« Tilbage til søgeresultaterne
Sidste Nyt fra Unionen
The National Union of Womens Suffrage Societies.
Denne store, altid lovlydende Sammenslutning har nylig udført sin store Pilgrimsfærd og dens Deputation blev modtaget af Premierministeren, Mr. Asquith, Fredag d. 8. August, som med Interesse lyttede til de Beviser for almindelig Tilslutning, der især tildeltes Unionen fra Arbejdsklassens Kvinder.
Blandt Deputationens Damer bemærkedes den veltalende Miss Robertson, der har gjort mange Erfaringer fra Nord-England, Skotland og Wales. »Jeg har lagt Mærke til« sagde hun, »at der er en stor Forskel paa Arbejderens Stilling til Kvindestemmeret i de senere Aar. For fire Aar siden for Exempel, spurgte en Mand i en Forsamling mig gentagende Gange: Vil min Kone faa en Stemme? og hvis han troede hun havde en Mulighed til at faa en saadan, vilde han straks sætte sig i Opposition. Endnu stiller man mig samme Spørgsmaal, men det Svar der ønskes er: »Ja!« Arbejderne betragtede Spørgsmaalet mere som et Køns-Spørgsmaal end som et demokratisk saadant.
Anti-Stemmerets Ligaens Finantser viste sig at hidrøre snarere fra enkelte Rigmænd som for Exempel, Lord Rotschild, end fra en almindelig Subscriptionsliste.
Mrs. Harley bar Vidnesbyrd om de enorme Tilslutninger og den almindelige Sympathie, som Kvinderne i deres Pilgrimstog var Genstand for. »Ogsaa jeg finder ligesom Miss Robertson, at der er sket en stor Ændring hos Arbejdsklassen ligeoverfor Kvindestemmeretten. Dens Modstand gælder den krigsførende Kvindeskare, og Pilgrimmenes lovlydende Holdning kan ikke henføres hertil«, siger hun.
Miss Robertson bemærker at Arbejdsklasserne ikke har den Rædsel for de Militante som andre. Pressen er ligesaa uretfærdig mod dem som mod andre, og denne søger at fremstille Stemmeretsbevægelsen, som var den »militant« hvilket ikke er Tilfælde.
Mr. Asquith: Jeg er enig med Dem. De har fuldstændig Ret!
Miss Royden (hvis Taler vi havde Lejlighed til at høre i Ungarn). »Jeg havde det Privilegium, at høre nogle Taler i Parlamentets sidste Kvindestemmerets Debat, i hvilket De sagde: at Kvindernes Interesser ikke var blevne utilbørligt skubbede tilside af Underhuset«. Jeg ønsker at understrege een Gang for alle, at meget er blevet tilsidesat.
Mr. Asquith: Og De tror det vilde gaae bedre, om de havde Stemme?
Miss Royden: Det er netop hvad vi mener, min Herre.
Mrs. Fawcett holdt nu sin Tale og paaviste her, at Regeringsmedlemmerne havde paastaaet til de irske Medlemmer og Andre, at Gennemførelsen af Stemmeretsændringerne til Concilation Bills Lovforslag, der blev forelagt til anden Behandling, ganske sikkert maatte have ført til Regeringens Demission!
Ligeledes paaviste Mrs. Fawcett, at Formandens Paatale mod Lovændringerne, baade de, der var indgivne af Regeringsforslagene og de som var Kvinders Stemmerets Ændringer, hvis de skulde gennemføres, maatte tages tilbage og indgives som nye Forslag. Den Fiasco der paafulgte er os Alle tilstrækkelig bekendt. De tilbød os noget, som De mente var et Eqvivalent, men som vi ikke kunde antage som et saadant. De har altid fortalt os og heri været støttet af Deres udmærkede Kollegaer, at vore Chancer for at have Held med os skulde være, om vi indgave Ændringer til et Regeringsforslag, sammenlagt med de Løfter De gav os i November 1911, som langt skulde overgaa de Muligheder vi kunde have ved at stole paa et privat Parlamentsmedlems Forslag.
Mr. Asquith: Saaledes var det! Saaledes var det! Vi sagde den rene Sandhed.
Mrs. Fawcett: Dette er en Skitse af de Begivenheder, som har overbevist os om, at den eneste Vej til den Lovgivning vi ønsker er ad Vejen for et Regeringsforslag, og at det er Tidsspilde og Kraftspilde at forsøge noget andet.
15. August 1913.
