« Tilbage til søgeresultaterne
De socialdemokratiske Kvinder og Stemmeretten
Vi havde for nylig her i Kjøbenhavn den anden internationale Kvindekonference som Forløber for den 8de internationale socialistiske Kongres. Vi har ofte antydet, at ved Stuttgartkongressen, blev det de socialistiske Kvinder betydet af deres mandlige Partifæller, at de skulde trække sig tilbage fra Samarbejdet med Mellemklassernes Kvinder. Vi har i Kvindevalgretsudvalget, det senere »Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund«, havt dygtige og forstaaende Medlemmer blandt Socialisterne, og det har gjort os ondt fra dem at høre at nu skulde de trække sig tilbage.
Fru Zetkin var sikkert en god Formand med et Øje paa hver Finger for at faae Forhandlingerne førte i ønsket Henseende. Miss Montefiore var i denne Retning en Støtte, men Englænderne, der for en stor Del afveg fra de i Tyskland gældende Anskuelser, søgte under Mrs. Despard’s Førerskab at skaffe Plads for deres. Det brændende Spørgsmaal var netop: Skal vi arbejde for ubegrænset Stemmeret, eller skal vi nøjes med begrænset? Hvad sagde Norge om Sagen? Norges Delegerede, Fru Gjøstein, svarede: »vi arbejdede for ubegrænset Stemmeret, men da vi mærkede, at vi ikke kunde faae den, nøjedes vi med begrænset, og nu arbejder vi alt, hvad vi kan paa at faae denne udvidet!« Det var netop det System, som de engelske Kvinder ønskede at følge. Deres Ideal var at naae hen til den samme Stemmeret som Mændene nu havde, for derefter sammen med Mændene at arbejde for at faa denne udvidet.
Fra England hører vi, at Modstanderne af Kvindestemmeretten vil lokke Kvinderne til at begære ubegrænset Stemmeret. Paa den Maade vilde Kvinderne snart lukke Døren i for sig. Det er den nuværende Plan for Mr. Asquith’s Virken.
Frk. Crone talte med Iver imod et Lovforslag om at forbyde Kvinders Natarbejde. Det vilde blive en Undtagelseslov, som svækkede Kvinderne i deres Kamp for Tilværelsen. De krævede en Forbudslov mod Natarbejde baade for Mænd og Kvinder eller ogsaa slet ingen Lov. Dette var ogsaa de danske Delegeredes Mening.
Men Stemningen paa Kongressen var at hævde det rene socialistiske Krav om Forbud mod Kvinders Natarbejde.
At Beslutningerne blev de modsatte af, hvad man skulde ønsket var af mindre Betydning, thi Resolutionerne fra Kvindekongressen skulde revideres af den følgende Socialist-Kongress.