« Tilbage til søgeresultaterne
Møde for Kvindestemmeret i »Marble House«
»Vi er nu komne til det Punkt, at vi maa lære at se, hvad den virkelige Kvinde er, og at hun nu er ifærd med at gøre Fyldest for de Aarhundreders Spild af Tid, der ligger bag hende.«
Det skønne Newport saa aldrig skønnere ud end da det forleden, den 24. August Kl. 3, aabnede den store Jernport i »Marble House« for en blandet Skare dels af Suffragister og dels af Damer fra det højere Selskab, som hidtil ikke havde staaet i nogen Forbindelse med Stemmeretsbevægelsen blandt Kvinderne. De efterkom blot Mrs. Belmont’s Indbydelse til at bese den pragtfuldeste af alle Amerikas Residentser, hidtil lukket for alle undtagen for dens Ejers personlige Venner; enhver af de nu ankommende Gæster skulde betale fem Dollars til Kvindestemmerets Sagen for dette Privilegium samt for at høre Foredraget. Vi havde rigelig Tid til at se Huset og beundre dets pragtfulde Arkitektur, Møbler og Dekorationer; derfra kom vi ud i den skønne Park, hvorfra vi havde en pragtfuld Udsigt til det aabne Ocean.
Mødet holdtes i et stort Telt med en omfangsrig Tribune og Sæder foran, der kunde rumme circa 1000 Personer. Kl. 4 saa man de indbudne Gæster skride over Græsplainen henimod Tribunen, hvor 500 Personer alt havde taget Plads.
Blandt Gæsterne anmodedes den aldrende Mr. Julia Ward Howe om at holde en Tale. Støttet af Mayor Boyle fra Newport og af sin Datter gik hun hen mod Kanten af Tribunen. Alle Tilhørerne rejste sig og blev staaende til hun havde endt sin Tale. Hun sagde omtrent følgende:
»Jeg har været en Tilhænger af Kvindens Stemmeret i 50 Aar af mit Liv. Den Forandring jeg har iagttaget i Kvindernes Stilling gennem mit Livs 90 Aar, allermindst sagt aldeles mirakuløs. De mange Stillinger, der nu har aabnet sig for Kvinderne, havde man dengang ingen Idé om; de øges, og de vedbliver at øges hvert eneste Aar. Kvinder er nu bedre Venner ligeoverfor hverandre end hvad de var før, thi de forstaar hinanden saameget bedre.«
»Mændene plejede at sige: »Kvinderne kan ikke føre Bevis for noget, Kvinderne har ingen Logik!« men saasnart en Kvinde kom paa en fremskudt Plads, sagde de, at denne Kvinde var en Undtagelse.«
»Vi plejede at tro paa dette, men efterhaanden kunde vi ikke vedblive dermed, thi vi lærte bedre. Skøndt Mændene sagde: »Ja, Frue, De er jo en Undtagelse!« forstod jeg, at Flertallet af Kvinder var i Stand til at naa en aandelig Udvikling.«
»Vi er nu komne til det Punkt, at vi maa lære at se, hvad den virkelige kvinde er, og at hun nu er ifærd med at gøre Fyldest for de Aarhundreders Spild af Tid, der ligger bag hende.«
Reverend Miss Anna Shaw
holdt en Tale omtrent saalydende: »Hvis man ønskede sig et langt Liv maatte man blive en Stemmeretskvinde. Der er intet, som bringer En selv saa meget i Forglemmelse, Ens Sorger, Ens Skuffelser og Fortvivlelser - der jo trænger sig ind i Ens Erfaringer - som naar en stor Sandhed gaar op for En, der ligesom har absorberet Ens hele Væsen. Inspireret af denne Sandhed og dette Haab bliver man i Stand til at hæve sig over alt andet.«
»Naar man ser ind i Miss Howes Ansigt og gør sig Rede for, at hun kun er én af den talrige Skare af Kvinder, der for mere end et halvt Aarhundrede siden antog sig en Sag, der dengang var mere upopulær end hvad den nogensinde senere var, da kan vi forstaa hvad Resultatet af vor Bevægelse sikkert vil blive.«
»Skøndt jeg ikke har været i Bevægelsen i et halvt Aarhundrede, saa har jeg været det energisk i 40 Aar, og i 35 Aar har jeg intet andet foretaget mig end dette ene. Jeg haaber at være i Stand til at tjene Sagen saa længe den behøver min Tjeneste. Hvor længe det skal blive beror paa de amerikanske Mænds Intelligens og paa de amerikanske Kvinders Selvrespekt. Det er disse to virkende Aarsager, som vil løse hele Problemet.«
Nogle Dage efter var der ligeledes et stort Kvindestemmeretsmøde i Mrs. Belmont’s skønne Marmorhus, ved hvilket Professor Zeublin var Taler og Mrs. Husted Harper Dirigent.
(Efter Woman’s Journal).
