Frøken Elisabeth Oucterlony,
den mest virksomme Deltager i Kvindesagen og Arbejdersagen, er død.
Hun blev kun 48 Aar gammel, men hendes Liv var et eneste opofrende Arbejde for de smaa og fortrykte. Selv født og opdraget i det højere Lag i Samfundet havde hun besindig forstaaet dem, der stod lavest i Samfundet; endskønt hun havde uhyre mange Kundskaber, kunde hun dog tale og glæde sig med dem, der saa godt som intet havde lært, fordi hun altid saa paa det menneskelige hos enhver og kendte dette under den simpleste Frakke.
I en lang Aarrække arbejdede hun særlig for Kvindens Ret, men ved Smedenes Lockout i 1885 blev hun saa greben af den Nød, som denne førte med sig, at socialt Arbejde for en hurtig Løsning af Arbejderspørgsmaalet slugte al anden Tanke hos hende, og hun blev den ivrigste Agitator for Socialismen.
Med hendes urolige og fremadhigende Aand gik det hende aldrig rask nok, og hun beredte sig selv uhyre megen Smerte og Skuffelse ved hendes Mangel paa Evne til at vente Begivenhedernes naturlige Udvikling.
Dog bitter blev hun aldrig, en barnlig Tillidsfuldhed og en overstrømmende Kærlighed mødte hun bestandig paa ny med, naar der aabnede sig ny Udsigter og Mennesker med Frihedstanke, med hvem hun kunde samstemme.
Hun har gennemglødet mange Hjærter ved sin brændende Iver for det gode, hun har trøstet mange forknytte og fattige, og hun vil længe mindes med Tak af dem, der kæmper for Menneskerettigheder.
Hendes Begravelse, som fandt Sted Tirsdagen den 25de Marts, havde derfor ogsaa samlet et stort Følge. De kvindelige Fagforeninger var mødt med deres smukke, røde Silkefaner, som i den dejlige Foraarssol tog sig storartet ud.
Pastor Smith, som havde kendt hende fra hendes tidlige Ungdom, talte ved Kisten med en Forstaaelse af hendes ejendommelige og særegne Maade at leve paa, som gjorde et fordelagtigt Indtryk paa den tilstedeværende store Vennekreds.
