« Tilbage til søgeresultaterne
Det Internationale Kvinderaads Besøg i København
Det Internationale Kvinderaad har havt sit Møde i Stockholm i Begyndelsen af September. Paa Vejen dertil fik det danske Nationalraad Besøg af adskillige Stockholmsfarere fra Syd, som i København havde 3 Mødedage med Fester og Taler. Baade Medlemmer og Ikke-Medlemmer var tilstede og lyttede til Talerne baade i Langelinies Pavillon, hvor man mødtes til Lunch, og senere om Aftenen i Studenterforeningens store Sal. I Lady Aberdeens - Præsidentens - Fraværelse holdt Vicepræsidenten, Madame Ogilvie Gordon, den store Tale, der gav Oversigt over det Internationale Kvinderaads Virksomhed siden dets Stiftelse i Washington 1888. Hun talte om Mødet i Chicago 1893 og i London 1899, hvor det viste sig i høj Grad fashionabelt at være Deltager, og hun talte om Femaarsmøderne i Berlin 1904 og i Toronto 1909. Vi hørte Madame Avril de Saint Croix tale om Arbejdet mod den hvide Slavehandel, og om hvor lykkelig hun var ved at komme til et Land, hvis Regering havde foranstaltet Prostitutionens Ophør som Institution under Polititilsyn. Vi mærkede, hvilken Omhu hun viste for ikke at nævne det Navn, vi alle maa tænke paa i Forbindelse med denne Begivenhed. Vi bør vistnok ogsaa overveje, om samme Person ikke har havt sin store Andel i, at vi i 1908 erholdt kommunal Valgret paa samme Basis som Mænd. At Juristen var med til Forslagets Udformning, har vistnok havt sin store Betydning. Ligeledes vil jeg erindre vore Medlemmer og alle danske Kvinder om, at da man af ham forlangte en Reform i de ugifte Mødres Forhold, svarede han: »Ikke uden tillige at reformere de giftes!« Dette Hensyn til de gifte genfinder vi i »Retsreformen«, som Overretssagfører Munch-Petersen holdt et Foredrag om i vor Klub. Madame Avril de Saint-Croix’s Foredrags omhyggelige Undgaaen af at nævne Navnet paa den Justitsminister, under hvis Tid som saadan Prostitutionen blev nedlagt, har paamindet mig om, at der er adskillige Ting, vi danske Kvinder heller ikke nævner Navn til, og hvor vi absolut burde føle os taknemmelige. En Persons daarlige Gerninger kan ikke udslette de gode han har gjort, og der kommer nok en Tid, hvor de danske Kvinder vil mindes ham.
Fräulein Helene Lange talte om en Statue hun her havde set; den fangne Kvinde, der, skøndt hendes Hænder var bundne paa Ryggen, dog kunde bøje sig over sit Barn og give det Die. Fräulein Lange sagde træffende, at man heri kunde see et Symbol paa Moderskabets Stilling i Aarhundredernes Løb.
Fräulein Alice Salomon, Sekretær i det Internationale Kvinderaads Bestyrelse, holdt ligeledes en udmærket Tale.
Man havde et behageligt Indtryk af, at alle Kvinder arbejder for det samme store Maal og om man end tager fat i nok saa forskellige Brancher, vil det virke som de Trompetstød, for hvilke Mrs. Chapman Catt forudsiger i sin Kongresstale: at Jericho’s Mure maa falde.
