« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Japan

Af: Carrie Chapman Catt, F. Ichii

« Se emneord

Uddrag af Mrs. Chapman Catts Brev skrevet paa det japanske Skib »Chiju Maru« gaaende fra Japan til San Francisko 1. Novbr. 1912.

»Da jeg kom til Yokohama circa 1. Oktober fandt jeg 40 Breve og 2 Favne fulde af Blade ventende paa mig. Deres Brev var et af de 40. Omtrent 20 af disse Breve opfordrede mig indtrængende til at komme til Amerika øjeblikkelig, nogle af een Grund - andre af en anden - desuden var der et vigtigt Forretningsbrev, der kaldte mig hjem. Det var en stor Skuffelse for mig at maatte afkorte mit Besøg i Japan; men jeg syntes ikke der var tilstrækkelig Grund til at risikere mine private Affærer; og saa telegraferede jeg, at jeg skulde komme straks. Saaledes var jeg kun i Japan i 20 Dage. Men af disse tilbragte jeg een i Myajima, to i Kobe, een i Kamakura, een i Minoshita, een i Nikko, tre i Tokyo og benyttede Yokohama som Operationsbasis. Her gik jeg i Butikker og her fik jeg Dragter syede til mig. Thi i næsten et helt Aar havde jeg baaret hvad jeg kalder Sommertøj og holdt en Vifte i Haanden. I Yokohama var det koldt og jeg lagde min Vifte tilside, og styrtede til mine Kufferter, som var komne her længe før jeg selv kom. Ak - mine Klæder var dækkede af Muk og mine bedste Dragter, der bestod af Silkefoder betrukket med Chiffons, var i en saadan Tilstand, at jeg ikke kunde bruge dem. Heden i Forbindelse med Fugtigheden havde ødelagt dem. Saaledes maatte jeg anvende noget af min dyrebare Tid til Reparationer.

16 japanske Damer (blandt disse Mme. Hatoyama, Miss Tsuda, Mme. Osaki og Mme. Ichii) gav mig en Lunch og tillod mig at henvende en lille Tale til dem.

Resultatet heraf var, at de lovede os en Rapport fra Japan til Congressen (i Budapest) og gav os et lille Haab om, at Mme. Hatoyama muligvis kom til Budapest. I Yokohama fandt jeg en ivrig Suffragist, en Amerikanerinde, som kendte alle disse Damer; hun tog til Tokyo og foreslog dem at arrangere et offentligt Møde. Men disse Damer er allesammen frygtsomme og mener ikke, at Tiden endnu er moden - ganske som de skrev til Dem. Mange af dem tror, at Kvinderne bør have Stemmeret, men er bange for at sige det. Derfor mener jeg ogsaa, at jeg fuldførte alt, hvad der var muligt at gøre indtil dette Øjeblik.

De vil ikke næste Gang være saa bange, for mig. Hvem ved, om jeg ikke kunde rejse dertil igen efter Congressen i Budapest. Hvis saa er, har de maaske mere Mod næste Gang! Jeg fortalte dem om vor Rejse i China og om, at de chinesiske Kvinder havde et Stemmeretsforbund, og dette gjorde et stærkt Indtryk paa dem.

Jeg vil ikke her fortælle Dem derom, da det baade staar i Jus Suffragii og Womans Journal, hvor De vil læse det. Men saameget vil jeg sige Dem, at jeg bringer et udmærket smukt Banner med mig til Budapest Mødet, skænket Alliancen af de chinesiske Stemmeretskvinder, er det ikke udmærket?

Langt Liv, god Helbred og megen Glæde ønsker jeg Dem!« *)

Carrie C. Catt.

 

*)En japansk Hilsen, illustreret ved en Hummer og et Knippe Riis. Man finder ved Nytaarstid dette slaaet op over alle Porte og Indgangsdøre til Huse som gode Nytaarsønsker

 

Fra min Veninde Madame Ichii har jeg nogle Ord.

»Mrs. C. Catt kom da endelig her til Japan, men kaldtes hurtigt tilbage til Amerika. Vi indbød hende og hendes Venner og havde den Glæde at spise til Middag sammen med dem i »Imperial Hotel«, og hun holdt en kort lille Tale til os, som var meget interessant. Hendes Stemme gaar En til Hjertet, og hendes Maade at være paa rører En. Jeg sender Dem et Billede af os. Kan De finde mig derpaa? - Det er nu 18 Aar siden, vi sidst saae hinanden! Til højre for Mrs. C. ser De Mrs. Yamawaki, til venstre Mrs. Hatoyamo, Miss Tsuda sidder ved hendes Side. Jeg sidder paa højre Side af Mrs. Yamawaki. Den Dame der staar paa min højre Side er Mrs. Osaki, som er gift med Borgermesteren i Tokyo. Hun er Europæer! - Erfaringen er den bedste Lærer, den mangler vi endnu. Jeg lykønsker Dem til Deres Held med Stemmeretten i Danmark, som en Erkendelse af Kvindernes Værd; men dog føler jeg mig saa bedrøvet for England. Det forekommer os, at nogle af Damerne der er gaaede til Yderligheder. De glemmer, de er Kvinder og efterligner Mænds Hidsighed. Jeg troer, det er vor Pligt at stifte Fred i denne Verden, og er vi da ikke Beskyttere af Moralen? Vor Mission som Menneskehedens Mødre er jo hellig!«

Farvel, kære Ven. Altid deres hengivne

3. December. F. Ichii.

 

Jeg har længe spejdet efter en Artikel i »The Womans Journal« om Mrs. C. Catts Besøg i Japan. Da jeg ingen har fundet, bringer jeg de troværdige Oplysninger jeg har i mine private Breve; dermed maa vi nøjes.

J. M.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner