« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindestemmerets-Bladet. Et Tilbageblik
Idet vi tager Afsked med vore Læsere bringer vi en hjertelig Tak til dem for den Trofasthed de gennemgaaende har vist mig som Subskribenter paa Bladet. De smaa Takkeord for mit Arbejde, der ofte fulgte med Postopkrævningens Indbetaling har ofte glædet mit Hjerte. Da vort Valgretsforbund danner en Eenhed med alle Alliancens Affiliationer, har det været mit Ønske at vise, at vi føler internationalt, og at alt, hvad der rører sig i Forgreningerne ogsaa bevæger vore Hjerter!
Det er ikke af Mangel paa Interesse at jeg forlader vort Arbejde, men fordi mine Evner ikke er omfattende nok og at der lægges uafviseligt Beslag paa dem fra anden Side. Jeg sender ikke alene en Tak til vore Læsere men til Forgangenhedens modige Kvinder, som netop forstod det var Valgretten, vi burde stræbe efter. Der er Pastorinde Luplau, Stifter af den første Kvinde- Valgretsforening, som arbejdede for den kommunale Valgret nogle Aar før Dansk Kvindesamfund indsendte sin Adresse derom og med sine store agitatoriske Evner berejste Jyllands Vestkyst fra Varde (hvor hun boede) og til Limfjorden og skaffede flere Tusinde Underskrifter paa en Petition derfor. Det var ogsaa paa hendes Initiativ, at der over hele Landet interpelleredes ved Folkethingsvalg om Kandidaternes Stilling til Kvindestemmeret. Det er saa let nu, at arbejde for Valgretten, men hvor svært var det ikke dengang at prisgive sig for Latteren! - det eneste der var Forkæmpernes Belønning.
Vi takker de Kvinder, der i Efteraaret 1885 stiftede »Kvindelig Fremskridtsforening«, vel nærmest Fru Johanne Meyer, Fru Mathilde Bajer, der i 3 Aar var Formand derfor, hvorpaa Fru Johanne Meyer blev det. Den bestod i 15 Aar, dannede en Skole for Samfundslære og holdt ugentlige Møder. Vi takker Fru Johanne Meyer herfor samt for hendes Blad: »Hvad vi vil.« Vi takker hende i det Hele for Fagforeningernes politiske Opdragelse.
Vi takker Fru Nørlund der havde været med i Bevægelsen og sørgede for, at alt dette Arbejde ikke gik tilspilde men samlede Fagforeningerne i et Valgretsudvalg i 1899, som altsaa i 1904 gik ind i den Internationale Alliance. Dansk Kvindesamfund trak sig dengang ud af Udvalget og stod ikke sammen med os, da den internationale Alliance holdt sin Kongres her i 1905. Men heldigvis kom det senere ind. Vi har ikke som i Norge og Sverrig havt et Valgretsforbund som stod fiks og færdigt følgende Alliancens Forskrifter. Men vi har samlet vore gamle Forbund i Affiliationen i Alliancen, hvor nu baade Dansk Kvindesamfund staar og Kristne Kvinders Valgretsforbund samt Fagforeningerne fra 70erne og 80erne foruden Kvindevalgretsklubben fra Marts 1906 og senere dannede Kvindevalgretsforeninger.
Efter Kongressen 1906 saae vi vor egen Forening, »Politisk Kvindeforening«, afklæde sig sit Forbund med os og pludselig blive Stifter af »Landsforbundet«, der under Fru Elna Munchs dygtige Ledelse fulgte alle Alliancens Bestemmelser, saa det frelste os fra Beskyldningen for kun at være bleven taget til Naade af Alliancen. Landsforbundet danner ogsaa sin selvstændige Forening med Alliancen.
Vi takker alle, som har bidraget til den Forstaaelse for Valgretsarbejdet vi finder hos os.
Og jeg takker de fremmede Lande, som staar med os i Alliancen, for venlig Korrespondance og Underretning, saasnart nye Løfter fremkom i deres Lande samt ogsaa for adskillige Artikler, som de godhedsfuldt har givet mig i Aarenes Løb.
Vi ønsker dem alle en lykkelig Udgang og Sejr for deres Arbejde og takker dem for deres trofaste Støtte i Arbejdet. Ogsaa en Tak til vore indenlandske Hjælpere.
