« Tilbage til søgeresultaterne
»Hvad jeg venter af Kvinderne!«
»Hvad jeg venter af Kvinderne!« er et Foredrag, holdt af Fru Charlotte Klein, som senere er udkommet som et lille Hefte paa de Nationale Forfatteres Forlag i Foraaret 1913.
Fru Klein fremholder den rivende Fart, der i de sidste 50 Aar foregaar i vor Udvikling, som har gjort Verden saa lille for os. Hun glæder sig til, at denne Fart, der gør det Ukendte snart saa gammel kendt, vil hjælpe os til, at vi vil faa Tid til at beskæftige os med den indre Verden. »Den ydre Verden tilhører Tiden«, siger hun, »den indre tilhører Evigheden«. »I den ydre Verden arbejdes der med feberagtig Hast, medens der i den indre Verden ligger store Brakmarker og venter paa Arbejdere«. Det er netop til disse udyrkede Marker, at Fru Klein har Lyst til at føre Kvinderne. Hun har Lyst til at føre dem ind i denne indre Verden, sondere dens Fordringer, udmaale dens Krav til os.
Hun siger: »Det er aandelig talt lige meget, om der er 10 Urmagere eller 20 - hvoraf Halvdelen Kvinder; om der er 10 Handelsmænd eller 20 - hvoraf Halvdelen Kvinder; om der er 10 Sagfører eller 20 - hvoraf Halvdelen Kvinder, hvis Kvinderne vil tage Tingene paa samme Maade som Mændene! Hvis Kvindesagen har aandelig Betydning, vil det vise sig ved de Omdannelser, der foraarsages, thi der er desværre saa meget som trænger til Omdannelse!
Skik og Brug er saa langt nede, at Menneskene opdrages til Usandhed. Med sørgelig Sandhed fremhæver hun, at man neppe tør tage et Blad for alle de Beretninger, som findes deri om Kassesvig, Bedragerier og anden Uredelighed. Skamfølelsen er ringe, og man kan see dem, der har udstaaet Straf, færdes i det selskabelige Liv, som om intet uhørt var overgaaet dem!
Fru Klein peger paa den Fare, som venter os, navnlig i det udprægede »Partivæsen« i det politiske Liv. Den Maade hvorpaa de vigtigste Sager afgøres af »Partiet«, er maaske det mest nedbrydende for Moralen. Netop Partivæsenet har gennemgaaende mest bidraget til at udvikle Løgnen og sløve Samvittigheden!
Vi har jo netop selv gjort nogle Nybegyndelser - Erfaringer i de Lande, hvor Kvinder har Stemmeret, som nu i Finland, hvor der siges, at det tidligere Landtdagsmedlem Frk. Lucina Hagman, ved andet Valg ikke blev genvalgt, og aldrig senere blev genvalgt, fordi hun havde ment, at man først skulde adlyde sin Samvittighed og derefter Partiet. Dette skulde synes et sørgeligt Bevis paa, at de andre Valgte havde maattet slappe paa Moralen. Ialfald ligger den Tanke nær.
Fru Klein siger: »For dem, der skal deltage i det offentlige Liv, bliver det mere og mere umuligt at forme Kravene i det ydre Liv, i Samklang med Kravene i det indre! Som naar nu Mælkehandlerens Hustru siger til Pigen: »Glem ikke at komme Vand i Mælken og Mælk i Fløden, inden Du gaar i Kirke!« Ja, det er jo med rene Ord at pege paa den Uoverensstemmelse, der saa ofte findes mellem Liv og Lære! Skal dette være et Billede for os, om hvad der venter os ved vor Indgang i Politiken er det sørgeligt nok! Vi Kvinder har jo tidligere været nødsagede til Udflugter og Snoninger! Vi blev jo saa ofte grebet af en stærk Haand og tvunget til Udveje for Eksempel: fordi vi ønskede at spare vore Børn Prygl - ofte ufortjente - eller lignende. Nu havde jeg glædet mig til, at dette skulde ophøre, at disse tvungne Smaaløgne skulde stryges af os. Sagen ser nu ud til at blive, at fra vore huslige Nødløgne, skal vi falde i de politiske Udendørsløgne. Netop fordi de indendørs var os saa forhadte, skulde vor Frigørelse betyde, at nu fik vi Lov til at leve i større Sandhed. Thi det er virkelig en Trang hos os at komme i denne større Sandhed, som saa mange snoede Forhold har tvunget os bort fra. Fru Klein slutter med den gode Formaning: »Der maa skaffes en ny og bedre Moral tilveje i enhver Livsstilling! Samfundsordningen tegner sig klart og bestemt, som Tidens Hovedopgave. Det maa være en stor Glæde for Kvinderne at føle sig som de nye Kræfter, der sættes ind paa dens Løsning«.
Det var altsaa den Frigørelse, der ventede os! Ikke en Frigørelse som en Hvile, men en ny Anspændelse, en ny Kamp. Man skal ikke som før lade Manden bære det fælles Ansvar som den, der bestemmer Hjemmets Lov. Man skal nu tage det i sin egen Haand, og Kravene er store, thi Brøsterne er mange. Man kan nok spørge, om vi er stærke nok hertil?
Broschuren ligger os alle meget nær og anbefales herved til Overvejelse.
