« Tilbage til søgeresultaterne

Presidenten for „Den Internationale Kvindestemmerets Alliance”, Mrs. Chapman Catt’s Tale

Af: Carrie Chapman Catt

« Se emneord

Holdt i London, 26 April 1909.

(Stenografisk Gengivelse).

En Dag i Juni i 1904 mødtes Delegerede fra syv Nationale Kvindestemmerets Forbund i en lille Sal i Berlin. De var samlede der for at diskutere, hvorvidt det var praktisk at iværksætte en foreslaaet International Union. Ved den Tid var der kun ti Lande i hele Verden, i hvilke Kvindestemmerets Foreninger fandtes. De af Eder som var tilstede, vil godt nok erindre den Tvivl og den Mistro til Ud­faldet, som karakteriserede vore Raadslagninger. De tvivlende Delegerede spurgte, om Tiderne virkelig skulde være modne til dette radikale Skridt? De var allerede overbebyrdede ved Vægten af deres strænge Arbejde i deres respektive Lande, og de spurgte nu, om de mulige Fordele, der kunde opstaa af en International Forbindelse, ikke vilde overvejes af døn Byrde, den vilde paalægge? Der var mistroende Delegerede ogsaa, og de spurgte forsigtigt, om det virkelig skulde ligge inden­for Mulighedernes Grænser, at Suffragister kunde arbejde harmonisk sammen? isærdeleshed var det tvivlsomt, naar de ikke alene skulde repræsentere forskellige Racer og Tendentser men tillige vidt forskellige Udviklingsstandpunkter i selve Bevægelsen!

Der var endnu alvorligere Spørgsmaal, der skulde tages under Overvejelse. Nogle af vore Forbund stod for politisk Stemmeret, andre for kommunal, nogle for en Stemmeret, der grundedes paa Ejendoms Kvalifikationer, andre for en, der grundedes paa Opdragelses-Kvalifikationer. Hvorledes kunde saadanne Forskelligheder, hver især forsvaret med en intensiv Overbevisning, forenes i et fælleds politisk Program? Det var ligeledes fore­slaaet, at vor Organisation skulde bestaa af Nationale Forbund og dog - ligeoverfor Ra­cernes politiske Forskelligheder, som bestan­digt forvandler Verdens geografiske Grænse­linier, hvor var der en Authoritet, stor nok til at kunne definere »en Nation«? Dog, til­trods for alle disse Hindringer, som paa den Tid forekom vore Delegerede næsten uover­vindelige, blev vor Internationale Alliance grundet »for Godt og Ondt«, og jeg troer, jeg nu kan tilføje »til Døden skiller os ad«. Fem Aar er svundne; de har været fulde af Lykke, Fremgang og Sejre! af Lykke, thi vi har ikke kendt til Trætte eller Misforstaaelser; af Fremgang, thi Antallet af de Nationale For­bund i vor Alliance er mere end fordoblet; af Sejre, thi Vindingerne for vor Sag inden­for de tilbagelagte fem Aar er mere betyd­ningsfulde i deres Virkninger end alle de Vindinger, som er vundne i de forudgangne Aar. I sandhed, naar vi ser tilbage over hint lille Tidsrum og bemærker de mægtige og forbausende Ændringer, som er indtrufne indenfor vor Bevægelse i hine fem Aar, naar vi hører Indberetningerne fra hele Verden om Mænds og Kvinders Opvaagnen til at forstaa Retfærdigheden af vor Sag, er jeg vis paa, der er ingen Pessimist tilstede iblandt os, som ikke tilfulde fatter, at endelig er Kvinde-Frigørelsens store Flodbølge sat ind over os.

Jeg ønsker ikke at give mere Kredit til vor Alliance end den fortjener. Jeg vil være beskeden med Hensyn til vor Sammenslut­ning og blot sige, at den har frembragt en af de mange Veje som leder til Kvinde-Fri­gørelsens Kom. I de svundne fem Aar har vor Organisation været i Stand til mangt et Sted at give Styrke til den Svage, Mod til den Frygtsomme, Tillid til den Tvivlende, og jeg troer den har givet noget af en aandelig Løftelse til hvert Lands Kamp. Den har be­standig lagt et Pres paa Dannelsen af nye Nationale Forbund, og med en saa god Virk­ning, at vor Opraaben af Nationerne idag er udvidet fra 8 til 18. Deri har stimuleret Væksten af andre Nationer, og jeg troer, den har været eri Spore til øget Aktivitet over hele Linien.

Den har forsynet os med et stærkt til­trængt Medium til Udveksling af Nyheder og Indberetninger, og paa denne Dag arbejder intet Lands Suffragister isoleret og ensomt, men Arbejderne i hvert Land kender til »Ar­bejderne i Vingaarden« i hvert af de andre Lande, saa vel som deres Methoder, deres Bevæggrunde og Karakteren af hvert af Landenes Opposition. Vort Forbund har været i Stand til at rette mange af de ond­skabsfulde Forfalskninger, som saa vedva­rende og mysteriøst cirkulerer i alle Landes Presse angaaende Virkningerne af Kvinde­stemmeret i Ny-Zeeland, i Australien og i Forenede Stater. Dette er nogle af vor In­ternationale Alliances baade Formaal og Virkninger, som maa anbefale den til de praktisk Sindede. Men der er mange af os, som har følt Virkningerne af en Kraft, som er uendeligt hævet over delte. Det er den Opdragelse, som vor Sammenslutning har givet os alle til Erkendelsen af Betydningen, Storheden, Ophøjetheden af vor egen Bevæ­gelse. Noget af dette kendte vi iforvejen, men der er forundt os en dybere Indsigt, en klarere Vision. Vi er løftede over den dumpe Kamp hos hver Nation til en Erken­delse af, at vor Bevægelse er udgaaet fra Evigheden.. Dygtigt og vedholdende arbejder hver og én af os i vort eget Land, men vi arbejder med den Bevidsthed, at bagved os ligger hin mystiske, almægtige, guddommelige Evolutionens Lov, som lige fra Begyndelsen har tvunget det menneskelige Samfund til vedvarende at modtage nye Rettigheder og nye Friheder, endog om hint Samfund er veget tilbage i Skræk for hvert nyt Eksperi­ment og haardnakket har klynget sig til de Omgivelser, med hvilke de var bedst kendte. Vi er blevne døbte i det tyvende Aarhundredes Aand, som Verden kalder Internationa­lisme; det er en Følelse, som ligner Kærlighed, Religion eller Patriotisme, som man maa er­fare snarere end beskrive i Ord. Under Indflydelsen af denne nye Aand, forstaar vi, at vi ikke er indrullerede til Arbejdet for vort eget Land alene, men at der foran os strækker sig den Opgave at emancipere Kvinderne i den civiliserede Verden. Endnu mere, siden det i Fremtidens Lov er skrevet, at det uciviliserede Land er bestemt til at blive civiliseret, er vort Arbejde ikke af­sluttet, førend Kvinderne i hele Vorden er blevne befriede fra hin Forskellighed og Uret­færdighed, som de i ethvert Land er hjem­søgte af ifølge Lov og Skik. Denne nye Aand gaar over alle vore Linier og er bestemt til at naa enhver nok saa skjult lille Landsby i vore forbundne Lande, og der vil den hviske Haab og Mod og Forstaaelse til hver Kvinde, som har antaget sig vor Sag.

Vi forbereder os til Arbejde - strengt Arbejde. Vi er begyndt med at løse vore most irriterende Problemer. Vi har fundet en tilfredsstillende Løsning for Definitionen af »en Nation«. Det er et Land, som besidder Myndigheden til at kunne frigøre sine Kvin­der. Vi er blevne i Stand til at finde det fælles politiske Program, om hvilket alle Suffragister kan staa samlede; det er den Frihed, vi giver Arbejderne i hvert Land til at sikre sig Kvindestemmeretten i det Land paa samme Vilkaar, som Stemmeretten enten er, eller kan blive, for Mænd. Vi troer paa Nationernes Autonomi (Selvlovgivning), og vi blander os ikke i nogen af vore Medforbundnes Kamp eller Rettigheder eller Methoder. Desuagtet har vi mobiliseret en International Armée; vi er Allierede fra 18 Nationer, hvervede for Livstid i Kvindesagen for Alver­dens Kvinder. Vore Soldaters Hjerter er overalt fyldte med Glæde og Haab og Vished om Sejren. Fra vore 18 medforbundne Na­tioner - og vi maa lægge Island og Østerrig til, hvor en kraftig Bevægelse skrider fremad - har vi ikke set fjerneste Tegn paa Mod­løshed i de Beretninger, som er sendte til vor Kongres.

Det er sandt nok, at vi maa indrømme, at der har været noget af en Reaktionsaand i to af vore Nationer. Den ene af disse er Rusland. Da vore russiske Søstre gik ind i vor Alliance i 1906 var der en midlertidig Stilstand i den russiske Regerings Undertryk­kelse, og en Bevægelse for Filantropi, Opdra­gelse og Reform - sammensparet i lange Tider - sprang frem som Svampe over hele Kejserriget i en eneste Nat, og Folkets Hjerter blev fyldt med det Haab, at Frihedens Tid nu var inde. Men dette Pusterum var kortvarigt, og straks begyndte atter den gamle Udvandring af Landsforviste til Siberien; Efterspørgslen om Skafotter hørtes igen, og Hængning for mindre Brøder og for slet ingen Brøder fandt vedvarende Sted. Den Mand eller Kvinde, der havde talt altfor højt om den Frihed, som Verden engang skal er­kende for at være den medfødte Rettighed af hvert menneskeligt Væsen, blev paa en my­stisk Maade tystned. Politiet har nu mod­taget Ordre, om at det maa aabne alle Breve, som enten kommer til Rusland eller sendes ud fra Rusland. Depecherne er under Cen­sur, saa at vi ikke faar Sandheden at vide; Møder er i det Hele taget forbudte. Rege­ringen udgiver en Rapport om, at Freden raader, og at Folket er tilfreds. Dog har der i de sidste tre Aar været exekveret 3,500 Dødsdomme og Størstedelen heraf for Brøder, som i andre Lande skulde være blevne straf­fede som ringere Forsyndelser, eller ialfald som Handlinger, der i intet andet Land skulde regnes for en Krænkelse af den offentlige Orden. Ikkedestomindre arbejder vore Kvinder i dette Land, og der er Tegn paa Fremskridt. I det sidste Aar har Rus­lands Kvinder for første Gang i Historien indkaldt, og afholdt en stor Kongres, Det er sandt nok, at Regeringen tiltrods for dens absorberende Pligter med at ordne Lands­delenes Styrelse og Undersaatternes Tanker og Meninger, fandt Tid til at lade Program­met undergaa en saa vidt dreven Censur, saa at ethvert Emne, som Kvinderne mest ønskede fremført, blev udeladt. Det er sandt nok, at den forbød Kongressen at indbyde enhver Fremmed til at overvære Mødet, og videre blev det fastslaaet, at skulde nogen Fremmed tiltrods for den manglende Indby­delse komme, skulde ingen Tilladelse gives til, at Vedkommende bragte den mindste lille Hilsen til Kongressen. Trods alt dette sad Hundreder af Kvinder sammen i Kon­gressen i en hel Uge, og St. Peterborgs Presse saavelsom Provindsernes fyldtes med Nyt fra det underfulde Fænomen: en Kvinde-Kongres! Folket var forundret over den Duelighed og Intelligents, der aabenbaredes hos Kvinderne. Netop ved dens Afslutning, lige i sidste alleryderste Øjeblik af dens sidste Dag, rejste en Kvinde sig og fremførte en Resolution angaaende den Ting, som er det mest saarbare Punkt i Rusland nemlig: Fordømmelsen af Livsstraf. Paa engang stod det store Auditorium op og med heftig Svingen af Hatte og Lommetørklæder, Haandklap og Tilraab, blev denne Resolution en­stemmigt vedtaget i det Øjeblik, den knap endnu var fremsat, og denne Handling kom saaledes bag paa Politiet, der skulde overvaage Mødet, at alt var forbi før det vidste, hvad der var hændet.

Da disse Kvinder, der var opflammede af den Aand af Hjælpsomhed og Haab, som de havde modtaget i St. Petersborg - var komne hjem til deres egne Provindser og bad om Lov til at udgive en Beretning om det Møde, som Pressen havde talt saa meget om, forbød Guvernørerne i de fleste Provind­ser dem at gøre det. Hver Side i Historien lærer den Lære, at saasnart den frie Tanke og frie Tale er undertrykt, har denne Kends­gerning aldrig undladt at frembringe Oprør, og dog gaar Tyrannerne i Verden - ja endog dem fra det 20. Aarhundrede - med aabne Øjne mod deres eget uundgaaelige Fald. Vi giver vore russiske Søstre vor varme Sympathi og beder dem om at erindre, at Fremskridtet hverken lader en Race eller et Folk i Stikken. Det er utænkeligt, at disse Vilkaar i Rusland længe skal kunne modstaa den stedse mere svulmende Flod for de menne­skelige Rettigheder. Saaledes beder vi Eder, Mænd og Kvinder i Rusland, om at være ved godt Mod, thi Befrielsens Dag er nær for Haanden!

I Finland kan der ikke siges at have været Reaktion, men snarere Uheld. For tre Aar siden, da vi ønskede de nylig frigjorte Kvinder i Finland velkommen, var vi selv forbausede - saavelsom hele Verden - over den Skaansomhed, som den russiske Regering aabenbarede mod dette Land. Øjensynligt maa den snart have fortrudt samme, thi det varede ikke længe, før de gamle Vaner af nærgaaende Diktatur atter begyndte, og i tre Aar af deres saakaldte Uafhængighed har der været en bestandig Rækkefølge af opløste Landtdage og Indkaldelser af nye Valg, me­dens det ulykkelige Folk kun har været i Stand til at sikre sig to Love, som det selv har skabt. Og dog siger jeg til disse Kvin­der fra Finland: »Vær ved godt Mod, thi naar først engang Frihedens Aand er født i et Folks Hjerte, bliver det aldrig længe under Aaget og Eders Befrielses Dag vil ogsaa komme!

I en lykkelig Kontrast til de russiske Vilkaar staar de prægtige Sejre som er komne for vor Sag i de sidste fem Aar. De største af disse er - som alle véd - Norges og Australiens Sejre. Jeg vil intet sige om Norge, fordi en Delegeret, udvalgt af Norges Regering, staar her med sine Mandater underskrevne af Konseilspræsidenten, og hun skal tale for sit eget Land. Den hurtige Følge­række af Sejre i Australien er kendt af Eder alle; jeg vil kun tilføje, at Oprettelsen af Politisk Stemmeret for Kvinder i hint unge australske Rige og i det fastgrundede gamle Norges Land er mere værd for Sagen til denne Dag end alle vore andre Sammenslut­ninger tilsammen; mere værd end al Veltalenhed, alle Begrundelser, al Kampdygtighed af hele Kvinde-Bevægelsen. De staar som Milepæle, der viser Vejen for alle andre Nationer, og ved disse Milepæle er der noget nødende, thi de fortæller hver eneste anden Nation, at den vil blive tvungen til at gaae ad ganske den samme Vej, thi det staar skrevet i Skæb­nernes Bog!

Om der skulde være nogen britisk Mand eller Kvinde tilstede, som føler et lille Atom af Foragt for Australien - hvilket jeg ofte har hørt Udtryk for i England - saa lad mig paaminde Eder om, at med det austral­ske Riges store territoriale Udstrækning, med dets ubegrænsede Hjælpekilder, med dets kække unge Civilisation, er Australien be­stemt til at blive et af Verdens største Lande. Alt hvad det behøver er Tid til sin Udvik­ling. Lad det blive saa stort det være vil, saa er politisk Lighed for Mænd og Kvinder skrevet i denne Verdensdels Grundlov!

Forrige Aar sagde jeg til de danske Kvinder: »I har vundet kommunal Stemme­ret uden stor Kamp, og nu skal I vise Eder værdige Modtagere af det I fik.« Vi sagde dem, at et klogt Brug af den kommunale Stemmeret var den eneste Vej ad hvilken den politiske kunde opnaaes. For faa Dage siden forløb Valgene, og jeg tilstaar, jeg forbausedes over Resultatet. De Danske er konservative; det store Flertal af Kvinder staar ligegyldige som andetsteds, og dog giver Regeringen de statistiske Oplysninger, at i Byen Kjøbenhavn stemte 70% af alle stemmeberettigede Kvinder ved hint første Valg. Ved samme Valg stemte blot 80% af Mændene, som havde lang Vane i at stemme. Saa siger jeg til Eder, l danske Søstre: »I har gjort vel, I gode og tro Tjenere for en stor Sag!«

Fra Sverrig ser vi et Tegn, paa hvordan Vinden blæser i dette tyvende Aarhundrede.

I Februar blev en Ansøgning om Stem­meret vedtaget. Telegrammerne der udsend­tes hed: »Every inhabitant of Sweden, 24 years of age, etc. - will now be entitled to vote for members of Parliament.« For ti Aar siden kunde et saadant Telegram ikke udgaa fra Sverrig, uden at hvert eneste Blad, hver eneste Mand og Kvinde vidste, at med »inhabitant« mentes »Mænd«. Men i det Herrens Aar 1909 mistænkte hverken Blade eller Mennesker Telegrammerne at mene andet end hvad de sagde: at Mænd og Kvinder tilsammen delte Sejren. I hvert Blad som udkom i Australien, Syd-Afrika, Europa og Forenede Stater stod i »Lederne« en Forklaring om hvorledes: »Sverrig havde vist sig som en stor Fører i en Reform, hvis Komme var uundgaaelig.«

Igaar vedtoges et politisk Stemmeretsforslag for Kvinder enstemmigt i Sverrigs Under­hus. Men ak, der var et Overhus! Saa de maa vente noget endnu. Men naar vi tager i Betragtning, hvad der er fuldbragt i Norge, Sverrig, Finland, Danmark og Island, maa vi give den største Ære og første Plads til Skandinavien.

Sidste Aar talte vi om England som Be­vægelsens Storm-Centrum. Jeg er ikke vis paa, at England er dets Storm-Centrum i dette Øjeblik. Der er ikke bleven nogen »Sagtning« i Stormen, men der har været Hvirvelvinde og Orkaner i mange andre Dele af Verden, og i de sidste 6 Uger er tusinde Kvinder i Canada gaaet til Parlamentet der med en stor Petition; to tusinde Kvinder har bragt en Petition til Massachusetts Lovgiv­ning; ét Tusinde til Ny-Yorks og mange flere til Lovgivningen i Illinois (Hovedstad: Chicago). I Syd-Afrika er der en stor Rejsning, og over­alt i Verden er der nu en saadan Kraft i Arbejdet, at jeg tror vi maa sige, at Stormen spredes. Siden jeg kom her, har jeg modtaget en stor Del Breve, som beder mig ud­tale en Fordømmelsesdom i min Tale om de krigsførende Methoder, der anvendes. Der ventedes, at man i Talen fik et Fugleperspektiv over Situationen. Men jeg har modtaget en god Del andre Breve, som istedet anmoder mig om at støtte dem! Jeg har ikke til Hen­sigt at gjøre hverken det ene eller det andet, men jeg har heller ikke til Hensigt at und­drage mig Spørgsmaalet. Som et Internatio­nalt Hele maa vi ikke tage Parti i en Tvist om Methoder i noget Land, og her i England er der en glødende Meningsforskellighed om Sagen, og De og jeg, ærede Delegerede af denne Kongres - hvis vi er høflige, diplo­matiske, retfærdige, hvis vi virkelig forstaar, hvad Internationalisme betyder - vil være tause angaaende vore Meninger herom. Men der er Grunde langt borte fra militante Me­thoder, som holder hele Verdens Øjne rettede mod Kampen her. Der er Vilkaar i Storbrittanien, som ikke eksisterer noget andet Sted i Vorden, og som har frembragt en Stilling, der ikke ligner nogen anden. Der er et po­litisk Parti, som er Flertal i Underhuset. Hele Verden véd, at Flertallet af dette Parti har lovet at støtte

Kvinde-Stemmeret, og Verden ønsker ogsaa at faa at vide, hvorledes dette Parti vil sno sig ud af det Ansvar delte Løfte paalægger Partiet? Der er en anden Ejendommelighed i England. Naar som helst der forestaar politiske Valg, fortæller Tele­grammerne Verden over, at mange liberale og konservative Kvinder har hvervet Stemmer for denne eller hin Kandidat, at de har holdt store Møder, og at de i deres Forbund tæller Kvinder i Tusindvis. I andre Lande siger Kvindestemmerettens Bekæmpere: »Kvinder har ikke Tid til at stemme; de er ikke in­telligente nok til at stemme; de vil forlade deres Ægtefæller og Familier og forsømme Hjemmene, om de stemmer; de er ikke in­teresserede i Politik!« Og disse Opgivelser ligger paa Bunden af Oppositionen i de fleste borgerlige Samfund. Om nu Englands Kvinder har Tid nok til at hverve Stemmer for Mænd af deres Parti, og Forstand nok til at op­drage dem til at stemme; om de ikke for­sømmer deres Hjem og Familier, naar deres politiske Partier benytter dem som Tænger til at rage de politiske Kastanier ud af Ilden og samle dem i konservative eller liberale Kurve, saa ønsker Verden nok at vide, hvorledes disse politiske Partier kan slippe fra Situationens Logik, naar disse samme Kvinder beder om nogle af Kastanierne for sig selv? Og tænk paa, at denne Nation i over 60 Aar har havt en Kvinde som Regent. Ingen anden Nation har sat denne Rekord, og hun var anseet værdig til al frembære den aarlige Aabningstale for Parlamentet, i hvilken hun udpeger Parlamentsmedlemmernes Skyldighed. Nu ønsker Omverdenen at vide, hvorledes samme Parlament vedblivende kan sige, at andre Britiske Kvinder ikke en­gang er værdige til at give deres Stemme for al vælge Parlamentsamlingen. Der er en Grund til, hvorfor Verden holder Øje med England. De Britiske Kolonier har frigjort deres Kvinder. Hvorledes kan Central-Rege­ringen forklare dette Fænomen af Kvinder, der først modtager deres Frigørelse i Austra­lien, hvorpaa den borttages, naar de kommer til England; atter modtages i Ny-Zeeland og endnu engang borttages, naar de kommer hjem igen. Kan I ikke se, at netop disse Vilkaar er ejendommelige for dette Land, og at John Bull er i en stærk Klemme? Verden véd det, og den véd ogsaa, at det britiske Folk er logisk i det lange Løb, saa Verden iagttager Storbrittanien for at kjende Dagen, naar den politiske Stemmeret bliver givet til Kvinderne.

Der har været en Begivenhed i dette Land, som maa betragtes som international, nemlig Organisationen af Anti-Kvindestemme­rets Forbundet. (Hyssen). Nej, hys ikke, thi det er den bedste Ting, der endnu er hændet i England. En betydningsfuld Ændring synes at være kommen i Stemmerets-Sagen i det sidste Aar, og det ser for en Udenforstaaende ud til, at Pressen og Publikum er bleven enig om den Politik, som de islandske Kvinder beskriver, naar de siger: »en stum og taus Modstand« (Latter). Pressen sagde intet, Par­lamentet sagde intet; ikke engang en Don Quixote’s Vejrmølle var der for at vinke med Armene som i Opposition. Naturen har Uvillie mod et tomt Rum og Evolutionen fylder altid Manglerne. Det var netop i dette Øjeblik, at Antistemmerets Tilhængerne kom; de kom i det nøjagtige Øjeblik, da Bevægel­sen behøvede dem. De kom for at frem­bære Oppositionens Kasus. De er en akkurat lige saa nødvendig Faktor i Kvindestemmerets Bevægelsen, som vi er. Hvorledes kan vel en Dommer faa Mening om Sagen, før han har hørt den fra begge Sider? Folk som flest troer, at der er store og uigendrivelige Grunde, hvorfor Kvinder ikke bør stemme, uagtet de ikke har gjort sig den Ulejlighed at analysere dem, og saaledes indrullerer de sig straks i Oppositionen. Nu kommer disse velbelærte, tænkende Mennesker, som har sat hin Oppo­sition i Ord; og saa klart og fuldstændigt er det Manifest, som de har udgivet, at jeg vir­kelig troer det i Besiddelse af en saa iboende Kraft, at det vil blive Internationalt. Jeg er vis paa, at mange Anti-Stemmerets Foreninger vil blive dannede i Fremtiden, og jeg troer at hint Manifest vil blive den Basis, efter hvilke de følgende Manifester vil blive dan­nede, og derfor betragter jeg det som inter­nationalt. Nogle af Eder, som hyssede for et Øjeblik siden, troer maaske, at denne Oppo­sitions-Bevægelse vil skade vor Sag. (Nej, nej!) Maaske gør den det i dette Øjeblik, men bliv ikke bange! De sender en Petition ind til Parlamentet; hvad betyder vel dette? Det er en kendt Sag, at Menneskenes naturlige Til­skyndelse bringer dem til at gøre Modstand mod det nye; før Oplysningen kommer, til­hører Folket Anti-Stemmeretten. Hvis en Pe­tition i Opposition til Kvindernes Stemmeret blev indgivet til Hottentotterne, Afghanistan, til Thibets Stammer og til det Indre af Tyr­kiet, vilde hvert enkelt Individ underskrive den, og den længste Petition »i Opposition til videre Udvidelse af Rettigheder til Kvin­derne« der endnu kendes, vilde blive vedtaget dér. En Petition for Stemmeret har en vidt forskellig Betydning. Hvert Navn repræsen­terer en Omvendt, en Sejr, en Opdragelse til at forstaa, et Svar paa en Appel til Retfær­digheden. En

Kvindestemmerets-Petition er en Vinding, en Anti-Stemmerets-Petition viser kun, hvor meget der er tilbage at vinde. Den ene er positiv, den anden negativ. Jeg beder Eder kun om at vente lidt, og I vil finde, at England - og andre Lande ligesaa - vil opdage den virkelige Sandhed klart nok, og at Anti-Suffragisterne i dette Land - som i mit eget Land - er det mest usam­menhængende og selvmodsigende Produkt af alle Tidsaldre.

Vi celebrerer ved denne Kongres Mary Wollstonecrafts Fødselsdag. Hvis vi vil vide, hvad Fremskridt der er gjort i Bevægelsen, maa vi atter læse: »A Vindication of the Rights of Women.« Vi kan deraf lære, at i hendes Tid var der ingen Universiteter, intet Kollegium, ingen Højskoler, ingen videregaaende Uddannelse for Kvinder, ingen Lejlighed for dem til at øve Kontrol over deres Ejen­dom eller samle deres Løn, ingen Ret til at tale offentligt, ingen Ret til at organisere For­bund, ingen politisk Rettighed. Kvindebevæ­gelsen er gaaet fremad siden den Tid, og mange Uretfærdigheder er blevne fjernede; men for hvert Trin der er vundet, har Kvin­der maattet korsfæste selve deres Sjæle. Og den samme Type af Kvinder, Forfædrenes Kvinder i lige Linie tilbage fra vore Dages Anti-Suffragister, satte sig i Opposition til hines Skridt fremad med svidende Foragt og Kritik. Dog er disse moderne Anti-Suffragister veloplærte Kvinder, og nogle af dem besidder en Grad fra et Kollegium, en Lejlighed og en Fuldendelse som andre Kvinder vandt for dem under Samtidens Haanlatter. De besidder Ejendom, som er deres nu, ifølge en Lovvirk­ning, som andre Kvinder har arbejdet for at sikkre Kvinderne under et Fjerdedels Aarhundrede; de staar paa offentlige Talerstole, hvor fri Tale for Kvinder vandtes for dem af andre Kvinder under en Pøbels snærrende Haan og Hujen, som ikke sjeldent var bevæbnet med raadne Æg. De adopterer Retten til at danne Foreninger, nu en hævdvunden Skik mellem Kvinder, men som vandtes som Resultat af mangen en Hjerte-Ve og mangen en tapper Kamp, naar Verden fordømte det som en Trudsel mod al moralsk Samfundsorden. De tager med Glæde imod hver en politisk Ret­tighed, som hidtil er bleven tilstaaet af deres Regering. De tager endog imod offentlige Embeder, naar de rækkes dem; ja virkelig, der er ikke en Ret, som Kvinder i andre Lande kæmper forgæves for at vinde, og som er fastslaaet i deres eget Land, som de ikke modtager som deres Fødselsret; og dog, be­gavede med denne Magt, baade af Midler til Oplysning, af Ejendom, af Organisation, af fri Tale, af delvis politiske Rettigheder, vender de sig mod det sidste logiske Skridt videre i den Bevægelse, som har ydet dem saa meget, og med overlegen Selvtilfredshed siger de: »Saa vidt skal det gaa og ikke videre!« Der behøves kun liden logisk Sands for at se det uoverensstemmende i en saadan Stilling, og England vil se det, Kontinentet vil se det, den hele Verden vil se det, og om en liden Tid vil det bringes for Lyset. Jeg føler ingen Vrede mod Anti-Suffragisterne, fordi jeg er­kender dem for at være vor Bevægelses mæg­tigste og mest værdifulde Allierede. Men det gør mig ondt for dem. Det vil ikke vare længe, før de skal stemme ved Parlaments­valgene her i England, og hvor svært vil det ikke falde dem at skulle gøre Undskyldninger! I det Manifest, som disse Kvinder udsendte, hedder det: »Kvinde-Stemmerets-Bevægelsen kan tilintetgøres; den skal tilintetgøres!« og de tilføjer noget lignende som dette: »Kvinder i Storbrittanien, vi appellerer til Eders Pa­triotisme og Loyalitet: rejs Eder og ødelæg denne Bevægelse, medens det endnu er Tid!«  Men hvor blinde er de ikke! Kvindebevægel­sen kan aldrig ødelægges. Om hver Kvinde i England var en Anti-Suffragist, vilde det ingen Forskel gøre. Vore Forbund er kun­stige Medvirkende, som skynder paa Frem­skridtets Hurtighed i denne Bevægelse, men selv om intet Forbund eksisterede, er der en Kraft i Arbejde, som vil bringe Stemmeretten, en Kraft, som intet menneskeligt Væsen har bragt til Verden. Haandskriften er skreven paa Væggen, og Kvindernes Stemmeret kom­mer, saa vist som at Solen slaar op imorgen.

Der er mange af disse store Aarsager, som peger paa Uundgaaeligheden af at Kvindernes Stemmeret kommer. Jeg vil kun hen­lede deres Opmærksomhed paa én og skal gøre det saa kortfattet som muligt. For mange Tider siden kom der en Arbejdsdeling mellem Mænd og Kvinder; den var ikke fremtvungen; den var foreskreven af Naturen. Mænd blev det militære og Kvinder det industrielle Køn. Til baade Mænd og Kvinder, til den forenede menneskelige Race, blev det Hverv givet at bevare denne Race. Dette kunde kun ske, naar Kvinderne beskyttede Familien og ud­viklede den til en varig Faktor. Saa klart markeret og saa naturlig var denne Arbejds­deling, at den er bleven universel; og det er først i den nyere Tid, at der er kommen en indgribende Ændring i den Plan, der er op­rettet for Aarhundreder siden. Men da kom Ændringen saa pludselig, saa uventet, at Verden endnu staar forvirret og mystificeret. I de moderne Storbyer er den gamle Arbejds­deling saa godt som borte og overalt ses Tegn paa dens Forsvinden.

(Fortsættes).