Millicent Garrett Fawcett

Navnet Millicent Garrett Fawcett er forbundet med næsten enhver Bevægelse i England for at fjerne de Skranker, som er paalagte ved Lov eller hævdvunden Skik, og kun tjene til at nedværdige Kvinderne moralsk eller aandeligt. Hun tog aktiv Del i den Agitation, der skete for at fremme en højere Ud­vikling for Kvinderne.

Det første Møde herfor - som resulterede i Dannelsen af »Newnham College« for Kvinder i Cambridge - holdtes i Mrs Fawcetts Hus i 1870. Dengang var Mrs Fawcetts Datter Philippa kun 2 Aar gammel, hun, som engang skulde vinde den højeste Pris i den mathematiske Kappestrid ved at sættes over Senioren ved Cambridge’s Universitet, Mr Wrangler. Gennem hele delte Kollegiums Historie har Mrs Fawcelt siddet i dets Bestyrelse, og hendes Beløn­ning har ikke alene været den Hæder, der blev hendes Datter tildeel, saa meget det end har maattet fylde hendes Hjerte med Glæde og Stolthed, men tillige Bevidstheden om, at Kvinderne endelig havde faaet samme Lejlighed som Mænd til at erhverve sig en højere videnskabelig Uddannelse.

Den næste Livsgerning, i hvilken Mrs Fawcett lagde sig med hele sin Sjæls Iver, var det Felttog, som Josephine Butler - ærefuld Ihukommelse - ledede, og hvis Maal var Ophævelsen af de Lovbestemmelser, som fra Kvinderne af den »ulykkelige Klasse« borttog det sidste Gran af personlig Frihed og nedværdigede dem under et Lavmaal, som Lan­dets mest forhærdede Forbrydere indtager. Her saa hun ogsaa den endelige Triumf af en ædel Sag, thi den lange og anspændte Kamp tvang Regeringen til at bortfjerne disse Bestemmelser fra de Lovbøger, de havde van­æret.

Det er imidlertid til Bevægelsen for at erholde politisk Stemmeret for Kvinder, at Mrs Fawcetts Navn særlig er knyttet. Med en karakteristisk Forudseenhed opfattede hun klart, at enhver Sejr, som Kvinderne vandt, ikke kunde blivende tilforsikkres dem, uden at de havde det samme Værn som Mænd, nemlig: Retten til at have en Stemme ved Udarbejdelsen af de Love, ved hvilke de re­geres. For Mrs Fawcett syntes den politiske Stemmeret af allerhøjeste Betydning. Skøndt hun havde taget en skarp Interesse i Dagens politiske Spørgsmaal og havde talt ved poli­tiske Folkemøder, tabte hun aldrig det Maal af Sigte, mod hvilket hendes sejge Energi var rettet.

Den første Lejlighed, ved hvilken hun talte offentligt om Kvinders Stemmeret, var i Aaret 1867 (fire Maaneder efter at hun havde ægtet Professor Fawcett) ved det første Møde for

Kvindestemmeret, som holdtes i London. Dette Møde var ikke alene bemærkelsesværdigt, fordi det gav Lejlighed for Mrs Faw­cetts første Tale men ogsaa paa Grund af Nærværelsen af mange kendte Mænd i den politiske Ver­den. Blandt disse var John Stuart Mill, Reverend Charles Kingsley, Professor Fawcett (Parlaments­medlem), Mr John Morley (nu Lord Morley til Blackburn), Lord Houghton. Sir Charles Dilke (Parlaments­medlem) og Mr Stansfield (Parla­mentsmedlem). I det følgende Aar talte hun i Brighton til den største Forsamling, der endnu var mødt for at drøfte Kvinders Stemmeret. Professor Fawcett var bleven valgt som Parlamentsmedlem for Brigh­ton samme Aar, og nogle af hans Stillere fra Valgkredsen besvor ham om dog endelig at forbyde sin Kone at tale om Kvinders Stem­meret, fordi de frygtede for, at det kunde skade Professor Faw­cetts Stilling som Repræsentant for Byen.  Han afslog med Fast­hed at ville høre paa deres Ind­vendinger. I 1871 gjorde Mrs Fawcett en Tur i det vestlige England holdende Møder i Bath, Bristol, Exeter, Taunton, Plymouth og Tavistock. Hun ledsagedes af Miss Ashworth, Niece af John Bright. Disse Møder nævnes særskilt, for det første fordi de var Begyndelsen til en talløs Mængde Møder, som Mrs Fawcett holdt, men ogsaa for at minde om de Vanskeligheder, som hun maatte gøre Front imod i hine Dage, da det næsten blev betragtet som upassende for en Kvinde at tale ved et offentligt Møde. Ved et af Møderne mente Formanden - en af Statskirken udgaaet Præst - at det var nødvendigt at forsikkre Tilhørerne om, at disse kvindelige Talere var »absolut respektable Kvinder«.  Der hørte saaledes et vist Mod til for en Kvinde at staa for et Audito­rium under disse Forhold.  Dette vil forstaaes af følgende Kendsgerning: En Resolution blev vedtaget om at bringe en Tak til de Kvinder, »der havde vist det Heltemod at komme til dem og holde disse dygtige og interessante Taler«. For Mrs Fawcett maatte saadanne Møder kræve en stor Anspænding, thi hun har imod at tale offentligt og endog nu efter en 41aarig Vane i at optræde ved offentlige Møder, er dette bestandigt en Anstrængelse for hende. Fulgte hun sin egen Tilbøjelighed, vilde hun foretrække en stille og tilbagetrukken Tilværelse sammen med Venner og med sine Bøger.

Mrs Fawcetts Taler vidner om en høj aandelig Kultur, de er logiske og overbevisende. Hun appellerer til Forstanden, og hun møder Oppositionens Argumenter med nøgne Kends­gerninger. Skøndt hendes Forsvar er alvor­ligt og værdigt, har hun behændige og vit­tige Bemærkninger til taabelige Indvendinger, der illustrerer hendes Øjemed med en eller anden Lignelse, som ikke fejler at bringe Til­hørerne i Latter eller til at yttre deres Bifald. Nogle Folk beklager sig over det Faktum, at Mrs Fawcetts Taler ikke henvender sig til Følelsen, at hendes Appeller gælder Hovedet og ikke Hjertet. Lad det være som det være vil, saa bliver den Kendsgerning tilbage, at Mrs Fawcett har omvendt Hundreder af Mænd og Kvinder ved sine Taler, som sandsynligvis vilde have betragtet følelsesfulde Appeller som et Tegn paa Svagheden af Begrundelserne. Fremgangen af Kvindestemmerets Bevægelsen i England skyldes væsentlig Mrs Fawcetts Ka­rakter, hendes Frihed fra al personlig For­dom, hendes Doms fuldstændige Upartiskhed, og hendes Magt til at tiltvinge sig deres Ag­telse, som mest har modsatte Anskuelser. Dette har netop sat hende i Stand til i Ar­bejdet at forene Kvinder af alle politiske Par­tier og af alle Klasser, som ser til hende for at faa Raad og Hjælp, naar Vanskeligheder optaarne sig.

Tilliden til hende og Beundringen for hen­des trofaste og stadige Arbejde viste sig paa en slaaende Maade den 13. Juni 1908, da en Procession paa over 10,000 Kvinder samledes i Albert Hall og raabte Hurra for hende atter og atter, medens 40 Damer, der var Repræ­sentanter for forskellige Kvindestemmerets Forbund, defilerede forbi hende, læggende Blomster for hendes Fod. Blandt de Hilsener der var fæstede ved disse Buketter var føl­gende: -»Ære være vor Fører, Mrs Fawcelt; maa hun leve og se Frugterne af sit Ar­bejde. «

Desuden har Mrs Fawcett ved at tale for Kvindernes Stemmeret taget en aktiv Del i det politiske Arbejde og var udnævnt af den konservative Regering til at inspicere Kvin­dernes Concentrations Lejre efter den Syd­afrikanske Krig.

Nylig har hendes Anstrengelser atter kon­centreret sig om Stemmeretten, og hun har

paabegyndt en lang Række Møder i Englands forskellige Provinser. Det er hendes kloge Statsmandskab, som har kontrolleret Kvindestemmerets Unionens Politik tiltrods for hvert Angreb, der gjordes paa den af hine, som ikke ønskede, at Kvinderne skulde frigøres, før alle Mænd var frigjorte eller ogsaa af dem, som kun ønskede Stemmeretten udvidet til Enker eller Ugifte. Hun har holdt fast paa den Fordring, at hvad der nu er en Tilfredsstil­lelse for en Mand at erholde maa blive det samme for en Kvinde - nemlig at stemme. Hun vil hverken modtage mere eller mindre Rettigheder end hvad Mænd alt besidder men skulde ville modtage ethvert Forslag, som vilde ophæve Kønnets Udelukkelse med Hen­syn til Stemmeret.

Den Agitation for Kvindestemmeret som i de sidste 3 Aar er bleven ført af et uafhæn­gigt Forbund, nemlig: Kvindernes Sociale og Politiske Union« har - skøndt den formule­rer den selvsamme Fordring - tillige an­taget hvad man i Almindelighed kalder: »The militant Tactics«. Dette Forbund har i sine Rækker samlet de Kvinder, som har tabt Troen paa at anvende den konstitutionelle Methode, idet det troer, at det heldige Udfald beroer paa altid at holde sig i Opposition til den samtidige Regering, saa længe som denne afslaar at frigøre Kvinderne. Denne Opposi­tion iklæder sig den ydre Form af at afbryde Møder, som er indkaldte af Regeringen og i ved Valgene at modsætte sig Regeringens Kandidater, hvad enten disse holder paa, at Kvin­derne skal have Stemmeret eller ej; med mindre de skulde ville paatage sig fra Regeringen at erholde et Løfte om et Kvindestemmerets Lov­forslag. Mrs Fawcett, som sympatiserer med de Følelser, der har paavirket disse Kvinder til at antage nævnte Methoder - har ikke destomindre nylig udtalt sin Misbilligelse af det nylige Lovbrud, som de har begaaet.

Hun giver som sin Grund herfor, at disse Methoder skader en Sag, som ikke beror paa fysisk Styrke og paa at trodse Loven men paa Fornuft og Retfærdighed.

For første Gang i Englands Kvindebevæ­gelses Historie er der to Selskaber, der hver følger forskellige Methoder og en forskellig Valg-Politik. Mrs Fawcett troer ikke paa »Womens Social & Political Union’s« Politik, som bestaar i at modsætte sig en Kandidat, fordi han er en Liberal d. v. s. at han under­støtter den værende Regering. Hun hænger fast ved den Politik ved Valgene at imodgaa Valget af enhver Kandidat, som staar i Opposition til Kvinders Stemmeret, og at støtte den Kandidat, som lover at stemme paa et Lovforslag for Kvindestemmeret og at modsætte sig enhver videre Udvidelse af Mændenes Valgret med mindre Kvinderne ogsaa er indbefattede. Hendes Hoved-Formaal er imidlertid at omvende Vælgerne og faa dem til at paanode deres valgte Kandidat Spørgsmaalet om Kvindernes Stemmeret. Denne Politik resulterede ved Newcastle Valgmødet, i at en Petition for at opnaa denne Reform blev indsendt til Underhuset underskrevet af 9000 Vælgere.

Mrs Fawcett’s private Liv er kun lidet kendt af Omverdenen. Hun tilbragte sin Barndom i den lille Fiskerby Aldeburgh i Suffolk, for hvilken hendes Fader, Mr Newcon Garret engang var Borgermester, hvilket Embede nu bestyres af hans Datter, Mrs Garrett Anderson*), M. D., den første Kvinde i England, som blev valgt til Borgermester. Med Und­tagelse af, at hun var to Aar i Skole i Blackheath, og at en Lærerinde af en meget gam­meldags Type underviste hende, er Mrs Faw­cetts Uddannelse erhvervet ved egne Anstren­gelser; hendes Lærere var hovedsagelig Bøger, og hun læste alt, hvad Dagens store Tænkere og Politikere havde skrevet. Som ung Pige havde hun en levende Interesse for alle poli­tiske Begivenheder i hendes eget Land som i Udlandet, Hun var en lidenskabelig Partitager paa Nordstaternes Side i Amerikas store Borgerkrig. Da Professor Fawcett først mødte hende i et Middagsselskab, tilstod han sin Overraskelse ved at høre en saa ung Pige tale med en saadan Varme og Overbevisning. Da Samtalen var falden paa Præsident Lincolns Mord, havde den daværende Miss Gar­rett sagt, at hun betragtede dette, som en større Ulykke end om Halvdelen af Europas kronede Hoveder var faldne. De, som kendte Mrs Fawcett under hendes Ægtefælles Leve­tid, har sagt, at den Lykke og det Held, som fulgte Professor Fawcetts politiske Løbebane, skyldtes hans Hustru. Professor Fawcett selv sagde under en Tale ved et Møde, at han havde overvundet hver Hindring ved Hjælp af sine Venner, og fordi han i sit Hjem havde en Hjælper, hvis politiske Dom mindre ofte slog fejl end hans egen. Mrs Fawcett var upaatvivlelig en Medhjælp i den bedste Betydning af Ordet. For sin Ægtefælle - hvem et Ulykkestilfælde havde berøvet Synet i hans tidligste Ungdom - var hun baade Øjne og Hænder, Ven og Raadgiver; han henvendte sig altid til hende for at høre hendes Mening, inden han foretog sig noget af Betydning. Han lod hende have sin Fri­hed til at udføre sit eget Arbejde, og da hun gjorde sin store Tur i det vestlige England, undredes mange over, at Prf. Fawcett kunde undvære sin Hustru, af hvem han var saa af­hængig, og nogle mente, at Kvindestemmerets Sagen maatte have stor Betydning for ham, siden han gjorde et saadant Offer. Mrs Fawcetts Individualitet absorberedes aldrig i hendes Ægtefælles, heller ikke stod hun i Skygge af hans Stilling eller eminente Dyg­tighed. Skøndt han tilfulde sympathiserede med sin Hustrus Synspunkt og Formaal, var det altid til Mrs Fawcett at Folk saae hen, som til deres erkendte Fører for Bevægelsen. De, som har Indvendinger mod Mrs Fawcetts Taler af den Grund, at de ikke henvender sig til Følelsen, har ogsaa klaget over, at Mrs Fawcett er haard og streng. En saadan Be­skyldning maa faa dem til at smile, der kender hende. Mrs Fawcett er ikke demon­strativ, og hendes Følelser ligger ikke paa Overfladen, og det er heldigt baade for Kvindesagen og for Mrs Faweett’s Arbejdes Fremgang, at hun holder sine Sindsbevægelser baandlagte. Hovedsagen er, at det elskende og loyale Hjerte slaar varmt under det be­herskede Ydre. Hvis en stor Sag skal vindes, behøves den vel afvejede Dom og den For­sigtighed, der fødes af Visdom og Erfaring, hvilke Mrs Fawcett altid har vist sig i Be­siddelse af. Skøndt hun selv er en virksom Arbejder, troer hun ikke paa »strengt Ar­bejde og ingen Hvile«. Hun tillader aldrig, at Arbejdet hindrer hendes Helligdag. Hen­des store Ordenssands og praktiske Arbejdsmethode tillader hende at komme igennem en enorm Korrespondance, til hvilken hun i Almindelighed helliger sine Morgentimer. Hendes bedste Adspredelser er Spadsereture og Haandarbejde, hun elsker Musik og Maler­kunst, gaar til Concerter og Maleriudstillinger og glæder sig ved selskabelig Omgang og de enkle Fornøjelser Livet kan byde. Der hvilet­ en Atmosfære af Fred over hendes Hus, som intet Tegn viser paa det anstrængto Arbejde, som foregaar i det; alt er i fuldeste Orden og byder en stor Comfort.

De, som har haft den Lykke at arbejde sammen med Mrs Fawcett, har aldrig manglet Trøst og Raad hos hende under vanskelige Forhold; hun vil aldrig tillade Nedtrykthed eller Forsagthed at fæste Bo i sin Sjæl men hæver sig over alle Ting, ligelig, retfærdig og fuld af Mod. Hun vil sympathisere med En om man er i Nød, hun vil rette En, naar man gør en Fejltagelse, men har hun først gjort opmærksom paa denne, vil hun aldrig mere hentyde til den. Skøndt hun kan se anderledes paa Tingene end hendes Venner i mange Dele, lader hun aldrig en saadan For­skel have Indflydelse paa Venskabet, og hvad hun lærer Kvinderne ved Ord og Eksempel er Pligt, Ansvarsfølelse, Loyalitet og Mod. Hvad Mrs Fawcett har skrevet om Jeanne d’Arc i sin Bog: »Lives of Five Famous Frenchwomen« kan vi sige om hende selv næsten med de samme Ord, hun brugte: »Ikke fordi vi er engelske, men fordi vi er Kvinder, er vi stolte af hende!«

 (Skrevet til Kvindestemmeretsbladet.)

 

*) Medical Doctor.

 

Edith Palliser.

 

Demonstrationerne foranlediges udelukkende af et Mindretal af Kvinder nemlig: »Womens Social & Political Union«. Deres Tal er langt ringere end vor Medforbundnes i Alliancen: »National Union of  Women’s Suffrage Societies«. Desuden er der 20,000 Kvinder i Afholds-Forbund, der virker for Kvinde-Stemmeret, som ikke er demonstrerende saa lidt som den store Majoritet af Fabrikarbejdersker, som tvertimod opponerer derimod. Men alt hvad de Kvinder foretager sig, som hylder »The militant tactics« kommer i Aviserne, fordi Opmærksomheden henledes uvilkaarligt paa Faatallet, naar dette gør Demonstrationerne, som baade er støjende og overraskende.

(Efter et privat Brev fra Miss Palliser.)