« Tilbage til søgeresultaterne
Et Tilbageblik
Vi er nu kommet saa langt frem paa vor Vej hen imod Kvindernes fuldkomne Frigørelse, nu da vi ialfald i Kommunen har naaet til: »Lige Ret for Mand og Kvinde«, saa det falder naturligt, om vi har Lyst til at undersøge, hvorledes dette Krav opstod hos os, og hvem det var, der først fik det frem. For Clara Rafaels sensationelle tolv Breve og den Ild de tændte i Gemytterne har vi tidligere redegjort. Flammerne slukkedes tilsyneladende, men dog kun for senere at blusse op igen i Halvfjerdserne og Firserne efter at have ulmet i de mellemliggende Aar. Mærkeligt nok kom det lille Stød - der atter skulde levendegøre det Stof, der ligesom laa i Dvale - fra Udlandet. I Genf finder vi en begejstret Kvinde, der ikke alene vil arbejde for sit eget Land men vilde bringe Frigørelsens Evangelium ud til hele Verden. Det var Madame Marie Goegg som dannede: »L’Association Internationale des Femmes«. Denne havde alt spredt sig i mange Lande, og søgte nu at danne en Gren i hele Skandinavien, men om dette ikke lykkedes saa dog ialfald i Danmark. Og i Danmark lykkedes det - takket være det ædle Ægtepar, Hr. Frederik Bajer og hans Hustru, Fru Mathilde Bajer. Det var i selve deres Hjem den 24. Februar 1871 at dette Led af det Internationale Genferforbund dannedes, der siden skulde blive af saa stor Betydning for vort Land.
Men Ordet »Internationale« mindede i hin Tid paa uhyggelig Maade om Revolution og Blod. Signalerne maatte forandres for at faae den attraaede Tilslutning. Da Madame Goegg ikke blev støttet af sin Bestyrelse men maatte vige sin Plads, faldt det den under Fru Mathilde Bajers Formandskab levende nye Forening saa meget lettere at sænke det internationale Flag og hejse
det danske Korsi den røde Grund. Og denne Længsel efter det nationale synes at have præget Foreningen under dens lange Eksistents. Den rekonstrueredes som »Dansk Kvindesamfund« d. 15. December 1871. Ved det følgende Aars Begyndelse maatte Fru Bajer forlade Formandspladsen, da Moderpligter kaldte hende.
I 1880 gik de politiske Bølger højt her i Landet mellem Højre og Venstre. Mange Kvinder følte sig misfornøjede med Kvindesamfundet, der ængsteligt holdt sig tilbage fra al Deltagen heri. En Kreds af Kvinder traadte sammen og stiftede »Kvindelig Fremskridtsforening« i Efteraaret 1885. Fru Mathilde Bajer blev den første Formand indtil Efteraaret 1888, hvorpaa Fru Johanne Meyer indtog denne Plads og udfoldede en uforfærdet Dygtighed. »Kv. Fremskridtsforening« havde det ene Formaal at bringe Oplysning til Kvinderne om politiske og sociale Spørgsmaal. I de 15 Aar, som denne Forening bestod, holdt den sine ugentlige Møder, og mangfoldige var de Deputationer derfra, som sendtes baade til Stat og Kommune. Derfor sige vi ikke, de gjorde nogen direkte Gavn thi som oftest hentede de et »Nej«. Men hvad de havde anmodet om blev liggende som et Frøkorn, der havde beholdt sin Spirekraft i sig, og som blot behøvede ny Jord for at slaa dybe Rødder og faa den ranke Vækst. I 1888 oprettede Foreningen en »Social-politisk Skole for Kvinder«. Fagene blev: Danmarks indre politiske Historie fra 1848; Retslære; Ethik og Psykologi.
I 1888 havde vi den store nordiske Udstilling i København. Efter forgæves at have forhandlet med »Dansk Kvindesamfund« om Deltagelse, benyttede »Kvindelig Fremskridtsforening« Lejligheden til ene at afholde et: »Nordisk Kvindesagsmøde«, hvor alle aktuelle Spørgsmaal angaaende Kvindernes Stilling skulde forhandles.
Mødet fandt Sted i Kasinos lille Sal og talte 800 Deltagere baade fra Norge, Sverrig og Finland, ja ovenikøbet et Par fra Amerika foruden de danske Indbydere m. fl. Naar vi læser Fru Johanne Meyers Beretning om Mødet, fremhæver hun, at hendes Foredrag ved denne Lejlighed skarpt pointerede, at det var politisk Stemmeret vi burde stræbe efter, da der var stor Trang for Kvinder i Lovgivningsarbejdet, som f. Ex. for at bryde Mandens Enevælde i hans Retsstilling i Ægteskabet, Enevælde i hans Raadighed over Børnene.
Kort før denne Kongress var Kvindebladet: »Hvad vi vil!« stiftet. Dette dygtige Blad - med de mange saa selvfølgelige og dengang dog saa uforstaaelige Ideer om Stræben efter Lighed blandt Menneskerne baade hvad Køn og hvad Klasse angik - udsaaede mangt et Frøkorn, der senere skulde komme i Vækst. Bladet holdt sig i 7 Aar. Redaktøren, Fru Johanne Meyer fortæller os om, hvorledes hun ofte blev opsøgt paa sit Redaktionskontor, snart af en grædende ung Pige, hvis Kæreste havde truet med at ville bryde med hende, om hun holdt dette Blad, snart overfaldet af en rasende Ægtemand, som fortalte Redaktøren, at han havde brændt hendes røde Agitationsblad, og at han nok skulde sørge for det aldrig mere skulde komme over hans Hjems Tærskel, thi saameget var han da Gudskelov endnu Herre i Huset! -
Indenfor Rækkerne var der »en Kvinde med Ildhu«, fortæller Fru Johanne Meyer. Det var Præstefruen fra Varde, Fru Line Luplau, f. Monrad, fra Sønderjylland. Trods hendes høje Alder var Sindet ungt, og hun havde en Jernvillie. Hun tog nu fat i Kjøbenhavn og dannede en Kvindevalgretsforening med kun det ene Punkt paa sit Program: »Valgret for Kvinder«.*)
Jeg tillader mig at benytte de skriftlige Udtalelser, som Frøken Marie Luplau har sendt mig om sin Moder angaaende hendes Arbejde for Valgretten:
»Den første bevægende Kraft her var udelukkende min Moder; og det i en Tid, hvor der krævedes Mod, Styrke og Tro i en Grad som det nu ikke anes. Der var hun den første, som løftede sin Røst og slyngede Bomben med Indskriften: »Politisk Stemmeret og Valgbarhed for Kvinder« ud i Samfundet. Først troede min Moder, at hun indenfor Dansk Kvindesamfunds Ramme kunde arbejde for sin Livstanke: den politiske Valgret - den, som hun allerede dengang vidste var hele Kvindesagens Kærnepunkt; men - Dansk Kvindesamfund ræddedes ved denne Tanke! - «
»Da søgte Moder Støtte dér, hvor hun fandt Jordbund for sine Ideer, hos dem, der var klartseende i dette Spørgsmaal - thi hendes Beslutning at arbejde for Valgretten og danne en selvstændig Forening alene paa dette Program var urokkelig.«
»Saa tilkaldte hun Fru Nørlund og Fru Meyer, og disse tre - ret snart i Forening med Flere - førte saa Tanken ud i Livet i 1889.«
»Tidligere havde Moder arbejdet stærkest netop for den kommunale Valgret; det var nogle Aar før »Dansk Kvindesamfund« indsendte til Rigsdagen en Adresse herom. Dengang oppløjede Moder med sine store agitatoriske Evner, som forstod baade at arbejde selv, finde brugbare Kræfter og sætte dem i Bevægelse, hele Jyllands Vestkyst fra Varde - hvor hun var bosiddende - til Limfjorden og skaffede flere Tusinde Underskrifter. Jeg har ofte tænkt i disse Sejrens Dage, at det vilde være rimeligt og retfærdigt, om Fru »Luplau« blev mindet!« -
Og vi, som skriver dette Blad, er glade ved at kunne nedlægge denne Mindernes Krands i Ord paa Fru Luplau’s Grav! Ære være hende!
Frøken Marie Luplau meddeler endvidere at det var paa hendes Moders Initiativ, at der hele Landet over blev interpelleret ved Folkethingsvalget om Kandidaternes Stilling til Kvindestemmeret. At denne Tanke med saa stor Iver blev grebet af de Samarbejdende, og bragt i Udførelse, maa vi ialfald prise disse for.
Det var den 15. Februar 1889 i Larsens Lokale, der denne Dag maatte give Rum for 1500 Mennesker, at Fru Luplau gjorde Rede for Nødvendigheden af, at Kvinder fik Stemmeret i Stat og Kommune samt for at danne en Forening, der ene og alene arbejdede for dette Formaal.
Derefter talte Fru Louise Nørlund og Fru Johanne Meyer med stort Bifald.
I Diskussionen, der bagefter aabnedes, fik Modpartiet rig Lejlighed til i stærke Farver at afmale alle de Ulykker, der vilde indtræffe, om Kvinders Valgret blev virkeliggjort. Ganske unge Mænd besteg Talerstolen for at erklære, at de ialfald aldrig vilde gifte sig med en Kvinde, der arbejdede for Stemmeret. Hvordan skulde vel Manden faa sin Middag Kl. 12, naar Konen skulde i Folketinget Kl. 1? Eller hvordan skulde de smaa Børn vel faa Aftensmad og komme i Seng, naar Konen skulde til Udvalgsmøde? Det saa sandelig sort ud for Samfundet, naar Konerne løb fra Gryde og Vugge for at sidde i Rigsdagen!«
Efterhaanden var der bleven et velreguleret Arbejde ved Folkethingsvalgene, hvor Kvinderne interpellerede Kandidaterne, eller de fik Mænd til at gøre det paa deres Vegne. Spørgsmaalet var: hvorledes disse Kandidater stillede sig til Kvindernes Valgret? Det var paafaldende, at Højres Kandidater gennemgaaende svarede, at de ikke bifaldt Kvinders Deltagelse i det offentlige Liv, og at derimod Venstre og Socialdemokraterne erklærede: at ville arbejde for Kvindens Valgret især til Kommunen.
»Kvindelig Fremskridtsforening« søgte især at rejse Arbejdskvinderne til livlig Deltagelse i de sociale Spørgsmaal ved dens ugentlige Møder, thi alt dengang var Socialisternes Sympathi med Kvindesagen kun en tom Skal uden Kærne. Kvindelig Fremskridtsforening fæstede da sin Opmærksomhed paa Dannelsen af de kvindelige Fagforeninger, der senere har indtaget saa stor en Plads i Arbejdet for Kvindesagen.
Sammen med kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen dannedes en Organisation, som kaldtes: De samlede Kvindeforeninger. Disse vilde nu i Fælledsskab holde et Frilufts Folkemøde ved den slesvigske Sten i Dyrehaven ved Klampenborg.
Dette mødte stor Tilslutning, og alle Blade nævnede det.
Over Talerstolen hang med Kæmpebogstaver Ordene: »Lige Ret for Mand og Kvinde!«
Talerne var: Johanne Meyer, Louise Nørlund og A. C. Meyer. Fru Johanne Meyer siger herom :
»Den 21. Juni 1891 oprandt med den skønneste Sommersol, og mellem knittrende Silkefaner og det grønne Bøgeløv talte vi saa for Kvindernes Stemmeret i en Forsamling af 10,000 Mennesker af alle Samfundslag.«
»Og da de mange Tusinder i den stille Sommernat drog syngende ned ad »Bakken« hjemad, da lød det i mit Indre: »Nu har Kvindernes Stemmeret sejret!«
Fru Louise Nørlund havde været Medstifter af »De samlede Kvindeforeninger«. Men af disse faldt snart Hovederne. Fru Mathilde Bajer siger os, at da »Dansk Kvindesamfund« selv optog Kvindevalgretten paa sit Program og i det Hele fik Mod til at gaa fremad i Politik, blev »Kvindernes Fremskridtsforening« overflødig. Den opløstes, og dens Medlemmer meldte sig ind i »Dansk Kvindesamfund«. Ogsaa Kvindevalgretsforeningen faldt fra hinanden. Efter at den mægtige Virksomhedsbølge for Kvindernes Valgret i Halvfjerdserne og Firserne havde lagt sig, indtraadte en Stagnation, som var beklagelig, om man ikke vidste, at næsten al Fremgang kommer stødeviis. Dels var Førerne døde og dels lagde de deres Felt over paa anden Virksomhed. Vi maa derfor glæde os over, at Fru Louise Nørlund blev sin Kjærlighed til Kvindesagen tro, og at hun efter en Hviletid atter fik Fagforeningerne samlede til Fællesarbejde for Kvinders Valgret. Hun byggede Broen fra Firsernes intensive Arbejde over den døde Tid til den nye Arbejdsperiode, da alle Verdens Kvinder sluttede Pagt for at faa Kvinden sat paa den Plads, som Retfærdigheden maa tilkende hende, og som hun ikke alene for sin egen Skyld men som Arbejder for hele Menneskehedens Vel bør indtage.
Med en Tak til de Kvinder, der gav sig selv til Pris for Haan og Forfølgelse for at udrette, hvad Samvittigheden bød dem, da alle andre syntes dem blinde og døve og druknede i Fordomme - lægger vi herved dette Mindeblad til dem, der alt er lagt ned i mange Tidsskrifter i disse, vor kommunale Valgrets Sejrsdage.
Johanne Münter.
*) Dette Citat samt flere af de anførte Billeder er efter Johanne Meyers Artikel: »Træk af den danske Kvindebevægelses Historie«.
