« Tilbage til søgeresultaterne
Grundlovsændringen i Rigsdagen
Som bekendt daterer vor Grundlov sig fra 5te Juni 1849. Men efter vor Krig i 1864, havde der nok svirret Rygter rundt, at det var vor Ulykke, at de Nationalliberale havde villet skære Sønderjylland over, og faa Slesvig helt og holdent ned til Eideren. Saavidt jeg husker var det Finantsminister David, der i Modsætning til de Nationalliberale var Talsmand for at bevare Helstaten. Man havde maaske dengang Tanken om, at det var en altfor fri Forfatning, der var Skyld i vor Ulykke, og man kan jo ikke fortænke Ikke-Frihedsmændene, om de fik Lyst til at beklippe vor Frihed. Det var det, der skete den 28. Juli 1866. Vi, der er gamle, husker Navnene fra dengang. Ministeriets Hoved var Friis, og vi finder Rosenørn, Neergaard, Grove, Leuning, Fonnesbech og Estrup som Ministre. Og naar vi tænker paa det sidste Navn, der tog os ind i en Reaktion, som baade Mænd og Kvinder førte Kamp imod, saa kan vi ikke undres over, at Kvinderne dengang lærte deres Frihedstrang af Mændene og siden anvendte den til eget Brug. Men den 23. Oktober læste vor Konseilpræsident de Lovændringer op for Rigsdagen, som Ministeriet nu har ønsket at gennemføre, for atter at naae ned til vor egentlige Grundlov af 5. Juni 1849.
Den for os Kvinder vigtigste Lovændring er § 30 der lyder: »Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25. Aar og har fast Ophold i Valgkredsen. Med mindre Vedkommende:
a) nyder eller har nydt Understøttelse fra Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt.
b) er ude af Raadighed over sit Bo. Mandens Raadighed over Fælledsboet bringer ikke Hustruen ind under denne Undtagelse.
Og § 31.
Valgbar til Folkethinget er enhver, som har Valgret til dette.
Kan man tænke sig noget bedre? Her er de »Equalities of Rights«, der ligesom er Tyngdeordet ved alle Kongresser. Og her i Danmark falder dette Ord saa naturligt og selvfølgeligt.
Vi har fulgt med Forhandlingerne, som varede i 3 Dage til vi var færdige med den første Behandling og fik et Udvalg dannet. Da kom en Pause. Vi hører og læser kun om, at hvert Parti søger at opildne sine Vælgere. Hvad Resultatet skal blive, naar nu anden og tredie Behandling kommer efter at Udvalget har afgivet sin Betænkning, ja - det er ikke godt at sige; thi vi kan ikke nægte, at der skimtedes en foruroligende Stejlhed.
Men det er bedst at gaae sagte i denne Spændingens Tid, ikke at trampe med Hælene og ikke at smække med Dørene. Det siges endog, at det er farligt at bygge Luftkasteller. Lad os saa heller i Taalmodighed vente til, naar Skibet er gledet videre.
Først da vil vi tale om Divergentserne.
