« Tilbage til søgeresultaterne
Nordens Kvinde
Det er med en Charles Dickensk’s Fordybelse i Karaktérudvikling at Forfatteren, Oberst Gregersen, har fremført Typen af Nordens Kvinde i Ragna Holms Person.
Et to-aarigt Ophold i Institut Kunitz i Schweitz har fyldt Ragna med inderlig Lede til en Opdragelses-Anstalt, der: »duftede af Aristokrati og prangede af Rigdom« hos dets mange velstillede Elever. Snobberiet stod højt i Kurs. Dette Ophold maatte for hende blive mislykket. Hun anmodede sine Forældre om at afkorte det 3die Aar i Kunitz og i Stedet lade hende gennemgaa et Lærerindekursus i Christiania. Her lykkes det hende at faae store Lovord for sine Studier og efter endt Examen, faar hun Plads som Lærerinde for Godsejer Vigs purunge Datter, og falder derved ind i en frisindet Kreds med udpræget politiske Interesser. Man har dannet en Forening, der mødes hver 14de Dag hos de forskellige Familier for at drøfte Dagens Spørgsmaal. Dette var altsammen en velgørende Ændring for Ragna fra Institut Kunitz’s kvalme Luft. Der holdes mange Møder med livlige Diskussioner. Ogsaa danske Forhold fremdrages. Et af Kredsens Medlemmer har været i Danmark. Opfyldt af Nordens spredte Stilling fremsætter han Spørgsmaalet: Hvorfor danner dog ikke Norden en Sammenslutning til sit Forsvar? Vi har seet Tyskland samles til en Eenhed. Vi har seet den Kraft det giver, og vi bilder os ialfald ind nu at see, at Norges Skilsmisse fra Sverrig svækker istedetfor at styrke. Det er næppe en Tilfældighed, det Fingerpeg vi har faaet om Nordens herlige Stamme, der nu er spaltet, men atter burde samles.
Vi andre, der arbejder internationalt og ligesom staar Haand i Haand med Kvinder hele Verden over, faar dog Søsterfølelsen i en end højere Grad ligeoverfor Sverrig og Norge, thi vi føler Nordens Samhørighed. Vi indsuger ikke med vor Børnelærdom i Skolen Had til vore Naboer. Vor Krigshistorie tænder ikke ulmende Uvillie i Brand. Gjorde den det paa Sværdsiden saa gør den det ikke paa Spindesiden.
I denne Belysning føler vi Ragna Holm som en Type for den nordiske Kvinde, honnet og ærlig og iøvrigt levende i en mærkelig Omgivelse af gennemhæderlige Mennesker med mange Betingelser for harmonisk Samliv uden opslidende Dissonantser. Hendes Hjertes Historie, da hun føler sig elsket af den Mand hun veed, hendes unge Elev elsker, bestaar i, at hun giver ham Afslag uden at vække den vageste Anelse i ham om, at hendes Afslag er et Offer, saaledes at han udbryder til sig selv: »Ja Hjerte, det har hun ikke meget af - det er Forstanden der regerer!« - Men det er jo netop hendes Offer fuldt ud, at han ikke maa vide at det var et Offer. Hun ser ham gifte sig med hendes Elev - saaledes som hun selv havde ønsket det. Hun var et Menneske, født til at leve for Samfundet. Man kan ikke andet end drage Sammenligninger mellem denne Bog og Elin Wägners:
»Penneskaftet«. Den norske Bog er færdig med det Stadie af Kvindesagen som hed: »Kampen mellem Mand og Kvinde«. Den er skrevet efter af denne Strid er udjævnet - denne Strid, der i Norge fik saa liden Plads. Man hører det ligesom klinge ud af den i en dyb Grundakkord: »De nordiske Folk skal slutte sig sammen. Vi skal have vore Kvinder med i vore Rigsdage. Vi har sundt Blod i vore Aarer!« Endnu kæmper Kvinderne i Sverrig for samme Standpunkt, men de finder Støtte hos frisindede Mænd. Udaf hele Bogen klinger den Tone: »Vi nordiske Folk er hinandens naturlige Tilflugt.
Vi takker Oberst Gregersen af Hjertet for denne frisindede og fortræffelige Bog.
Dog minder den os uvilkaarligt om, at det danske novellistiske Bidrag til selve Kvindesagens Historie endnu ikke er skrevet, og at der ligesom ventes paa den!