« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindevalgretsklubben
For en meget stor Forsamling talte Frøken Mørck fra Christiania, om de to norske Digtere Wergeland og Welhaven, hvis indbyrdes Forhold kan sammenlignes med Øehlenschlägers og Baggesens.
De to levede netop i den Tid, da Norge - efter Adskillelsen fra Danmark - var bleven sig sin egen Nationalitet fuldstændig bevidst. Alt skulde nu være norsk og folkeligt, og man kastede sit Had paa de to Lande, som Norge skyldte mest Tak i aandelig Henseende: Danmark og Tyskland. Forrest i Kampen stod Henrik Wergeland, Præstesønnen fra Eidsvold (f. 1808). Særlig fra Grundlovsdagene, der ved Henrik Wergelands Bestræbelser var blevne til en Nationalfest, fik den demokratiske Aand Lov at udfolde sig. Man rasede mod dansk og tysk Literatur og Skuespil og forlangte Bønderne optagne i Storthinget. Dette lykkedes i Aaret 1830. Samme Aar udkom Wergelands med stor Begeistring skrevne Kæmpedigt: »Skabelsen, Mennesket og Messias«. Dets store stilistiske Mangler fremkaldte et hvast Angreb fra Welhavens Side, der ved denne Lejlighed først vaagnede til Bevidsthed om sin Digterbegavelse. Han var født i 1807 og havde fra sin tidligste Tid et betydeligt Talent for Karrikaturtegning, og ønskede ogsaa at blive Maler. Men Faderen fik ham overtalt til at studere Theologi. Som Johan Ludvig Heibergs Slægtning havde han en skarp, kritisk Sands og stor Kærlighed for en aristokratisk Livsførelse, hvad der ganske naturligt bragte ham i Modsætning til den demokratisk sindede Wergeland. i »Norges Dæmring«, en Samling Sonetter, anbefalede Welhaven Tilslutning til de andre Kulturlande. Dette vakte stor Harme hos Patrioterne og indbragte ham Titlen: »Forræder«. Alligevel vedbliver han med at udgive stridbare Artikler i Bladene samtidigt med at skrive skønne Digte, til mange af hvilke Halfdan Kierulf har komponeret Musik.
Ved Grundlovsfesten i 1844 paadrog Wergeland sig en stærk Forkølelse, der kapslede ham paa et langt Sygeleje. Han arbejdede utrætteligt - Sygdommen tiltrods - til Døden indtraf d. 12. Juli 1845. Hans skønneste Digte stammede fra denne Tid og viser hans inderlige Kærlighed til alt levende - det være sig Mennesker, Dyr eller Blomster. De foragtede Jøder har ham at takke for, at de fik Lov til at bosætte sig i Norge, og utallige er de Venner, han vandt sig i Arbejderstanden.
Welhaven døde først i 1873. Han var efterhaanden ogsaa bleven mere norsk i Tanke og i Sind, hvilket traadte frem i hans Digtning. Studenterne foranstaltede et Hyldesttog for ham, hvortil Bjørnstjerne Bjørnson har skrevet et smukt Digt.
Foredraget hørtes med dyb Interesse. Man følte hvor meget det var en Hjertesag for Foredragsholderen, at tale om sit Lands store Digtere, der blev fulgte af den næste Generations nemlig Ibsen og Bjørnson. Og da Frk. Mørck efter Theen talte om Valgene i Norge, maatte hun afgive lange Forklaringer. Alle var Frøken Mørck taknemmelige for den udmærkede Aften.
