Kvindesundhed og Kvindesag.
Skønt man ikke kan andet end være Hr. Staal taknemlig, fordi han har rejst en Diskussion her i Bladet om ovennævnte Emne, og skønt man maa indrømme, at der er meget sandt i, hvad han skriver, saa kan man dog ikke godt undgaa at blive oprørt over den virkelig "hensynsløse" Maade, hvorpaa han har rejst og fører denne Forhandling med Kvinderne i disses eget Blad. Og da de selvfølgelig nødig, af Humanitet over for deres rigtignok mindre humane Gæst, vil tage alt for haardt fat paa ham, saa anser jeg det kun for at være en anden tilstedeværende Mands simple Pligt ikke alene at tage bestemt Afstand fra det, som Hr. Staal saaledes rask væk udgiver for de yngre Mænds Tanker, men tillige saa vidt muligt give ham Svar paa Tiltale.
Med al Agtelse for Hr. Staal og hans ellers dygtige og humane Arbejde i Fremskridtets Tjeneste, kan man dog ikke godt frigøre sig for et lille Smil over den Komik, der ligger i hans selvgode naive Fremhæven af Mændenes "hundredaarige" Fortrin over for Kvinderne i Retning af at frigøre sig for Modens Tyranni. - Jeg kan virkelig ikke indse, at vi Mænd har nogen som helst begrundet Ret til at kaste Kvinderne en saa knusende Foragt i Ansigtet, som den Hr. Staal tillader sig over for Fru Hortens beskedne og hensynsfulde, for ikke at sige ydmyge, Selvforsvar.
Hvor ser vi Mændene udvise en saa meget større Selvstændighed og Originalitet?
Hvor møder de frem med en større Selvbeherskelse over for Natur drifterne eller Modens Fristelser? -
Hr. Staal peger med Stolthed paa Afholdsarbejdet
- der dog langt fra udelukkende bliver ført af Mændene, men maaske nok mest for dem - og paa Reformerne i Herredragten og udbryder med Pathos:. . . "betegner dette ikke et stort civilisatorisk Fremskridt fra Barbariets Uvidenhed? - Men Damerne - og deres Efterabere blandt de mindre bemidlede - stikker med deres Dragt endnu midt i Barbariet" ... O. S. V.
Mig synes, det lyder akkurat som Hr. Staal vilde sige, naar man var ved at redde Stumperne efter en farlig Epidemi, som havde sænket Millioner i Graven, og som var opstaaet paa Grund af Urenlighed og naturstridigt Levned: "Betegner dette ikke et stort civilisatorisk Fremskridt fra Barbariets Uvidenhed i Retning af Sundhedspleje?" - - - - -
Og kunde Kvinderne ikke med lige saa god og en større berettiget Stolthed - paa Grund af den undertrykte Stilling, Mændene fremdeles holder dem i - pege hen paa Arbejdet mod Prostitutionen? og Arbejdet i og for kvindelig Gymnastik og Sløjd? Eller paa Arbejdet for Kvindens Frigørelse i det hele?
Har Kvinderne ikke paa disse Omraader haft adskilligt mere at kæmpe imod i Retning af at trodse Skik og Brug - ikke alene paa Grund af deres Umyndighedsforhold, men paa Grund af hele den Livsstilling, de som Mændenes taalmodige og ydmyge Tjenerinder er bleven klemt ind i - ved at bryde baade over Lovskranker og Fordomme, end Mændene kan have haft ved at gaa med til Totalafholdsarbejdet, der ogsaa blev en Modesag: eller til nogle mindre og lidet kendelige Forandringer i Dragten, der ikke en Gang behøvede at komme synlig paa tværs for Moden? Der hører visselig adskilligt mere Mod til for en Kvinde med den Dragt, der hidtil har gaaet for den eneste "kvindelige", og under Sandsynlighed eller Vished for at blive stemplet som en "uanstændig" Kvinde af sine nærmeste Slægtninge, at tage Blusen og Benklæderne paa og vise sine Legemsøvelser offenlig for skuelystne og just ikke altid "rene" Blikke, end for en Mand til at afholde sig fra at drikke Forstanden bort eller aflægge sine Strømpebaand! -
Og kommer man ind i et Selskab af de mest emanciperede unge Herrer, da vil man sikkert faa se disse frigjorte Sportsriddere sidde med hver sin af giftige Tobaksblade sammenrullet Pind i Munden, ivrigt sugende Giftrøg ind i denne for i næste Øjeblik med stor Anstand at puste den ud i Ansigtet paa hverandre og saaledes fylde Stuen med en kvælende tyk Nikotinluft, som det er umuligt for Ikke-røgere at holde ud at indaande - hvorfor enkelte Damer har maattet begynde at dampe med for ikke at banlyses fra Mændenes Selskab.
Men ved et saadant Syn faar man just ikke Færten af de "store civilisatoriske Fremskridt fra Barbariets Uvidenhed", men tror sig snarere hensat blandt en Flok opiumsrøgende Kinerere eller "barbariske" Zulukaffere og Hottentotter.
Nej, bedste Hr. Staal! Man skal sandelig vogte sig for at kaste med Sten, naar man selv bor i et Glashus! -
Lad os være enige om at lade de højttravende Talemaader om "civilisatoriske Fremskridt" o. s. v. fare, og lad os frem for alt ikke være med til at øge den Uretfærdighed, hvormed Kvinden hidtil er bleven behandlet. Hun har længe nok staaet under vort Formynderskab. Lad os i al skikkelig Broderlighed hjælpe hende til at indse, at hun lige saa godt kan undvære Korsettet, som vi Livremmen eller Strømpebaandet, og at hun aldrig mere skal vente at kunne gøre sig elskværdig i agtværdige Mænds Øjne ved at vanskabe sit Legeme ved Tournurer eller andet Abeværk.
Men lad os ikke bilde os selv eller hende ind, at Mandfolk skulde staa saa meget over hende i noget civilisatorisk Fremskridt, at vi af den Grund turde vove at kalde hendes Færd "et Slag i Ansigtet paa Kvindesagen", end sige at vente et eneste Sekund ud over den mulige Tid med at stille hende lige med os for Loven.
Lad os hellere gøre os lidt Umage for at sætte os lidt bedre ind i Kvindens virkelige Stilling og søge at komme til Klarhed over, hvormeget af deres Sygelighed, der i Sandhed kan skyldes Korsettet og andre sundhedsnedbrydende Klædningsstykker, og hvormeget der maa tilregnes uregelmæssig og for lidt Søvn og Hvile paa Grund af deres Stilling som tjenende Aander, som Sygeplejersker og Barnepiger - baade for os store Kraftkarle og for de smaa Væsner, som virkelig trænger til deres Hjælp. Hvis en af vi stærke Herrer blot en eneste Nat skal række en hjælpsom Haand til Pasningen af et sygt, uroligt Barn eller voxent Menneske, kommer vi helt ud af vort gode Skind, ja, tager os kanske en god Lur i Stedet for at gaa paa Sport næste Dag. Men hvad skal vi saa sige om de Kvinder, der paa Grund af uheldige Forhold - og saadanne kan komme baade i det rige og fattige Hjem, saa selv Damerne ikke længere skaanes - kanske lige saa sjælden har en eneste rolig Nats Søvn, som vi har en urolig? - Skal vi oven i Købet skænke dem vor Foragt for, hvad de maa lide for os, baade mens vi er smaa og store? - Deres Opvartning kræver vi under alle Forhold.
Skulde vi ikke heller, kære Hr. Staal, enes om at være dem lidt taknemlige, fordi de paatager sig de mest besværlige, de mindst agtede og de mindst lønnede Bestillinger for os - dem, vi ikke selv gider have med at gøre og heller ikke kunde gøre saa godt? -
Lad os vise denne Taknemlighed ikke blot i den dybeste Ærbødighed og Højagtelse for dem og deres Gærning, men tillige ved paa alle mulige Omraader hurtigst muligt at lette dem deres Byrder og løsne deres Baand og stille dem paa fuldstændig lige Fod med os i alle menneskelige og borgerlige Rettigheder. Og om vi end viede alle vore Kræfter til dette Arbejde og gav vort Liv hen for Kvindens Frigørelse, lad os dog aldrig komme i Tanker om, at vi af denne eller nogen anden Grund skulde være berettigede til at optræde hovmestererende over for Kvinderne og lade dem høre noget om "Barbari", saa længe vi endnu ikke en Gang har aarket at løse dem af de barbariske Lænker, vi selv har smedet dem i!
Faar vi dem først ud af disse for os alle lige nedværdigende Forhold, da behøver vi saa vist ikke at være saa ængstelige for dem med Hensyn til deres Klædedragt! Thi da vil de faa andet at tænke paa end at være Pyntedukker for Pomadejunkere.
Ja, jeg tror, vi kunde snarere have Grund til at vende vor pædagogiske Opmærksomhed imod os selv - for at vi ikke paa mange af Livets Omraader i personlig Sjælsstyrke og fast Karakter, saa vel som i klar forstandig Tænkning, skal komme til at staa tilbage for Kvinderne. Thi vi bør erindre, at Kvindekønnet aldrig har været sunket saa dybt i og taget saa megen Skade paa Forstand og Følelse ved Drukkenskab og Usædelighed som Mandkønnet.
Og saa skulde vi nu have Lov uantastede at gøre os til over for Kvinderne for den Smule Afholdenhed og Sport, som vi ved vort eget Køns usle Liv eller for at være paa Moden blevne tvungne ind i, fordi disse paa et enkelt Omraade af Livets mange Modesider, Dragten, kanske er et Hanefjed bagefter; - mens vi paa mere væsentlige Omraader staar langt tilbage for dem? -
Nej, smaa Slag, Hr. Staal, og kom heller igen!
