« Tilbage til søgeresultaterne
Grundlovsændringen i vor Rigsdag
Vore Dagblade har troligt bragt os nyt fra Folketinget, saa længe Forslaget til Grundlovsændringen blev drøftet der. Vi har fulgt Konsejlpræsidentens Indgivelse deraf i Folketinget d. 23. Oktober, den første Behandling der varede i 2 Dage, og hvor Regeringspartiets Ordfører erklærede Partiets mange Grunde til at slutte sig til Grundlovsændringen, vi har hørt hvorledes baade det Radikale Partis Ordfører samt Socialdemokratiets paa Partiets Vegne erklære de sig villige til at støtte Regeringen, og vi har den følgende Dag fulgt Højregruppernes Tagen Afstand fra Regeringsforslaget paa den eftertrykkeligste Maade. Den norske Politik har lært os, at Kvindernes Indlemmelse i Vælgerklassen har virket konservativt, og stolende herpaa, har Højre sluttet sig til de øvrige Partier i at ønske Kvinderne den parlamentariske Stemmeret. Vi haabede paa, at denne Velvillie skulde have Varighed, men uheldigvis har det sidste Valg i Norge nu vist et Omslag i mere frisindet Retning.
Vi beklager - alle vi Kvinder - at den første Plan for Valgretsforslagets Indtog i vort politiske Liv ikke blev overholdt. Vi Kvinder er saa vant til, at vor Sag bliver sammenlænket med andre Sager, saa vi næsten maa ansee os for at være spændte for en Vogn, som vi nu skal trække afsted. Havde Tanken om de to Tempi været overholdt, havde vi ligeoverfor Landstingets Sammensætning staaet frit. Nu er vor politiske Stemmeret afhængig af, at det fremtidige Landsthings Valg skal udgaa fra Kommuneraadene i By og Land, det store splittende Spørgsmaal!
Vi er skolede baade i de hjemlige som ogsaa i de udenlandske Forhandlinger, saa vi tager Stemmeretten, uanseet hvad det skal koste det konservative Parti. Vi maa finde os i, at blive uglesete af vore tidligere Venner og til vor Overraskelse finder vi, at mange af de højere Klasser Kvinder siger: »Nej, dette er for dyrt købt! hellere end at lægge os i Hænderne paa de Radikale og Socialisterne, vil vi vente med denne højt priste Kvindestemmeret og ikke købe den for saa kostbar en Pris!«
Underligt er det at se paa England. Premierministeren Asquith, truer nu med at ville trække sig tilbage fra Regeringen, om noget af de Forslag skulde blive gennemført, der giver end aldrig saa liden Stemmeret til Kvinderne! Han hviler ikke før han har frataget Overhuset dets saalænge uomtvistede Magtstilling. Man skulde tænke sig, at Regeringen i England ansaa Kvinderne for de Konservatives Forbundsfæller, hvor frisindede de end er!
Det var en utvivlsom Glæde for Kvinderne at høre Afstemningen d. 12. December ved Folketingets 3die Behandlings Afslutning. Det var 95 Ja - 12 Nej - 3 fraværende og 3 som ikke stemte. Der blev altsaa en Majoritet paa 83.
Vi telegraferede til England og Mrs. Fawcett lykønskede os og mente, den store Majoritet i dette Ting var et lykkeligt Varsel for det næste.
Vi holdt vor Jul, og mange af os glemte maaske det truende Landsting, der var saa beredt til at tilintetgøre vore Forhaabninger. Vi skred over Kløften der skilte 1912 fra Aaret med de daarlige Tal (som en Præst har truet vore Forhaabninger med).
Atter hører vi Konsejlpræsidenten tale - dog nu i Landstinget - om hvorledes vi i dette nye Aarhundrede har villet revidere vor Forfatning, i hvilken er udtalt, at der i Folketinget skulde være en Repræsentant for hver Valgkreds, der kun skulde omfatte 16.000 Indbyggere. Men denne Udvidelse var vanskelig at begynde paa, da der nu var Valgkredse med 60,000 Indbyggere. Man rejste tillige Kravet om Kvindernes Stemmeret og om Valgretsalderens Nedsættelse til 25 Aar, (istedet for at fastsætte 30 Aar saaledes som før).
Vi antager, at dette hørte til det første Tempi oprindeligt, som skulde have sikkret os Kvinder den politiske Stemmeret.
Og vi tænker saa, at vi nu skal paa begynde andet Tempi der omhandler Landstingets Sammensætning. Det er her, at Striden navnlig staar. Regeringen ønsker at Kommuneraadene i Byer og paa Landet skal være Vælgere til Landstingets 54 Pladser ved at vælge Sendemænd eller Valgmænd, hvis Pligt det omsider er at vælge Landstingsmænd. Istedetfor de 12 tidligere kongevalgte Landstingsmænd, skal disse nu vælges af de nyvalgte 54 Landstingsmænd. Der er bleven sagt med Vægt, at man maatte sørge for at Sagkundskaben repræsenteredes. Andre har villet sætte en høj Aldersgrændse for at blive Vælger til Landstinget. Men det i Julen afgivne Forslag af Højre til Grundlovsændring løber ud i Sandet. Et Udvalg i Landstinget er nu sammentraadt for at forhandle om Regeringens Forslag.
Landstingets 1ste Behandling varede i 2 Dage; mange interessante Taler fangede vor Opmærksomhed. Saaledes om Onsdagen Grev Friis’s, der jo i sin Tid gik med sit frikonservative Parti sammen med Konsejlpræsidenten og saaledes skaffede os Kvinder kommunal Valgret. Nu var denne Enighed forbi, thi Grev Friis stod som skarp Modstander af denne Grundlovsændring. Det var helt velgørende at høre, hvor dygtigt Dr. Edvard Brandes stillede alle de faldne Soldater paa Benene igjen og gød Mod og Tillidsfuldhed i de rystede Sind.
Næste Dag, Torsdag, holdt en socialdemokratisk Redaktør, Hr. Harald Jensen, en efter vor Mening besindig og vel overvejet Tale. Vi hørte ogsaa Provisoriets Ophavsmand, den før saa almægtige Estrup tale. Han var heftig og indigneret over hvad man kunde byde en Rigsdag at forhandle om; men Lynstraalerne faldt afmægtige til Jorden, og man spurgte sig selv, hvor mon den fordums Magt var henne ? Hans Foredragsevne var afmægtig, Stemmen svigtede.
Man skal gaa over til anden Behandling i Landstinget, naar Udvalget har endt sin Forhandling. Her anbefaler vi vore ærede Læsere at følge Landstingsudvalgets Resultat i vore Dagblade, thi »Landstinget kan ikke være bekendt« som Hr. Brandes sagde »at i Udvalgsbehandlingen være mindre hurtig end Folketinget!« og Resultatet kommer maaske før vort Februarnummer ser Dagens Lys.
