« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindevalgretsklubbens Generalforsamling
afholdtes for fjerde Gang Onsdag d. 24. Februar 1909 hos Sekretæren, Fru Kommandørinde Hedemann. Medlemmerne var mødte ret talrigt. I Kassererens Fraværelse oplæste Formanden Aarsregnskabet som godkendtes af de tilstedeværende Medlemmer.
Derpaa oplæste Formanden Aarsberetningen. Vort Medlemsantal er nu steget til over 90 Medlemmer, og der er bestandig ny Tilgang.
Uagtet Opfordring til at indsende Lovændringsforslag ved det foregaaende Møde var intet saadant kommet Bestyrelsen ihænde. Ved Generalforsamlingen viste der sig en stærk Ulyst til at vælge nye Bestyrelsesmedlemmer. Næstformand, Sekretær og Protokolfører genvalgtes enstemmigt. Man erindrer jo, at Valget gælder for 2 Aar. Lovene for 1909 bliver udsendte inden Marts Maaneds Udgang.