Annie Besant. En Levnedsskildring
(Forts.).
IX.
Nu gjaldt det altsaa at skaffe sig Livets Ophold. Hun ejede intet uden den første Maaneds Aarpenge, ikke et Møbel, intet Husgeraad, og Raad til at leje møblerede Værelser havde hun ikke. Hendes Broder tilbød hende sit Hjem, hvis hun vilde opgive sine "kætterske Venner" og tie stille med sine Meninger. Men hun havde købt sin Frihed altfor dyrt til nu at ville paalægge sig nye Baand, og desuden var intet fjærnere fra hendes Tanke end at ville ligge nogen til Byrde.
Hun vilde arbejde for sit Brød, søge at tjene, ligegyldigt paa hvad Maade, saa meget, at hun kunde skaffe sin Moder, sin Datter og sig selv et lille Hjem, det være nok saa tarveligt.
Men det viste sig ikke at være nogen let Sag at skaffe sig Arbejde, skønt hun var utrættelig i at søge og ikke vilde have kastet Vrag paa noget somhelst. Overalt fandt hun Vejen spærret - hun, den fraseparerede Hustru, ovenikøbet bekendt for at nære fritænkerske Meninger, blev alle Vegne mødt med Mistillid.
Hr. og Fru Scott hjalp hende af yderste Evne i denne tunge Tid, og hun bestemte sig til at vælge sin fremtidige Bolig i deres Nærhed. Hun lejede et ganske lille Hus i Upper Norwood, en lille Landsby i Nærheden af London, fik anskaffet det allernødvendigste af Møbler og Husgeraad paa Afbetaling, og for at kunne opspare nogle faa rede Penge til at begynde sin Husholdning med, tog hun imod en Indbydelse fra sin Bedstemoder, der med to ugifte Døtre boede i Folkestone.
Dér havde hun endelig den Glæde at gense sin lille Datter, et tre Aars Barn, der havde gjort Rejsen fra Sibsey til Folkestone ganske alene under Togførerens Varetægt og nu for Fremtiden tilhørte sin Moder.
I disse gode og kærlige Omgivelser forbedredes hendes Helbredstilstand hurtig, hun fandt ogsaa nogen midlertidig Beskæftigelse som Lærerinde. Foraaret kom, og hun tænkte allerede med nyt Haab og frejdigt Mod paa at gaa den usikre Fremtid i Møde i det lille Hus i London, da et Telegram fra hendes Broder meddelte hende, at deres Moder var farlig syg og bad hende komme øjeblikkelig, da Lægen mente, hun ikke kunde leve mere end nogle faa Dage.
Saa hurtig kom Døden dog ikke; Uge efter Uge trak Sygdommen ud. Mrs. Besant var hos hende Dag og Nat og plejede hende "med Fortvivlelsens Ømhed", thi nu syntes Skæbnen at ville berøve hende det, der var hende kærest i Livet."
Efterhaanden som Vejret blev varmere, forbedredes Moderens Tilstand, og de begyndte allerede at haabe, hun kunde komme sig. Endelig var hun saa meget bedre, at hun kunde taale at flyttes. Huset i Norwood var ledigt, de faa Møbler, akkurat nok til to Værelser, blev sendt derud, og i Begyndelsen af Maj flyttede Mrs. Besant med sin kære Patient ind i sit nye Hjem. Den første Dag gik alt godt, men henad Aften den næste Dag blev hun atter saa syg, at de maatte telegrafere efter Lægen, og denne Gang var alt Haab ude. Hun følte selv, at Døden nærmede sig, uegenkærlig til det sidste gjaldt al hendes Angst kun Datteren, der uden hende stod helt alene.
Et Par Dage efter var hun død.
X
De første to Maaneder efter Moderens Død var de sørgeligste og tungeste i Annie Besants Liv. Flytningen, Moderens Sygdom og Huslejen havde tæret saa stærkt paa hendes overordentlig knappe Indtægter, at hun næsten intet havde at leve af. Uden Hr. og Fru Scotts kærlige Hjælpsomhed havde hun og hendes lille Datter bogstavelig maattet lide Nød. Hendes eneste Fortjeneste var de Artikler, hun skrev for Hr. Scott.
Hun solgte sine faa Smykker og alle overflødige Klædningsstykker, og, hvor mange Savn hun end selv underkastede sig, lykkedes det hende at holde Sult og Nød borte fra sin lille Pige.
Men hendes Tilværelse havde dog ogsaa en lysere Side.
For det første ejede hun nu sin Frihed og med den den store Lykke at turde uforbeholdent og ærlig udtale alt, hvad hun tænkte, og hun svælgede i denne sin dyrekøbte Frihed.
Hr. Scotts udmærkede Bibliotek stod fuldkommen til hendes Raadighed. Hans skarpsindige Aand æggede hende bestandig til ny Forskning og ledede hendes Tanker ind paa nye Veje.
Hun havde intet andet tilbage af sin religiøse Overbevisning end Troen paa "en Gud", men ogsaa den begyndte nu langsomt at smelte bort.
Den theistiske Grundsætning: "Hvis der er en Gud, maa han i det mindste være lige saa god som sin højeste Skabning" begyndte med et "hvis", og paa dette "hvis" henvendte hun sin Opmærksomhed. Og hun ræsonnerede videre: Selvfølgelig maa han være sin højeste Skabning overlegen, om han er til - men, er han til? Hvad om man vendte Sætningen om og sagde, at Mennesket var Guds Skaber, og Gud intet andet end Menneskets eget Billede, genspejlet i Menneskeaanden?"
Videre og videre forfulgte hun denne Tanke. Hun læste atter Mills "Undersøgelse af Sir W. Hamiltons Filosofi" og underkastede Comtes "Philosophie positive" et grundigt Studium.
Hun havde fuldstændig opgivet at bede, ikke fordi hun allerede var Atheist, men fordi hun endnu var Theist. Det forekom hende nemlig urimeligt at bede, saa længe hun troede paa en Gud, der var bedre og visere end hun selv. En alvis Gud, mente hun, behøvede ikke at bønfaldes, en algod Gud vilde af sig selv gøre alt; hvad der var bedst for sin Skabning, uden nogen Tilskyndelse. Bønnen forekom hende derfor at være et blasfemisk Overgreb. "Men," tilføjer hun, "Gud svinder gradvis ud af dens Liv, der ikke beder til ham. En Gud, som intet Forsyn er, er en Overflødighed."
Og omsider sagde hun en Dag til Hr. Scott: "Maa jeg skrive en Artikel om Guds Tilværelse og Væsen?"
Han saa prøvende paa hende: "Aha, lille Frue," svarede han, "saa De staar endelig Ansigt til Ansigt med det Problem? Jeg tænkte nok, det vilde komme. Skriv blot."
Hun udkastede strax Planen til Afhandlingen og havde skrevet det meste af den, da hun en Dag i en Boglade tilfældigvis fik Øje paa et Nummer af "The National Reformer", et fritænkerisk Dagblad, som redigeredes af Mr. Bradlaugh.
Titlen vakte hendes Nysgærrighed, hun kjøbte Bladet og læste det i Omnibussen paa Vejen hjem.
Det indeholdt et Par Angreb paa Mr. Bradlaugh og et kort og behersket Svar fra denne. Desuden fandt hun en Artikel deri om "the National Secular Society" og fik gennem den for første Gang at vide, at der existerede en Forening, hvis Formaal var at udbrede Kendskab til "Fritænkeriet". Hun var strax enig med sig selv om, at hun burde tilhøre denne Forening og skrev til Udgiveren af "the National Reformer" om at blive optaget som Medlem.
Kort efter fik hun en Meddelelse om, at hun kunde hente sit Medlemskort i "The Hall of Science" hos Mr. Bradlaugh en Søndag Aften.
Hun gik derhen den følgende Søndag og bivaanede for første Gang en fritænkerisk Forsamling.
Mens hun sad dér og saa sig om med stor Interesse i den tæt sammenstuvede Mængde, skræmmedes hun pludselig op af stormende Leveraab. En høj Skikkelse gik hastig gennem Salen og tog Plads paa Talerstolen, mens Bifaldsraabene steg højere og højere. Det var Mr. Bradlaugh.
Hans Personlighed gjorde allerede ved dette første Møde et dybt Indtryk paa hende. Det mærkelig rolige, alvorlige og strænge Blik, hvormed han overskuede Mængden, tog hende fangen, hans ejendommelige ildfulde, stærkt ironiske Veltalenhed rev hende med som aldrig noget før, og for første Gang følte hun sig selv greben af den Magt, den menneskelige Tale ejer over Aanderne.
Med Forbavselse huskede hun at have hørt Mr. Bradlaugh omtale kun som en uvidende Demagog. Hun var selv godt hjemme i det Emne, han talte om; og hun beundrede i lige høj Grad hans Kundskabsfylde og hans Sprogs Rigdom og Kraft.
Da han efter Foredraget overrakte hende Medlemskortet, talte de sammen og fandt snart, at der kun var ringe Meningsforskel i deres Anskuelser. Hendes Artikel fandt Mr. Bradlaugh rigtig god og endte sin Kritik med smilende at sige: "De har tænkt Dem selv ind i Atheismen uden at ville eller vide det."
Nogle faa Dage efter denne Samtale, tilbød Mr. Bradlaugh hende en Plads som fast Medarbejder ved "The National Reformer" mod et lille ugentligt Honorar.
Hendes første Artikel var underskrevet "Ajax", og dette nom de guerre, som hun af forskellige Hensyn var nødt til at bruge, havde hun valgt efter den berømte Statue i Krystalpaladset af "Ajax, der skriger efter Lys". "Thi", siger hun, "at se, at vide, at forstaa, selv om Synet blænder vort Øje, Kundskaben volder os Smerte og Forstaaelsen tilintetgør vore kæreste Forhaabninger, har altid været den opadstræbende Menneskeaands Længsel. Nogle har betragtet denne Længsel som en Svaghed, som en Daarskab, men jeg er vis paa, at den lever stærkest blandt de ædleste af vor Race, og at fra deres Læber, hvis Aand har bidraget mest til at løfte Uvidenhedens Byrde fra den synkefærdige overanstrængte Menneskeslægts Skuldre, har oftest lydt det lidenskabelig bønfaldende Raab: " Giv Lys!"