« Tilbage til søgeresultaterne
London-Kongressen
Vi imødeseer med Spænding den forestaaende Kongres i London. I Forretningsudvalgenes Møder finder vi som Forhandlingsgenstand: »Fastsættelse af Regler for parlamentarisk Fremgangsmaade.« Da man ikke har kunnet finde noget tilsvarende hos Mændene, saa er det altsaa Kvinderne, der skal bane Vejen herfor, hvad enten vi vil blive fulgte heri eller ikke af det i al Parlamentarisme saa meget mere trænerede stærke Køn.
Og hvad der særlig maa interessere os er Spørgsmaalet: Vil Alliancen i sin nye Konstitution - gældende for næste Femaar - tillade Forbundene paa lovlig Vis at optage hvad vi kalder for Fagforeninger? Dermed menes ikke alene dem, der har et politisk Anstrøg men ogsaa dem, der kun er samlede efter det fælles Arbejde! Vi mener selv, at denne Regel hidtil kun er fastsat for at skille mellem det Internationale Kvinderaads Omraade og den Internationale Alliances, og Spørgsmaalet er nu: om man efter denne 5 Aars Prøve finder det praktisk?
Vi selv har fulgt Australien tæt i Hælene, og siden Australien, der har indesluttet Fagforeninger i sin Organisation, er naaet saa vidt frem, ser man maaske med mildere Øjne paa os.
Foruden de nævnte Møder er der store offentlige Møder om Aftenen i St. James Hall, der rummer 8000 Personer.
»Den nationale Union af Stemmerets-Forbund« (den der har indbudt Alliancen) holder et stort offentligt Møde Tirsdagaften ved hvilket Parlamentsmedlemmer fra de forskellige Partier vil holde Taler saavel som Miss Stirling og Mrs. Snowdon fra England og Præsten Miss Shaw fra Amerika.
Torsdagaften er den Internationale Alliance bleven indbudt til et offentligt Møde i St. James Hall af »Social and Political Union«, hvor alle de Kvinder, der har gennemgaaet Fængselsstraf, vil være tilstede. Man bedes om at bære denne Unions Farver for at vise, hvor megen Sympathi man føler for disse uforfærdede Kvinder, der døjer Fængsel og ondt for at fremme deres Sag.
En anden Aften vil Englands Kvindebevægelses Historie fremstilles i 80 Lysbilleder.
Man kan om Eftermiddagen tage ud til Oxford, Cambridge m. fl. Steder.
Vi opfordrer alle hvem det er muligt, at rejse til London. Det vil være af yderste Interesse at se Kvinderne fra alle Lande staa Haand i Haand med de bestandigt kæmpende engelske Kvinder, og det bliver en historisk Begivenhed af største Interesse.
Mrs. Chapman Catts Indbydelse omfatter alle Interesserede. Hun siger: »Kom allesammen, kom alle og enhver!!«