Søfolk, ikke gider skrive hjem til sin Moder. Saadanne Familjeforhold har hver anden frisisk Kone at fortælle om, og det er altsaa ingen ubetinget misundelsesværdig Stilling at være frisisk Kvinde, men kræver stærke, alvorlige Naturer, skønt den ogsaa udvikler saadanne Naturer.
Hele den frisiske Kvindes Ydre vidner om, hvad der bor i hende, vidner om baade kvindelig Adel og i Styrke. Hun er høj og rank, kraftig og dog skønt bygget, ja har netop fra gammel Tid været navnkundig for sin rene, ædle Skønhed, som dog er saa forskellig fra "de fortryllende Skønheders", man kan træffe andensteds. Det Præg, vi kalder det ægte nordiske, gult Haar og blaa Øjne, træffes nu til Dags mere blandt Friserne end blandt Danskerne; men Ansigtstrækkene og Hovedets Form, smalt, med en høj men tilbagerundet Pande, er saa ejendommelig, især for Kvinderne hos Friserne, at de for vore Øjne alle har stor Lighed med hverandre. Øjet er aabent, ærligt og djærvt, ligesom Aabenhed er en af Folkets fremtrædende Egenskaber. Ganske særlig udmærker Friserinderne sig ogsaa ved en umaadelig stærk men klangfuld Røst, der tidt forfærder den fremmede, som pludselig hører den, og giver én Indtryk af, at Kvinder, der taler sammen, altid skændes voldsomt. Til Sang egner deres Stemme sig ypperlig, og et stort Selskab kan danse i timevis efter den kraftige, taktfaste Sang af et Par unge Piger.
De unge omgaas hinanden overmaade frit, ja efter vore Begreber tidt alt for frit, som naar et Karlfolk, som havde været i Besøg et Sted, altid tidligere skulde følges til Dørs af en af Husets Piger, med hvem hun saa skulde have en god Samtale i Forstuen, inden de skiltes, eller endnu mere, naar den Skik, som fandtes hos hele den gotiske Folkestamme og endnu findes i flere Lande under Navn af Nattefrieri, var særlig udviklet og maaske oprindelig hjemmehørende hos den frisiske Folkestamme. Og dog har Friserne altid været kaldt "Folket med de rene Sæder", hvor baade Kvinderne selv og Ungdommen i det hele var paa deres Post og vaagede over, at intet usømmeligt skete. Var en Karl kommen paa gale Veje, tog Kammerater ham, bandt ham et Bind for Øjnene, førte ham over Stok og Sten og forlod ham til sidst paa Randen af en Afgrund, for at han skulde mindes om, hvorhen saadant et Liv, som han havde begyndt, vilde føre; ja den Pige, der havde forbrudt sig mod Sædeligheden, fik en Sten bundet om Halsen og blev af sin egen Fader udstødt fra Diget i Havet. Et Sagn fra Valdemars-Tiden fortæller om den sidste Hedning, Jens Lyng, der dræbte sig selv inde i den Kirke, hvor Præsterne vilde tvinge ham til at tage Del i Gudstjenesten. Men Sagnet fortæller videre om hans Datter, Ellen Lyng, at hun paa Sylds Heder blev forfulgt af nogle raa Søfolk eller Sørøvere, og at hun da kun undgik dem paa den Maade, at hun, tænkende som saa: "Hellere død end Sørøvernes Trælkvinde," styrtede sig i Havet og druknede. Men indtil vor Tid har man af og til om Natten kunnet se hendes Skikkelse sidde paa Heden og græde og klage over, at Frislands gamle, rene Sæder var i Forfald og navnlig over, at de unge Piger ikke længer holdt over deres Ære som hun over sin. Siden Politiet har forbudt Nattefrierierne, er Sædeligheden nemlig begyndt at komme i Forfald; og dog er paa de frisiske Øer endnu kun 2 Procent af Fødslerne uægte, og Udsvævelser stærkt brændemærkede.
Hvad Skrøbeligheder Mændene har, søger Kvinderne stedse at bøde paa. Mangen en Mand holder mere af, saa snart det er Blæsevejr, at løbe langs Diget og se, om der ikke skulde være drevet lidt Strandingsgods op til ham, end passe sin Gaard og Jord, som han tidt maatte gaa fra, var det ikke for, at han havde en dygtig Hustru. Og skal der køres Korn til Handelspladsen, følger mangen en Kone med sin Mand for at hindre ham i at drikke sig fuld derude, eller, hvis det alligevel skulde ske, dog for at tage sig af hans Penge, Heste og Vogn og faa ham og dem ordentlig bragt hjem. Og dog maa man ikke tro, at den frisiske Kvinde over alt dette Udenomsarbejde, der hviler paa hende, forsømmer sit Hus; for Renligheden dér overgaar endnu den berømte hollandske, og Børnene bliver omhyggelig plejede og opdragede.
Friserfolkets Betydning i Historien har ikke været nogen enkelt, særlig Bedrift, de har udført, men den, at de som Deltagere i den angelsaxiske Udvandring har været med til at sammensætte det engelske Folk og saaledes ved sine mange ædle Egenskaber og Ævner været en Surdejg for det engelske Folk og igennem dem for det amerikanske Folk, som begge har de oversete Frisere mere at takke for, end de tænker. Og naar saaledes Kravet om Frihed og Ligestilling med Manden først og stærkest er kommen frem hos Englands og Amerikas Kvinder, hvem véd da, hvor meget dette skyldes det frisiske Blod, der flyder i deres Aarer?
