« Tilbage til søgeresultaterne
Maria Deraismes
Den smukkeste og bedste Maade at hylde Maria Deraismes paa er at minde om d. 6. Februar 1894, Aarsdagen for den store Skribents Død, da et Tusind Mennesker trængtes paa Montmartre-Kirkegaarden om det foreløbige Monument, der var rejst til hendes Ære, og som senere fuldstændiggjordes med den smukke Portræt-Medaillon, hugget af Billedhuggeren Daniel Dupuis. Dér mindede berømte Mænd om den store filosofiske Indflydelse, Maria Deraismes havde udøvet paa dette sidste halve Aarhundredes Udvikling. For et Aar siden, paa en straalende Solskinsdag, havde vi begravet denne aandfulde, hjertevarme Kvinde, og i Følget saas alt, hvad Paris tæller af liberal Litteratur, republikansk Journalistik og uafhængig Politik: et Følge paa over 15.000 Mennesker drog igennem Paris, som Foraarssolen beskinnede. Aaret efter, paa Mindefestdagen, knugedes den store By af Frost og Sne; det frøs stærkt, Thermometret var den Dag sunket til 12 Grader under Frysepunktet. Men baade Venner og Beundrere var mødt talrigt frem; Folk trængtes om den med sort betrukne Tribune, fra hvilken der lød Hyldingstaler til Ære for denne Kvinde, en af det 19. Aarhundredes betydeligste Tænkere.
Hun hørte til samme Aandsslægt som Mme Roland, Mme de Staël og Mme de Girardin; større end den første ved sine filosofiske Idéers Dristighed er hun i Besiddelse af den andens talrige Kundskaber og den sidstes veltalende Charme. Det maa indrømmes, at vor Tidsalder har ejet Kvinder, hvis Fortjeneste ofte har overgaaet Mændenes.
Blandt alle berømte Kvinder har Maria Deraimes Ret til at komme i første Række.
Maria Deraismes voksede op i et velhavende Hjem. Af 5 Børn - to Drenge og tre Piger - lever nu kun den ældste, Mme Féresse Deraismes, som omgiver den yngre Søsters Grav med en rørende Omhu, og ved Udgivelsen af hendes Værker har henlagt uvisnelige Blomster derpaa.
Maria Deraismes Fader hørte til den Type af liberale Borgere, som var ret almindelig henimod 1830; da han havde studeret, inden han overtog Ledelsen af sin Forretning, havde han bevaret Kærligheden til de skønne Videnskaber, var betaget af det 18. Aarhundrede, og nærede stor Beundring for Voltaire, hvis Værker havde en iøjenfaldende Plads i hans Bibliothek.
I dette Milieu voksede Maria Deraismes op; Religiøsitet var ikke banlyst af Huset, og jeg tror nok, at Moderen af konventionelle Hensyn gik til Messe en eller to Gange om Aaret. Paa Søn- og Helligdage, naar Familien var samlet, sang man gerne nogle Sange af Béranger og oplæste Vers af Barthélemy. En ung Piges Opdragelse lignede paa ingen Maade vore unge Pigers, som begynder at tage Eksamener i 12 Aars Alderen og afslutter dem i 25 Aars Alderen, hvis de i det hele taget hører op, og ikke drømmer om Skoleembedseksamen, Doktorgraden og hvad véd jeg? Læg vel Mærke til, at jeg ikke dadler den oplyste, ja selv ikke den lærde Kvinde. Maria Deraismes har aldrig været i Kostskole.
Det var hendes syv Aar ældre Søster, Mme Féresse Deraismes, som først lærte hende at læse og senere fortsatte hendes Opdragelse indtil hendes 18. Aar; paa dette Tidspunkt gav den unge Pige sig til selv at studere med en Iver og Videbegærlighed, som driver hende til at læse Bibelen, Kirkefædrene, religiøse Bøger oversat fra Indisk og Østerlandsk; ved Læsningen af disse Bøger smuldrede den i Forvejen daarligt rodfæstede Kristendom fuldstændig bort. Men disse Studier efterlod i den unge Piges Sjæl Troen paa en Gud, en Tro, der mere var opstaaet af Haab end af Fornuftslutninger. Denne Tro optog hende forresten indtil hendes sidste Dag.
Dagen før sin Død sagde hun til en af Lægerne, der havde plejet hende under hendes uhelbredelige Sygdom:
»Retfærdigheden, kære Doktor, den tror jeg paa af hele min Sjæl, men jeg har forgæves søgt efter den her paa Jorden; den findes maaske andre Steder, og hvis den nu alligevel ikke findes? - «
Disse fortrolige Udtalelser vilde ikke være fuldstændige, hvis jeg ikke omtalte, at hun ikke alene malede, men ogsaa spillede; hun malede hele Formiddagen og sad ved Klaveret 5 à 6 Timer om Dagen; var altsaa ikke saa lidt mere end en Amatør.
Foruden sine alvorlige Studier, sin Malen og Tegnen, fik hun den Idé at ville skrive, og hun skulde nu snart, uden selv at vide det, komme paa sin rigtige Hylde. Tilfældet førte hende dertil. Hendes Moder havde arrangeret nogle Soiréer, hvor man spillede Komedie; Maria Deraismes havde sin Rolle som de andre. For at gøre disse intime Sammenkomster interessantere, fik hun den Idé at skrive nogle Komedier; hun greb Pennen og skulde aldrig senere slippe den. Saaledes blev hun altsaa Forfatter. Hvordan gik det til at hun blev Taler? Det var ogsaa her Tilfældet, der gav hende Lejlighed til at lægge virkelig beundringsværdige, naturlige Evner for Dagen. Hendes Søster har ofte fortalt mig, hvorledes Maria Deraismes i sit 12. Aar paa Landet morede sig med at staa op paa et Bord i et tille Lysthus i Haven og improvisere en Slags Tale, hvis eneste Tilhører og Offer var Mme Féresse Deraismes.
Disse naturlige Anlæg fik Lejlighed til at lægge sig for Dagen i 1866; Barnet var bleven en ung, alvorlig Pige, og en betydelig Skribent. Foredrag var paa den Tid noget ganske nyt, ja næsten en Revolution.
Imidlertid havde d’Hrr. Labbé og Leon Richer, begge to Redaktører af »l’Opinion Nationale«, arrangeret en Række Konferencer, som hurtig var blevne berømte, og fra hvilke genlød svagt, men allerede ret tydeligt, de første Raab paa Frihed i Kejserdømmets store Stilhed. D’Hrr. Labbé og Leon Richer kendte Maria Deraismes Tanker og Skrifter og bad hende om at tage Ordet. Den unge Kvindes første Indskydelse var at afslaa det; men medens hun endnu tænkte paa, hvilken Form hun skulde give sit Afslag, fik hun tilfældigt fat i et Nummer af »Nain Jaune«, i hvilket Barbey d’Aurevilly, med det fremragende Talent, som forøgede Uretfærdigheden, og med den Flabethed, som understregedes af hans glimrende Stil, angreb Forfatterinderne, »Blaastrømperne« med rasende Voldsomhed.
Saaret i sine Tanker og i sin Selvfølelse tøvede Maria Deraismes nu ikke et Øjeblik længere; hun har forresten selv fortalt denne tille Hændelse i Forordet til »Nos Principes et nos Mœurs«; jeg behøver blot at henvise dertil. Jeg vil kun tillade mig at paaberaabe mig en Tilhørers, Hr. Siebeckers Udsagn, som var til Stede ved dette første Foredrag, og som har bevaret en meget tydelig og levende Erindring derom. Han skriver:
»Man havde anbefalet mig denne Konference, som sikkert vikle straale paa Baggrund af den, som for faa Dage siden var bleven holdt af Théodore Pelloquet, en af denne Tids mærkeligste Fremtoninger.
Pelloquet, en fremragende Kunstkritiker og Skribent, men en af de uordentligste Bohemer, der nogensinde har eksisteret, havde villet forsøge sig i Veltalenhed.
Det var et af Boulevardens kendte Ansigter. Man traf ham her til enhver Tid, iført sort Vest, Benklæder og Kjole, glinsende af Pletter, et Slips, der engang havde været hvidt, en Chapeaubas, gennembrudte Strømper og en enorm Pakke Aviser under Armen.
Han havde derfor haft fuldt Hus - og en Succes, der var ualmindelig.
Han havde nedskrevet sit Foredrag og prøvet paa at lære det udenad; men for en Sikkerheds Skyld havde han lagt Manuskriptet foran sig.
Da hans Hukommelse imidlertid efter 5 Minutters Forløb glipper, kaster han et Blik paa sine Papirer; han kan imidlertid ikke finde Stedet og standser for at lede efter Siden. Stilheden i Salen begyndte imidlertid at genere ham.
»De undskylder mig nok - jeg er lidt forvirret«.
En ung Dame, klædt i skrigende Farver, uden Hat med en enorm Frisure, indhyllet i et rosenrødt Net, sad i nogle Skridts Afstand fra Bordet og sagde pludselig.
»Hvad siger Du?«
Hun gentog det.
Halvkvalte Latterudbrud høres, dog endnu kun svagt.
Men han bliver mere og mere forvirret, og idet han slaar i Bordet, raaber han:
»Død og Pine! - Hvor Pokker har Du gjort af Side 4?«
Denne Gang lyder et Brag af Latter; man vrider sig bogstavelig talt, og den stakkels Pelloquet giver sig nu ogsaa til at le, idet han samler sine Papirer sammen og udbryder:
»Jeg er tydelig nok ikke Taler! Man skal aldrig faa mig presset dertil mere!«
Dermed forsvinder han.
Jeg maa indrømme, at jeg kom til Maria Deraismes Foredrag i en munter Sindsstemning. Jeg ventede at finde en affekteret, ubetydelig gammel Jomfru.
Min Forbavselse var derfor stor, da jeg i Stedet for saa en ung Pige paa en 24-25 Aar med et lidt blegt Ansigt, en fornem Gang og Holdning, enkel, men elegant klædt, uden latterlig Undseelse og uden frastødende Selvtillidsfuldhed.
»Fra første Færd erobrede hun sit Publikum.«
»Succesen var fuldstændig, og Dagen efter var Mme Maria Deraismes Navn kendt.«
Heldet fulgte hende med alle hendes senere Foredrag. Fra 1866 til 1870 beskæftigede hun sig navnlig med Spørgsmaalene om Kvindernes Emancipation og den frie Tanke, som har saa mange Berøringspunkter dermed.
Vi er imidlertid naaet til det frygtelige Aar 1870, hvor Begivenhederne bringer en Stansning i ethvert Raisonnement og enhver Propaganda; man drog af Sted mod Rhinen under Raabene: »Til Berlin! til Berlin!« Det var en uforsigtig Drøms Daarskab, som faa Dage efter skulde ende med en saa smertelig Opvaagnen. Preusserne nærmede sig Paris; Mme Maria Deraismes og hendes Søster, Mmeo Féresse, indrettede en Ambulancestation i en af deres Ejendomme i Rue Saint Denis. Maria Deraismes Helbredstilstand tvang hende til at unddrage sig en Belejrings Strabadser; hun søgte Tilflugt i Bretagne, hos sin Faders Søster; men Ambulancestationen fungerede saa længe Krigen varede, selvfølgelig paa de to Søstres Bekostning. Det var paa en Gang en Samfundspligt og en patriotisk Gerning, som de ikke vilde unddrage sig.
I Saint Malo, var Maria Deraismes ikke nogen Ubekendt; hendes Ry som Foredragsholder var naaet til den tille By i Bretagne før hun selv. Straks ved hendes Ankomst anmodede det republikanske Byraad hende om at tage Ordet paa et stort Møde, som skulde afholdes i Theatret. Foredraget fandt Sled for et forbauset og overrasket Publikum. Maria Deraismes havde som Emne valgt »Republik og Monarki«. Succesen var enestaaende. Et stedligt Blad endte sin Omtale af Aftenen med følgende Ord: »Maria Deraismes sørgmodige Skønhed, indhyllet i den sorte Dragt, forekom os som Symbolet paa vort sørgende Fædreland«.
Ved Aaret 1876 havde Maria Deraismes dannet »Foreningen til Forbedring af Kvinders Stilling« og holdt en Række Foredrag om »Børnenes Ret«, »Den almindelige Stemmeret« og »Kunsten i Demokratiet«. Hun var naaet til det kritiske Punkt i sit politiske Liv.
Hendes Energi vendte sig derefter mod den frie Tanke, og sammen med Victor Poupin foranstaltede hun den første antiklerikale Kongres.
Paa Maria Deraismes Forslag vedtoges følgende Opfordring:
»Kongressen fremsætter det Ønske, at Mændene, navnlig Fritænkerne, medtager deres Hustruer til deres Møder, Sammenkomster og Forsamlinger og arbejder paa at faa dem lovmæssig anerkendt som deres Lige.
»Det er en Selvfølge, at den politiske Stemmeret er indbefattet i Ordet: »Lighed«.
Kongressen endte med et stort Møde, som overværedes af over 4000 Mennesker. Louis Blane holdt her en af sine sidste og en af sine bedste Taler.
Efter den franske Revolutions store Historiker, hvis ildnende Ord havde bragt Publikums Begejstring til Kogepunktet, bad man Maria Deraismes om at tale: hendes Tale stod ikke paa Programmet; hun havde altsaa ikke kunnet forberede den, men hendes Improvisation vakte ikke desto mindre almindeligt Bifald, ja Louis Blane selv takkede Maria Deraismes med følgende smigrende Ord:
»Frøken, De er i Besiddelse af den sande Veltalenhed, den, der kommer fra Hjertet og gaar til Hjertet«.
Maa det til Slut være mig tilladt at minde om, at hele Pressen ved Maria Deraismes Død uden Partihensyn har hyldet hendes Karakter og hendes Talent, og ikke et eneste Blad har rejst nogen Kritik mod denne Fritænkers Minde, hun, hvis Liv laa aabent for alle, og mod hvem ingen kunde rette nogen Bebrejdelse. Hun, der var saa overbærende mod andre, havde bevaret den borgerlige Strenghed overfor sig selv.
Hun døde uden at have givet Afkald paa nogen af sine Fordringer: hendes Værker bærer Vidnesbyrd herom. Hun var en Karakter.
Jean Bernard.
Nedenfor gengives et Forord af Maria Deraismes til den første Udgave 1891 af hendes gennem en Række Aar holdte Foredrag.
Det er over 20 Aar siden, at de 5 første Taler i dette Bind blev holdt. Enhver husker, hvorledes det afblomstrende Kejserdømme – under den uforglemmelige Sammenstyrtning i 1870, hvor Frankrig nær var bukket under, fordi det følte sig truet og for at genvinde en i hvert Fald tilsyneladende Popularitet, - havde slappet de stramme Tøjler noget:
»Landet, som saa længe havde haft Mundkurv paa, tørstede efter ærlige Ord uden noget officielt Stempel. Derfor modtog det med Begejstring dette Forsøg med det frie Ord. Det var virkelig en Konferencernes Tid; de udfyldte et almindeligt Savn.
Paa dette Tidspunkt fik jeg min Debut som Taler. I Begyndelsen valgte jeg filosofiske, moralske, historiske og litterære Emner. Men da jeg først havde følt mig for, besluttede jeg at anvende to Saisoner paa Kvindespørgsmaalet, som efter den socialistiske Bevægelse i 1848, var gaaet i Glemme.
Succesen overgik al Forventning.
Den enorme Tilstrømning, Publikums Begejstring og den Opsigt mine Foredrag vakte, berettigede mig til at tro, at Iværksættelsen af de Lovgivningsreformer, som jeg krævede, ikke kunde være saa fjern.
Jeg havde gjort Regning uden Krigen, som forhalede Løsningen af en Række Spørgsmaal paa uvis Tid.
Efter denne frygtelige Ulykke var alle Hjerner kun optagne af en eneste Tanke: at genrejse Fædrelandet ved en udvidet Oplysning, ved Omordning af Hæren og Styrkelse af Republikken. Det var dette sidste jeg vilde arbejde paa. Jeg begyndte derfor en Kampagne til Fordel for Demokratiets Principer, overbevist om, at deraf afhænger al Uretfærdigheds Ophør i Lovgivningen.
Nu, da den republikanske Regering er indført og er bleven Udtryk for den oftentlige Mening, bør vi paany vende tilbage til Kvinders lovmæssige Stilling, som staar i oprørende Modsætning til Devisen: Frihed, Lighed, Broderskab; som staar øverst paa vor Konstitution.
Loven er endnu den samme; den har bevaret sin Uforanderlighed.
Men hvis Bogstavet er bleven respekteret, har Aanden undergaaet betydelige Forandringer.
Saaledes rejser der sig en stærk Modsætning mellem Loven, der dekreterer Kvindens definitive Underordnethed og de Kendsgerninger, der godtgør hendes fuldstændige Ligestillethed.
Denne Modsætning er kun en Hjerne-Forvildelse, som ikke vil kunne vare, og for at gøre en Ende paa den er det, at en Gruppe i Parlamentet, som ikke tæller mindre end 60 Deputerede, har affattet to Forslag: det ene tildeler kvindelige Handlende Retten til, ligesom deres mandlige Kolleger, at vælge deres Handelsretsdommere; det andet forlanger for alle Kvinders Vedkommende Udøvelsen af deres civile Rettigheder.
Det første vedtoges af Deputeretkammeret 1889 og blev forkastet af Senatet; det sidste er endnu ikke bleven optaget til Behandling. Disse to Forslag, der blev fremsat ved sidste Lovgivningsforsamling, skal atter fremlægges for det nye Parlament; og det mærkeligste er, at det denne Gang er Senatet, der vil tage Initiativet til Forslaget om de civile Rettigheder.
Maaske er det en Maade hvorpaa det vil søge at formilde Virkningen af dets Afslag med Hensyn til de kvindelige Handlendes Valgret.
Hvorledes er det nemlig muligt, at Kvinden, som i aandelig Henseende er ligestillet med Manden, og hvem man i den sidste Snes Aar har tildelt alle Universitetsgrader, den juridiske og medicinske Doktorgrad, erklæres for inhabil med Hensyn til de almindeligste Handlinger i det civile og sociale Liv?
Der maa absolut gøres en Ende paa denne modsigende Situation, hvis Eftervirkninger man støder paa overalt.
Og vi forbauses endnu over den Langsomhed, hvormed Republiken organiserer sig!
Trods Videnskaben og dens vidunderlige Anvendelser, trods det stadig mere indgaaende Kendskab til Historien og Tankens Udbredelse i Folket gennem Pressen, Bøgerne og Foredrag, gentager de samme Fejl sig. Karaktererne staar under Ideerne, Handlingerne under Theorierne. Man prædiker Solidaritet, og man udøver den ubarmhjertigste Individualisme. Man priser Moralen, og man synker ned i den frygteligste Korruption.
Kort sagt, langt fra at forbedres, fuldkommengøres - forringes Bevidsthederne.
Man opdager med Rædsel, at det sociale Arbejde, efter at have naaet det højeste Punkt af Udfoldelse, pludselig standser.
Man spørger sig selv, om Menneskeheden er i stadig Fremgang, eller om Fremskridtet kun finder Sted, naar der er Tale om Ting. Men en upartisk, dybgaaende Iagttagelse sejrer over Tvivlen. Naar man nøje studerer Historien, ser man, at alle de Kriser, Nationerne gennemgaar, altid skyldes Rettens Fornægtelse og en daarlig Fordeling af Rettigheder og Pligter.
For at raade Bod paa Ulykken er det nødvendigt at tage den ved Roden; Retten er udelelig, idet Interesserne paa een Gang er individuelle og fælles, Retten er saavel politisk som borgerlig; thi kun at udøve den i den sidste Retning, er at berøve den enhver Garanti.
En Omdannelse af Loven er altsaa nødvendig, kun den kan tilvejebringe Orden og sætte alt paa sin rette Plads.
Maria Deraismes.
(Uddrag af Thyra Kieler.)
