Fra Australien. *)

Vi har undertiden faaet Breve til Kvindestemmeretsbladets Redaktion fra Miss Vida Goldstein, Præsident for »The Women’s Political Association«. Vi har denne Gang faaet selve Rapporten om Senatets Forhandling om den Resolution, man ønskede at afsende til Englands Konseilspræsident. At den blev vedtaget har man længst set Bevis for, thi den er løbet igennem alle Evropas Kvindeblade. Men Rapporten er 6 Uger om at naa hertil og er saaledes først nu kommet os ihænde. Vi paaminder om, at Australiens Stater har faaet politisk Stemmeret i de senere Aar, kun

Syd-Australien fik den i 1895 og Vest-Australien i 1899. Derimod fik alle Staterne Stemmeret i Republikens Fællesregering i 1902. Victoria opnaaede i 1908 efter 39 Aars Arbejde at faa politisk Stemmeret. Vi beder vore Læsere om at hellige disse Overhusets Forhandlinger deres Opmærksomhed, som et Spejlbillede af, hvad der forhaabentlig snart kommer til os i Skandinavien og forhaabentlig til England.

 

*) Se Kvindestemmeretsbladet september 1908.

 

Senator Rae: Jeg indgiver altsaa følgende Forslag:

1) Dette Senat har den Anskuelse at Udvidelsen af Stemmeretten til Kvinderne baade i den enkelte Stat som ogsaa i Fælledsstyrelsen har ført til de mest heldbringende Resultater. Der har været en bedre Holdning under Valgene, og Kvindernes Stemmeafgivning har i Flertallet af Staterne forholdsvis havt en større Vækst end Mændenes. Der har været bedre Plads for den Lovgivning, der berører Kvinder og Børn, skøndt Kvinderne ikke har taget saadanne Spørgsmaal op, som kunde udelukke andre, der var af større Betydning. I alt hvad der angik Forsvaret og Rigets Anliggender har Kvinderne vist, at deres Syn var ligesaa vidtrækkende, ligesaa skarpt skælnende som Mændenes. Da den af os foretagne Reform ikke har bragt andet end hvad der var godt, skøndt Ulykker blev os spaaede fra alle Sider, saa vil vi i dybeste Ærbødighed tillade os at tilskynde alle de Nationer, som har en demokratisk Regeringsform til at give Stemmeret til Kvinderne.

2) Og vi foreslaar endvidere, at den hernævnte Resolution telegrapheres til den britiske Konseilspræsident«.

»Jeg antager at den større Part af disse i Forslaget nævnte Kendsgerninger ikke kan give Anledning til Uenighed. Nogle af de ærede Herrer Senatorer var ilde berørte ved Tanken om, at man ligesom vilde give Raad om en indre Sag til den britiske Regering; derfor har vi med Villie valgt, at vi henvendte os til alle de Nationer der har Fordelen af at eje en demokratisk Regeringsform. Fordi man udtrykker en Mening, kan man da umuligt faa Skyld for »at ville diktere noget«

Det vilde kun klæde de ærede Herrer Senatorer ilde, om de vilde holde stærkt paa denne tilbagetrukne Stilling, da det Føderative Parlament ved mange Lejligheder har udtrykt sin Mening ved ganske anderledes omtvistede Spørgsmaal. Ingen kan med Rette sige at Kvindestemmeret er et Partispørgsmaal. Vi maa ogsaa huske paa, at det kun er faa Maaneder siden, at en Forsonings Komité blev dannet i Underhuset i England, der repræsenterede alle Partier: det konservative, det liberale, Arbejderpartiet og jeg troer »Homerule«, og at denne Komité i det væsentlige var enigt om at vedtage et Forslag, der gav Kvinderne Stemmeret. Naturligvis er dette Spørgsmaal i det gamle Land indblandet i andre Spørgsmaal, som vi hverken kender til i vor Fællesregering eller i de enkelte Stater. Her vandt Principet: een Mand een Stemme hævd for mange Aar siden og det var klart, at man kun kunde give Stemmeret til Kvinderne paa det samme Grundlag som er gældende for Mænd. Begrundet paa Ejendomskvalifikationen og andre Relikvier fra det feudale System har der været adskillig Uenighed, ikke saa meget om det retfærdige ved at skænke Kvinderne Stemmeret som om hvorvidt denne skal skænkes til alle Kvinder eller kun gives dem, der betaler Skat. Intet saadant Spørgsmaal kan rejse sig hos os. Vi ønsker ikke, at noget særligt Standpunkt skal tages af Senatet angaaende Enkelthederne ved et Stemmeretsforslag i Rigets Hovedsæde. Vi vil kun fastslaa, at i Australien gaves Kvinderne Stemmeret paa samme Grundlag som Mændene. I Begyndelsen var der vel nogen Opposition, men en indgaaende Kritik udeblev. Da Situationen er saaledes, beder vi nu Senatet om paa den grundigste Maade at bestyrke vor Udtalelse: at enhver Nation, som har en demokratisk Regering, bør give Stemmeret til Kvinderne. Jeg troer, at den Tid er forbi, at en oplyst Nation kan bestride, at Kvinderne ikke skulde være Mændenes Lige. (Mødet hæves mellem Kl. 6 og 8).

Senator Rae. Jeg er ikke ubekendt med den Kendsgerning, at man kritiserer dette Forslag af den Grund, at det søger at paavirke den høje Regering i en Sag. der angaar den private Lovgivning. En æret Senator i Oppositionen har stillet Sagen saaledes op: »Hvad vilde vort Parlament sige, om det kongelige Parlament var i Begreb med at vedtage en Resolution, som gik imod vor fødererede Grundbeskatning? Troer I ikke, at vi vilde føle os saarede over en saadan Resolution?« - Jeg svarede herpaa: »Det er rimeligt nok, at vi vilde føle os saarede, hvis man kunde tænke sig, at det høje Parlament vilde være saa taabeligt at blande sig i den Slags Sager. Mon der er en stor Forskel mellem et Spørgsmaal om et Lands indre Beskatning og en Sag som angaar Menneskerettigheder i deres største og mest omfattende Betydning. Det kan ikke benægtes, at Hensigten med det Forslag vi har stillet er; at vi paa en fin Maade til vore Venner og Blodsbeslægtede i Moderlandet skulde antyde, at den britiske Regering saavel som andre Regeringer vilde handle klogt, om den udstrakte Stemmeretten til kvinderne. Vi véd jo, at én af Indvendingerne er, at Kvinderne i Storbrittanien i Tal overgaar Mændene dér med nogle Millioner og vilde derfor altid være sikre paa Flertallet om de benyttede sig alle af deres Stemmeret. Dette er en udemokratisk Indvending, thi vi ser ikke i den praktiske Lovgivning, at de afvigende Meninger deler sig efter Kønnet. Vi finder ikke, at alle Kvinder stemmer paa een Side, naar et Spørgsmaal forelægges Vælgerne. Baade Mænd og Kvinder har deres personlige Meninger og er istand til at udtrykke dem. Kvindestemmerets-Bevægelsen i England er naaet saa langt frem, at alle politiske Partier erklærer, at en Reform maa være forestaaende. En Grund, hvorfor dette hurtigt burde afgøres er, at et stort politisk Spørgsmaal dermed vil være bragt tilende, og Vejen ligge aaben for Reformer paa andre Omraader, der angaar Folkets økonomiske og sociale Vilkaar.

Derfor er det mindste vi kan gøre at sende Bud til vore Stammefrænder i Storbrittanien og meddele dem, at vi har fundet, at den store Frihed, som vi har givet vore Kvinder vil virke til det Gode i alle Enkeltheder, og at denne Frihed har gjort alle Prophetier tilskamme, som blev fremført, imod at give Kvinderne en saadan. Jeg stoler derfor paa, at de ærede Senatorer enstemmig vil støtte Forslaget.

Oberstlieutenant Sir Albert Gould (fra Ny Syd-Wales).

Jeg antager, at Regeringen maa føle sig i dyb Gæld til Senator Rae. Han har faaet Lejlighed til at lægge Beslag paa de samtlige Senatorers Opmærksomhed i en Periode, da ingen anden Sag skulde forhandles. Om ikke af nogen anden Grund skulde de være ham taknemmelige for den Anstrængelse, han har gjort sig for at hindre Senatet fra at afgaa ved Døden af Mangel paa aandelig Næring. Fra Forslagets Ordlyd kan der ikke være Tvivl om, at i Verdens Øjne maa dette Kammer i vort Parlament have den fulde Ret til en førende Stilling. Efter at have rost Resultatet af Australiens Kvinders Frigørelse, erklærer det, at dette Skridt har viist sig at være af stor Værdi for Samfundet uagtet de Ulykker, der saa rundhaandet propheteredes; det indbyder os nu til at bede andre Lande om at kaste et Blik til Australien for at blive belærte om den Maade hvorpaa de skal skøtte deres Affærer. Det siger nu:

»Vi vil i dybeste Ærbødighed tilskynde alle de Nationer, der har en Regeringsform, som er baseret paa Folkets Ret til Repræsentation, til at give Stemmeret til Kvinderne«. Det kan være meget sandt, men - Senator Stewart. Det forespejler en Føderation for hele Verden.

Senator Vardon. Isaafald skulde Sultanen af Tyrkiet give Haremskvinderne Stemmeret.

Senator Oberstlieutenant Sir Albert Gould. Dette Forslag opfordrer Senatet til at posere som et Korps, der er sat til at give Raad til Verdens Nationer. Med andre Ord, den yngste Nation stiller sig op som Lærer for de mest erfarne Nationer. Der er et meget godt hjemligt Ordsprog som hedder at »Ægget vil lære Hønen«.

Senator O’ Keefe. Hvordan lyder da det andet Ordsprog om Barnet og Faderen?

Senator Gould. Barnet er Mandens Fader og Barnet er i færd med at undervise Faderen om, hvad han skal gøre. Forslaget fastslaar: »at vi i Særdeleshed skal give Fordelen af vort Raad til Storbrittanien«. Det foreskriver, at en Kopi af Resolutionen skal sendes til Storbrittaniens Konseilspræsident, ikke paa almindelig Viis men som et Telegram. Gennem ham skal hele den britiske Nation belæres om Kvindestemmerettens overordentlige Betydning. Det er en Kendsgerning, at vi veed, at Agitationen i Storbrittanien har været i stor Fremgang med Hensyn til dette Spørgsmaal, og at særlig avancerede Suffragetter har gjort al Slags Demonstrationer for at belære Regeringen om Tilraadeligheden af at udvide Valgretten til Kvinderne. Er det ønskeligt, at vi skal paatage os en Mentors Rolle for det Britiske Parlament om Ordningen af dets egne Affærer? Det er sandt, at vi har frigjort vore Kvinder, og at vi ingen Aarsag har til at angre dette Skridt. Men der er ingen Grund for os til at vedtage et Forslag af denne Art. Nylig vedtog vi et Lovforslag angaaende Grundbeskatningen. Lad os antage, at House of Commons eller House of Lords oversendte os en Resolution der fremsætter for os, hvad der i deres Øjne er Manglerne, der hæfter ved en saadan Lovgivning?

Senator Story. Det er jo en helt anden Sag!

Senator Gould. Den eneste Forskel er den, at i dette Tilfælde skulde de Ældre udpege for os, hvad de antog var den bedste Vej at følge, hvorimod i det andet Tilfælde skulde vi, som er de Yngre, udpege for dem, hvad de skulde gøre.

Senator Rae. Vi er ikke »de Yngre« det er en Vildfarelse. Vi hører til den samme Race. Vi er Lovgivere her, og det Britiske Parlament giver Love for deres eget Folk.

Senator Gould. Men vore Institutioner er meget yngre end deres. Vi er en meget yngre Nation. Vi prøver paa at trænge lige til Roden af Storbrittaniens Institutioner ved at fortælle Folket der, hvem vi mener der skulde have Valgret. De ærede Senatorer vil vist selv kunne se i hvilken latterlig Stilling vi sætter os ved at vedtage et saadant Forslag.

Senator de Largie. Er ikke Spørgsmaalet om Kvinders Valgret kommet forbi Diskussionens Stadie?

Oberst Gould. Det er kommet forbi dette Stadie i Australien, men ikke i Storbrittanien,

og vi gør os blot latterlige ved at ville diktere for dette Land, hvad det skal gøre. Jeg kender ikke de ærede Senatorers Mening herom. Hvad mig angaar finder jeg, at vi skal passe os selv. Vi skulde ikke sætte Pris paa, om Overhus eller Underhus i England tog Resolutioner mod Hensyn til den Lovgivning, Australien mente var i Landets Interesse.

Senator Guthrie. Har ikke England givet Veto paa noget af vor Lovgivning?

Senator Gould. Det er vel muligt; men det er ingen Grund for os til at forsøge paa at lære England, hvad det skal gøre. Vi har ingen Bemyndigelse faaet til at give vort Veto om Englands Lovgivning. Et Forslag af denne Art er under Senatets Værdighed. Men hvis vi vedtager det, kunde det maaske være ønskeligt at gaa endnu videre frem og at telegrafere Forslaget ogsaa til andre Nationer, der regeres ved Repræsentation.

Senator W. Russell. Vil den ærede Senator foreslaa en Ændring, der kunde foranledige dette?

Senator Gould. Jeg har ikke tænkt selv at skulle indgive et saadant Ændringsforslag, skønt jeg finder ligesaa megen Anledning herfor som for selve Forslaget. Verdens Nationer vilde faa Øjnene op for, at vi her i Australien har faaet en saadan Stilling, at vi kan belære dem om, hvad de bør gøre og kan fastsætte en uforanderlig Regel ved Hjælp af hvilken, de kan avancere deres Interesser.

Senator Ready. Der er ingen Grund til at forholde dem Fordelen af vor Erfaring.

Senator Gould. For lidt siden hørte vi nogle Udraab om Børn, der vil belære deres Forældre! Nutildags synes det, som om jo yngre en Mand er, jo mere uerfaren i Verdens Veje han er, jo mere føler han sig kaldet til at dirigere de Ældre, som har haft den Fordel eller Misfordel af at have Erfaringer, som ikke er oplevede af ham.

Senator Henderson (Vest Australien). Jeg er overrasket over at den ærede Senator, som nu er Leder for Oppositionen, har rejst sin Stemme mod dette Forslag. Men jeg er mindre overrasket, naar jeg erindrer, at ved næsten enhver foregaaende Lejlighed naar et Spørgsmaal bragtes frem, som var bestemt til at paavirke Bevægelsen i Retning af frisindet Politik i ældre Lande, saa har den ærede Senator havt Mod til at rejse sig i Opposition. Naturligvis vil jeg støtte Forslaget, skøndt jeg ikke tror det vil gøre noget fra eller til paa dem, der for Øjeblikket har Magten i England. Jeg tror, at hvis Senator Rae for nogle Uger siden havde skrevet et Brev til Konseilspræsidenten i England og personligt havde givet ham Raad i dette Spørgsmaal, vilde det havt samme Indflydelse paa hans Sind som noget her af Senatet vedtaget Forslag.

Senator Russell. Nonsens!

Senator Henderson. Jeg vil minde min ærede Ven om at jeg forlod England 20 Aar efter ham, og jeg har maaske en mere levende Erindring om det gamle Lands tætte Konservatisme. Jeg ved, hvor mægtige de Mænd er i hint Land, som begunstiger en Retning i Politiken, som jeg er vis paa vilde faa en Ordfører i Senator Gould, om det var muligt for en saadan Politik at bane sig Vej i Australien. Disse Folk har ikke alene hindret Kvinderne i England fra at faa Stemmeret, men de har ogsaa fore bygget, at en stor Del af den mandlige Befolkning har kunnet sikre sig Stemmeret. Hvorledes skulde vi saa kunne vente, at en Resolution af Senatet skulde kunne paavirke Mænd som Mr. Asquith, den nuværende Konseilspræsident i England? Men jeg har det Haab, at Resolutionen vil faa en mærkbar Indflydelse paa det britiske Folks offentlige Mening. Hvis den gør det, vil den have opnaaet noget henimod en Tingenes Tilstand, som de fleste af os ønsker virkeliggjort. Der er ingen Grund hvorfor det blotte Faktum, at vi er et yngre Samfund, skulde hindre os i at sende et magtpaaliggende Bud til Storbrittanien, som skulde underrette dettes Folk om, at vi troer, at de vilde handle i bedste Overensstemmelse med Landets Interesse ved at udvide Valgretten til Kvinderne. Om vi end er yngre i Aarene, maa man dog medgive, at i meget af vor Lovgivning er vi mindst halvtredsindstyre Aar forud for det gamle Land. Med Hensyn til vor Valgret er vi endnu længere forud for det. For at unge Mænd i Storbrittanien skal kunne udøve deres Valgret er det nødvendigt at selve deres Hjem bliver sønderlemmet. En ung Mand kan ikke glæde sig over sin Stemmeret der uden at forlade sin Faders Hus og indakkordere sig - skal vi sige - hos sin nærmeste Nabo? En Mand kan have syv Sønner levende under samme Tag og alle have naaet Manddoms Aarene, og dog kan ikke en eneste af dem afgive sin Stemme. Hans Sønner maa forlade deres Faders Hus, før de kan nyde det frigjorte Borgerskabs Privilegium. Sikkert er vi komne langt forbi dette Stadium i Australien. Vi giver ikke alene Stemmeret til alle vore Mænd, men vi har tilstrækkelig Tillid til vore Kvinders Værd til at frigøre vore Hustruer og Søstre. Det af Senator Rae indbragte omfattende Forslag bekræfter, at idet vi har givet Stemmeret til Kvinder har vi intetsomhelst gjort for at standse det australske Folks Aspirationer. Snarere har vi gjort noget for at forbedre vort Folks Vilkaar. Vi har Ret til at sige til Storbrittanien, at vi har prøvet Virkningerne af denne Reform ligesom vi har prøvet adskillige andre Reformer, som Storbrittanien endnu ikke har vovet sig ind paa. Det er aldeles paa sin Plads, at vi skal give Fordelen af vore Erfaringer til det Land, vi kom fra. Vi er sikkert berettigede til at sige til England: »Da vi er Dele af Eders Race, og da vi har Slægt i Eders Land, tror vi, at vi har Ret til at sige Eder at denne vor Reform af Konstitutionen har havt en udmærket Virkning i Australien, og at I ikke vilde gøre noget urigtigt ved at forsøge det samme i Storbrittanien«.

Personligt troer jeg, at Vedtagelsen af Kvindernes Stemmeret vilde hjælpe Storbrittanien ud af den Taage og det Mørke i politisk Henseende, i hvilket det lever den Dag i Dag«.

Senator de Largie (Vest Australien). Da jeg saa dette Forslag var jeg sikker paa det vilde gaa igennem uden nogen Opposition og jeg er bleven overrasket ved at finde i dette Senat og i dette Herrens Aar en Levning af den gamle konservative Magt forberedt paa at modgaa dette godt anlagte Princip. Om vi levede i et af de gamle Lande i Verden, var det ikke andet end hvad vi kunde vente, men i et ungt Land som dette, hvilket alt har erfaret Fordelene ved, at Kvinderne har faaet Stemmeret, er det en sand Overraskelse at finde at der blot er et Individ tilbage der staar fjendtligt til Principet. Senator Gould, som diskuterede Forslaget, undgik omhyggeligt at berøre, om selve Principet var rigtigt eller ej. Han dækkede sig bag Spørgsmaalet om, hvorvidt vi havde Ret til at give Raad til de ældre Lande i Verden. (Fortsættes.)