« Tilbage til søgeresultaterne
Det Konservative Parti. Seet fra et Kvindesagsstandpunkt
Det længe ventede Ændringsforslag fra Landsthingets Udvalg foreligger endelig. Det er intet Ultimatum, men man vil underkaste det Forhandlingsmulighed. Det staar imidlertid saa stejlt imod Regeringens Forslag, saa vi bekender, at vi ser Udsigterne som ret mørke. Af de faa Lyspunkter vi finder, maa vi nævne det konservative Partis Villighed til at give Kvinderne Valgret saavelsom Tyende. Man vil ikke udvide Valgretten til 25 Aars Alderen, men vil holde over at den tidligere Alder af 30 Aar giver Adgang til Valgene baade for Kvinder og Mænd. Og Højre foreslaar, at man skal benytte Forholdstalsvalg. Vi har fra Regeringen opfattet, at Forholdstalsvalg i Enmandskredse kunde tænkes. Vi har lært fra Norge, at Forholdstalsvalg giver Kvinderne en bedre Chance til at udnytte deres Valgbarhed.
Det saarbare Punkt i Ændringsforslaget for Grundloven var jo imidlertid Maaden man foreslog at vælge Landsthinget paa. Man havde ønsket at bryde med Privilegier; af disse ansaaes de af Kongen paa Livstid valgte Landsthingsmænd, som noget meget antikveret. Og at vælge Valgmændene til Landsthinget ud af Kommuneraadene vilde føre altfor langt bort fra Traditionerne og demokratisere Landsthinget altfor hensynsløst. Landsthingsudvalget foreslaar nu, at »Halvdelen af Valgmændene vælges af samtlige herefter Valgberettigede, som dog maa have fyldt 40 Aar« og den anden Halvdel af »de Vælgere, der for hele Skatteaaret i hvilket Valglisten affattes og for hele det foregaaende Aar har været ansatte til at svare Indkomstskat til Staten og har udredet den dem for det nævnte Tidsrum paalignede Skat«. Vi ser at, hvis denne Valgmaade gaar igjennem, vil endeel af de blivende Landsthingsmænd rimeligvis ogsaa have haft deres Fortid inden for Thingets Kreds.
Det Spørgsmaal, der før har gjort Kjøbenhavnernes Hoved kruset, var den Maade man skulde anvende for at finde Sagkundskaben? thi De husker jo nok, at det oprindelige Forslag lød saaledes: at naar 54 Landsthingsmænd var valgte af de kommunale Raad skulde disse 54 vælge de 12 som skulde træde istedetfor de Kongevalgte og skulde særligt være Sagkundskabens Repræsentanter. Landsthingsudvalget har ment at Ingen kunde være mere skikket til at bedømme, hvem der var i Besiddelse af Sagkundskab end netop Hs. Majestæt. Tallet bliver af Udvalget reduceret til 8 og der træffes Bestemmelser om, i hvilke Livsstillinger Vedkommende skal have faaet sin Uddannelse, for at man kan stole paa, at man har faaet den mangesidige Sagkyndighed ind i Landsthinget, som man attraaede. Da man neppe bliver samstemmende i alle Dele, har vi hverken nævnet, at Folkethinget foreslaaes reduceret til 120 (istedetfor de foreslaaede 132) heller ikke at den forenede Rigsdag forsvinder. Vi skal i et senere Nummer komme tilbage til Landsthingets Forhandlinger, samt især til det eventuelle Resultat.