« Tilbage til søgeresultaterne
Vort Stemmeretsforslag i Rigsdagen.*)
Debatten i »Första Kammaren«.
Konstitutionsudvalgets Udtalelser om de i Rigsdagen indgivne Forslag om Indførelsen af »politisk Stemmeret« og Valgbarhed for Kvinder kom i forrige Uge. Disse Udtalelser fik Karakteren af en Vægring af at vedtage samtlige Lovudkast med den Begrundelse, at det ikke var rigtigt at ville foregribe Resultatet af »Røsträttsutredningen«, som endnu ikke forelaa i sin Helhed, og at det ikke vilde være velovervejet saa kort Tid efter, at Stemmeretsreformen af 1909 var gennemført, at vedtage en saa vidtgaaende Reform, saaledes at de Valgberettigedes Antal atter pludseligt skulde mere end fordobles. Disse tidligere hørte Begrundelser kompletteredes med den ogsaa forud hørte Paastand om, at Kravet om Stemmeret ikke omfattes i større Udstrækning, hvorfor en Reform ikke kan siges at føles som en Nødvendighed.
Udvalget ansaa sig ikke at have nogen Anledning til for Øjeblikket at gaa ind i de hovedsagelige Indvendinger.
Reservationer mod forskellige Dele af Begrundelserne var afgivne af d’Hrr. Trygger, Upptrøm m. fl., som støttede de Liberales Forslag, samt af Hr. Larsson i Västerås, som støttede Socialdemokraternes Forslag.
Det af Hr. Bergstrøm indgivne Forslag om politisk Stemmeret for svensk gift Moder og kommunalt stemmeberettiget Kvinde blev enstemmigt tilbagevist af Udvalget.
Og derpaa kom Lørdagen den 13. Maj, da hvert af Rigsdagens Kamre havde Konstitutionsudvalgets Udtalelser om Forslagene til Kvinders Stemmeret paa sin Dagsorden.
Det blev dog kun Første-Kammer, som tog det til Behandling. Andet-Kammer, som havde andre store Spørgsmaal til Behandling forud for dette, maatte udsætte Stemmerets-Debatten til en anden Dag. Vi kan altsaa kun gøre Rede for Sagens Forløb i Første-Kammer.
Udfaldet her var jo paa Forhaand givet - Flertallet stemte for Udvalgets Betænkning - men at denne Debat kunde vare i næsten tre Timer, viser, at Første-Kammer forstaar Betydningen af at debattere dette Spørgsmaal, og af at give Grunde for sit afvisende Standpunkt, som tillige vidner om, at Forsvaret for Kvindernes Sag begynder at blive saa stærkt - ogsaa i dette Kammer - at Begrundelserne herfor hverken hurtigt eller let lader sig afvise.
Et af Stockholms Dagblade har kaldt Dagen for »Professorernes Dag«, og der var ogsaa tre af disse lærde Herrer, som optraadte efter hinanden og som ved Hjælp af Statsvidenskab og anden Kundskab søgte at bevise, at Kvinderne ikke burde have Stemmeret. Men Videnskabens Repræsentanter i Overhuset var ikke alle enige. Mod Professorerne Clason, Fahlbeck og Kjellén optraadte Professor Steffen, som var »statsvidenskabelig« nok til at tale om Ligestilling og Medborgerret for Kvinderne, og som mente, at Kvindernes Arbejde i Samfundet skulde virke forædlende og udviklende paa dem selv, og at den lykkeligste Vekselvirken skulde opstaa mellem deres sociale Opgaver og deres Deltagelse i det politiske Liv. Dette skulde højne Kvindens aandelige Niveau, det blev et Opdragelsesspørgsmaal, og et lille Land, som Sverrig, havde ikke Raad til at udestænge over Halvdelen af dets Beboere fra det stimulerende og udviklende Liv, som ligger i Meddelagtighed i Samfundsarbejdet. Men da var det alt lykkedes Professor Clason at fastslaa, at Stemmeretsbevægelsen var i Tilbagegang, at der ikke fandtes nogen Interesse for Sagen hos Kvinderne selv mere, og at »denne Landsforening for Kvindernes politiske Stemmeret« ikke tilnærmelsesvis voksede saaledes i Medlemsantal, som under de første Organisationsaar (!!!). Og det var lykkedes Professor Fahlbeck at aflive »de almindelige Grunde« for at Kvinderne skulde have Stemmeret: »Læren om de menneskelige Rettigheder og om Lighedsprincipet«, og han havde paapeget Faren ved at give Kvinderne Stemmeret inden Forsvaret var bleven ordnet, da Kvinderne - som ikke havde Værnepligt - skulde være imod Forsvarsbestræbelserne. (Mon Professoren ikke skulde have glemt at kaste et Blik paa det lille Danmark, hvor Forsvarsbegejstringen netop hos Kvinderne var saa stor, at der i Huj og Hast dannedes et Forbund af 50,000 Kvinder over hele Landet, der har en bestandig Tilstrømning og en vedvarende Enthusiasme, som intet Kvindestemmeretsarbejde har kunnet smigre sig med til den Grad at besidde).
Derpaa talte Professor Kjellén om, at det historiske Øjeblik for at Kvinderne erholdt Stemmeret ikke var grebet. Thi i 1906 - efter 1905 - da alt var i Opløsning, og man var beredt til at kaste sig ind i hvilke Ubesindigheder som helst, da kunde det muligvis være gaaet, men ikke nu - og »formodentlig heller ikke senere«, mente Professoren. Nu var Eftertanken kommet, nu skulde man vogte sig for at tage Kvinderne med i det ødelæggende politiske Liv »til Statens, Samfundets og hendes egen Skade«. Og Kærnen i Kvindegruppen, det var Bondekonerne, dem maatte man bevare for at løbe til politiske Møder; dette kunde tage samme Omfang, »som naar de i sin Tid gik til Bønnemøder i visse Dele af Landet«, frygtede Taleren, endskøndt - som han selv paapegede - Rigsdagsvalg jo kun gik for sig hvert tredie Aar.
Men den virkelige Fare, den, som maatte afværges, mente Professor Kjellén, var, at naar man nu, som Følge af Emigrationen har faaet et saa overvejende Antal Oldinge, til disse skulde lade den store Masse Kvinder komme frem for at deltage i det politiske Liv. De kvindelige Bidrag til Statslivet har vi haft nok af, de mandlige maa fremfor alt komme til at gøre sig stærkere gældende, det er derhen, at Bestræbelserne bør bære. »Mændene har ikke fortjent et saadant Mistillidsvotum, som at Kvinderne skulde faa politisk Stemmeret«, syntes Hr. Kjellén. Intet var saa farligt, ikke engang Kønshadet (som Hr. Professoren forresten slet ikke troede paa), som at Statslivet overleveredes til »Feminismen«. Det Var Manddom, som fordredes i vort Statsliv.
Mod de tro Herrer Professorer optraadte Hr. Mauritz Hellberg, som alt i Begyndelsen af Debatten med Varme havde talt den kvindelige Stemmerets Sag, og særligt havde betonet det kvindelige »rösträttsarbetets« Udholdenhed. Ligeledes havde han paapeget, hvor vanskeligt det var at holde Tallet oppe i et politisk Parti. Ikke desto mindre var Medlemsantallet i Landsforbundet ikke sunket, skøndt Kvinderne hverken havde havt Pressen eller Pengemidler til deres Disposition for Agitationen. Man maatte tænke paa de betydeligt lettere Forhold under hvilke Mændene havde arbejdet for deres »Rösträtt«. Hr. Hellberg raillerede Professorernes Overlegenhed i en let spøgende Tone, især var han ikke helt sikker paa Værdien af Prf. Kjellén’s »Mandighed«, som han frygtede var stærkt i Familie med »Styrken i den knyttede Næve«, desuden ansaa han, at Mandighedsidealet havde ændret sig med Tiden. Han sluttede med et længere Citat af en af Mrs. Chapman Catts Taler, som paa denne Maade paa anden Haand havde ladet sig høre i Sverrigs Rigsdag.
For Kvindernes Sag talte endvidere Hr. Ernst Beckman, som varmt paapegede Retfærdigheden af Kvindens Krav paa politisk Stemmeret samt den Nytte, det skulde være baade for Stat og Samfund, at Kvindernes Indsats i Arbejdet for det offentlige skulde komme disse tilgode. Han sluttede med ligeledes at citere Mrs. Chapman Catt, som ogsaa Slutningsordene i Dr. Gulli Petrinis
Tale ved det Opinionsmøde, som Landsforeningen havde holdt den 8de Maj i Stockholm, da hun yttrede, at Kvinderne ikke ønsker en Kamp mod Manden, men et Arbejde sammen med ham til Samfundets Bedste.
Udvalgets Forslag fik 105 Stemmer for sig og 23 imod. Minoriteten gav sit Bifald til den liberale Reservation. Det socialdemokratiske Forslag faldt uden at være kommet til Afstemning. Uden Afstemning antages den af Udvalget formulerede Votering.
Fra Tilhørerpladserne paa Balkonen havde Mrs. Chapman Catt og Miss Hay - ledsagede af flere af de svenske Kvinder, der stod i Stemmeretsbevægelsen - fulgt den 3 Timer lange Debat. Om Mrs. Chapman Catts Interesse end var livlig, tiltrods for, at hun kun daarligt forstod det fremmede Sprog, saa var Kammerets Interesse for »den ukronede Dronning over 22 Landes Stemmeretskvinder« ikke mindre, derom vidnede de mange Blikke, som rettedes derop, og det Dagblad, der kaldte Dagen for: »Professorernes Dag«, kunde med lige saa megen Føje have kaldet Dagen i Første-Kammer for »Mrs. Chapman Catts« Dag.
Hun var dog en bestandig Paamindelse om den levende og kraftige Bevægelse, som foregaar saa godt som over hele Jorden. Det vilde næppe være en Overdrivelse at sige, at hun - trods alt - repræsenterede en »Magtfaktor«, som det kunde blive nødvendigt at regne med.
*) Vi har tilladt os at gøre et større Uddrag af Dagny’s Artikel herom.
