« Tilbage til søgeresultaterne
Atter nogle Udtalelser om Rösträttsutredningen
Den 26. April.
Jo længere vi kommer ind i »Prf. Reuterskölds Rösträttsutredning«, jo mere forbauses vi over, at de Lande han sætter til Højbords - ialfald England og Tyskland - har naaet saa liden Begunstigelse i Retning af Kvindernes Frigørelse og møder saa ringe Imødekommenhed hos de Mænd, der har Magten, medens »Grannländerna« til Sverrig, der har »kalkeret deres Forfatninger paa den franske Forfatningstype« dog har nogen Glæde heraf. Det eneste Udbytte som Kvinderne i de tre »højst begunstigede« Lande har, som nævnedes i »Dagny« (og herfra undtager vi Sverrig efter Regelen: »Present company always excepted«) er, at de i højeste Grad øves i Kampen mod Overmagten. Og mange har jo ment, at dette skulde være saa gavnligt for deres Udvikling, saa at de senere, naar de til Syvende og sidst bliver Besiddere af Rösträtten, vil have opnaaet en Dressur i politisk Sværdkrydsning, der hurtigt vil bringe dem i Frontlinien under deres parlamentariske Fremtid.
De tre saa stærkt priste Lande har deres beslægtede Forfatninger saa overfyldte med Stemmer for de Besiddende, saa at man maa prise de Lande, der har »kalkeret deres Forfatninger efter Frankrigs«, som altsaa fik en mere demokratisk Vuggegave i disse. Det forekommer mig ialfald, at de efter Fremskridt længselsfulde Kvinder maa takke Frankrig for denne Vuggegave. Da man dog helst bør dømme efter Resultaterne, saa er vort Blik her i Danmark navnlig heftet paa Norge som et Forbillede værd at følge. Ogsaa paa Finland, hvor kritisk dets Skæbne end maa staa for os.
Vi takker vore blivende Værter i Sverrig, fordi de er enige om at fralægge sig Dr. Lydia Wahlstrøms Syn paa det indbyrdes Forhold mellem Skandinaviens - Nordens - Lande, og vi takker da egentlig Dr. Lydia Wahlstrøm selv, fordi hun har henledet vor Opmærksomhed paa de Forudsætninger, hvorpaa de forskellige Landes Konstitutioner er byggede op. Facit blev anderledes efter vor Regnemethode end efter Dr. Wahlstrøms. Vi kan maaske her anvende det gamle Mundheld: »Hver bliver salig ved sin Tro!« som betyder at: hver vil holde paa Sit. Fremtiden vil blive vor Dommer, om Frankrig med sin Forfatningstype fik Ret eller de tre Lande, hvis »Statsskick« er organiskt fremvokset efter deres egen Histories Traditioner. »Nous verrons!« kan vi sige! Vi vil dog forsikkre vort Naboland, Sverrig, om, at vi kun anseer disse vekslede Artikler som et Kursus i »Samhällslära« (som jeg troer man kalder det paa svensk), hvori de fleste af os i dette Tilfælde har følt sig tykt uvidende.
Vi takker vore svenske Søstre for den imødekommende Artikel vi fandt i »Dagny« fra den 13. April. Og vi tilføjer, at vi meget hurtigt overvandt en svag Vaklen i vor Tro og kom til glædelig Tryghed.
Den 28. April.
Inden dette Blad er udsendt kommer »Dagny« og bringer Dr. Lydia Wahlstrøms egen Artikel i Anledning af »grannländernas misuppfattningar.« Det synes virkelig som om Doctoren saa stærkt har fordybet sig i »rent vetenskapliga Theorier« saa at hun knapt nok har lagt Mærke til de Kaardestik hun uddelte til os. De har altsaa ikke været mente. - Gid at vort Samvær ved Kongressen maa have gode »praktisk politiske« Følger for os alle.
Vi takker vore gæstfrie Værter og glæder os til Kongressen!