« Tilbage til søgeresultaterne
Konflikten mellem Regering og Overhus
Ser man nærmere til, saa er Kilden til al den Ufred, der for Tiden hersker i England foraarsaget af, at Kiel i 1864 faldt i Tysklands Hænder. Ved Hjælp af Kiel kunde den tyske Kejser faa sin Yndlingsdrøm opfyldt: Tyskland skulde blive en Sømagt af Rang. Kielerkanalen aabner den direkte Udgang til Nordsøen og den ene Dreadnought efter den anden springer ud fra Kiels Skibbygningspladsers Beddinger. Vi maa alle undres over den flittige Nations Evne til at skaffe Penge.
Og i Tysklands Rigsdag indgiver man et Forslag til en Bevilling paa 21 Millioner Pund Sterling (378 Millioner Kroner) til den tyske Flaade for 1910.
England kan ikke blive tilbage. Hertil behøves Penge. Chamberlain sagde for adskillige Aar siden, at der burde lægges Told paa Fødevarerne. Engelske Arbejdere véd, at dette betyder, at det er Arbejderne, fra hvem Pengene skal tages til Militairbudgettet. Kampen for Frihandel har raset i mange Aar. Siden den Tid er Richardt Cobden og John Bright - de store Forkæmpere for Frihandel
- Folkets Helte. Chamberlains Planer faldt til Jorden med hele det daværende konservative Ministerium Salisbury.*) Campbell-Bannermann dannede et liberalt Ministerium.**) Ved hans Død overtog Asquith Konsejlpræsidiet. Underhuset ønsker sammen med Ministeriet at lægge Militairudgifterne paa de store Grundbesidderes Skuldre.
House of Lords har forkastet Finantsloven, og Regeringen har maattet føres uden Finantslov. Overhuset har tillige forkastet en lang Række Love, som Underhuset havde vedtaget. Det har endog tilegnet sig Kronens Ret til at opløse Parlamentet.
Det er Souverainen der lader opsætte Stævningerne til Pairerne om at møde i »House of Lords«: »Vanskelige og paatrængende Sager skal forhandles, hvorfor vi befaler Eder, ifølge den Huldskab og Troskab I er Os skyldige at være nærværende for at give Eders Raad og deltage i Forhandlingen herom.« Der nævnes de Bøder hver og én skal betale, hvis han kommer efter Bønnen! Men Pairerne tager sig Sagen let. De kommer hverken før Bønnen eller efter den. Indstævningerne blev - for at nævne et Eksempel - i 1905 udsendte til 600 Pairer. Af disse 600 har de 400 ikke været 10 Gange tilstede under Samlingen 1905 og de 179 er aldeles ikke mødte. Ingen af disse burde i 1906 have været indkaldte, thi Kongen har Ret til at undlade at sende Indkaldelse til de Pairer, som i en foregaaende Parlamentssamling har behandlet Stævningen med Ringeagt.
Indkaldelserne befaler Pairerne at komme til Westminster den og den Dato og forhandle med: Prælaterne, de Store Mænd og Pairerne. Men de Store Mænd som ifølge Loven skulde møde i Overhuset er hidtil ikke indstævnede. Det er altsaa paa høj Tid at faa dem med. »Lad os endelig faa dem med«, siger Regeringen, »og lad os sætte dem i de Pairers Sted, som saa længe har været Kronens Indkaldelser overhørige!«
Den første Fægtning vil blive, naar Regeringen hindrer Stævningerne i at blive sendt til de Pairer, der ikke plejede at give Møde. Indkaldelserne er saa eftertrykkeligt skrevne, at ingen Pair kan være i Tvivl om den kongelige Villie. I det forrige Parlament var de konservative og de liberale Parlamentsmedlemmer saa temmelig lige. Dette gav baade Arbejderpartiet og Irerne en vældig Magt. Vi ser, at Asquith bejler til deres Stemmer og holder Irerne »Home-Rule« i Udsigt. Men i dette Øjeblik er man midt i Kampen. Ingen kan forudse hvad Udfaldet bliver!
Deraf vil bestemmes, om man kan sætte en Dæmning for Lordernes Overgreb enten af den ene eller den anden Art.
*) Henimod Slutningen af 1905. Chamberlain havde alt dengang trukket sig tilbage for Rt. Hon. A. Lyttelton.
**) 5. Dec. 1905. Han døde vistnok i 1908.
