Ægteskab og Børn.
"Den, der ikke kan opfylde Faderpligterne, har ingen Ret til at blive Fader".
(Rousseau).
Fru Ellen Plum har i Nr. 3 af "Kvinden og Samfundet" taget til Orde mod nogle Udtalelser af Henrik Pontoppidan i "Kvindebladet", idet hun i Modsætning til den nævnte Forfatter vil gøre gældende, at Ægtefolk aldeles intet Hensyn har at tage til, hvor mange Børn de sætter i Verden. Jeg véd ikke, om Hr. Pontoppidan finder Grund til at tage til Genmæle; men i hvert Fald er det af ham fremdragne Spørgsmaal af saa stor Vigtighed for hele Samfundet - det hænger bl.a. ogsaa nøje sammen med Spørgsmaalet om en udvidet Arbejdsmark for Kvinden - , at det ikke bør affejes saa let, som Fru Plum gør det, men optages til alvorlig Overvejelse og Drøftelse.
Fru Plum begynder med at lade Dagbogsforfatteren høre, at han vil undskylde visse Folk ved "at erklære andre for langt større Syndere", og hun kalder denne Fremgangsmaade "lidet logisk". Ikke des mindre følger hun selv netop den samme Fremgangsmaade, idet hun søger at "aflede Opmærksomheden" fra den gifte Stands Pligter ved at føre Talen hen paa "de uægte Børn" og paa "dem, der samlever uden at paatage sig Ægteskabets Forpligtelser". "Det ser ud," siger hun, "som om der menes, at de uægte Børn er heldigere stillet end de Børn, der opvoxer mellem mange Søskende i et tarveligt, fattigt, men lovligt (!) Hjem. Disse Stakler maa efter Hr. Pontoppidans Skøn blive langt mere "Samfundsfarlige" end de uægte Børn og end de mange Kvinder, der ødelægges ved de løse Forbindelser."
Har Hr. Pontoppidan da udtalt sligt i sin Artikel? Ikke med en Stavelse! Tværtimod nævner han det udtrykkelig som en Ulykke, at "mangen ung Pige kastes i Armene paa Prostitutionen." Det synes derfor at være et lovlig stærkt Stykke at tillægge ham den modsatte Opfattelse.
Herved skal jeg dog ikke opholde mig, men gaa lige til selve Sagen, der er nævnt i Overskriften. Lad os da først komme paa det rene med, hvad der bør være Øjemedet med at avle Børn. Bør den legemlige Drifts Tilfredsstillelse være det eneste Øjemed - eller bør Hovedøjemedet være at skaffe Samfundet en passende Tilgang af nyttige Medlemmer? Hvis det første er Tilfældet, hvorfor advarer man da mod tidlige Giftermaal og paalægger fuldkommen Afholdenhed i den unge Alder, men forsvarer utøjlet Nydelse indenfor Ægteskabet? - Og hvis det sidstnævnte Øjemed bør være det afgørende, hvorledes kan man da forsvare den ligefremme Masseproduktion, som mange driver uden mindste Hensyn til Afkommets rimelige Fremtidsudsigter? Ved et hvilket som helst andet Foretagende i Livet bruger man dog gærne at tage Fornuften med paa Raad skal man da i det aller vigtigste lade Tilfældet raade?
Saa længe Jorden ikke var tilfolket, men der var rigelig Plads og Næring til alle, da var en saadan Hensyntagen ufornøden. Men saaledes er Forholdet ikke mere. Folketallet er nu saa stort, at der kun avles Føde til de 3/4 af de Mennesker, som lever paa Jorden. Der er altsaa ikke længer Trang for Tilgang af Mennesker, men kun for Tilgang af - Mad.
Enhver, der har noget Kendskab til de virkelige Forhold, ved, at der lyder et fortvivlet Raab om Brød fra tusender af Munde trindt om i Landene, mest dog i de store Byer. Det er noget, som Lærere og Lærerinder i en By som København kan tale med om. De har vist mangen Gang mærket ligesom et sviende Stik i Hjærtet, naar de har set Sulten og Nøden stirre ud af de smaa Ansigter bag Skolebordene og intet havde at hjælpe med, medens de maaske i samme Øjeblik skulde "katekisere" over Skriftstedet af Kong David: "Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid. Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed." - Og hvorledes ser det ud i de fleste af disse stakkels Børns Hjem?
I Følge Fru Plum ser det slet ikke saa galt ud: "i selve de mange Ofre, der maa bringes af Forældrene saa vel som af Børnene indbyrdes, ligger en Opdragelse, som er meget langt fra at være "Samfundsfarlig". En talrig Børneflok vidner som oftest(!), om et godt og smukt (!) Samliv, om trofast og opofrende Arbejde (!) for begge Parters Vedkommende."
Saaledes staar der virkelig. Paa denne Maade set maa altsaa Sulten, Kulden og Nøden netop være store Goder og ypperlige Opdragelsesmidler. Saa kan de fattige, forsultne Børn jo prise sig lykkelige! Den Slægt, som udgaar fra Københavns Fattigkvarterer, er saaledes ikke langt fra at kunne kaldes en Velsignelse for Samfundet; den har i alt Fald faaet "en Opdragelse, som er meget langt fra at være Samfundsfarlig "!
Ja, saaledes tager Sagen sig ud fra Ukendskabens og Overfladiskhedens Standpunkt. Men Forbryderstatistikken fortæller os noget helt andet. Den siger os, at af Straffefangerne er - 62 pCt. fødte af fattige Arbejds- og Haandværksfolk, 10 pCt. er fødte under Fattigvæsenet og kun 15 pCt. udenfor Ægteskabet. "Af deres Frugter skal I kende dem!" Har Hr. Pontoppidan da Uret i at sige, at "Letfærdigheden indenfor Ægteskabet er i Virkeligheden langt større og langt skadeligere og mere samfundsfarlig end andet Steds"? Man skulde dog mene, at 72 Forbrydere maatte være mere "samfundsfarlige" end 15!
Skulde det virkelig være for meget at kalde det "letfærdigt" og "samvittighedsløst", naar Forældre, som véd, at de kun kan sulteføde den Børneflok, de har, desuagtet vedbliver at øge den? Eller hvad skal man kalde det, naar de véd, at de selv lider af Sygdomme, som efter Lægens Udsagn uundgaaelig vil forplantes paa Afkommet, og dog vedbliver at følge deres Lyst? - Det stærkeste Udtryk er her for mildt; en saadan Færd kan kun kaldes Dyriskhed.
Fru Plum synes at være nogenlunde tilbøjelig til at finde sig i Hr. Pontoppidans strænge Ord, naar han bare vilde lade sin "Sædelighedsiver indskrænke sig til de Ægteskaber, hvor Ufred og Utroskab gør sig gældende." Dem er der jo efter hendes Mening ikke mange af; der er "som oftest" et "godt og smukt Samliv". Ja, hvis Hr. Pontoppidan ikke havde været saa nærgaaende at opstille en Præst som Exempel, kunde han maaske endog have været saa heldig helt at slippe for Tiltale. Men en Præst! Det kan man næsten kalde en uhørt Frækhed! En skikkelig Præst, som "endog gaar saa vidt", at han "ydmyger sig til at paakalde andres Hjælp" - for at kunne tilfredsstille sin Lyst!
Naa, Hr. Pontoppidans Krav er vist ikke saa urimeligt endda. Eller skulde maaske en Præst eller Familiefader med lignende Dannelse og lignende Indtægter have mindre Ansvar end en simpel Arbejdsmand? Nej, snarere det modsatte. Jo højere man staar paa Dannelsens Stige, jo større bør vel Ansvaret være. Men det er jo altid næmmest at skyde det fra sig. Heldigvis findes der dog adskillige, som ikke gør det. Det gælder bare om, at denne Ansvarsfølelse kan blive almindelig.
Fru Plum nævner det franske Folk. Ja, her kunde vi lære adskilligt, netop af de "usædelige" Franskmænd. Dette vil Fru Plum dog ikke indrømme. Det er vel "meget økonomisk" at følge Regelen om 3 á 4 Børn, men hun finder derhos, at det er "kun lidet selvfornægtende." Det Ægtepar, der har det dobbelte eller firdobbelte Børnetal, er kanske efter Fruens Mening mere "selvfornægtende"! Den, som tilfredsstiller sin Lyst uden Hensyn til, hvor store Ulæmper dette vil medføre for ham og andre, er altsaa mere selvfornægtende end den, som er Herre over Lysten og sætter Grænser for den! Jo, man maa tilstaa, at Fru Plum véd, hvad "Logik" er!
En af Fru Plums Forsvarsgrunde for Masseproduktionen af Børn er, at "den franske Regering har sat Præmie for en talrig Børneflok". En saadan maa altsaa være et Gode for Samfundet, mener hun vel. Ja, i Ufredstid, hvor det gælder om at have saa megen Kanonføde som muligt, er det selvfølgelig et Gode, og det er da ogsaa særlig med dette Hensyn for Øje, at Regeringen i Frankrig har udsat Præmierne. Men heraf følger saa igen, at Krigen maa regnes som et Gode, d. v. s. som et nødvendigt Middel, naar Landet bliver overfolket og det er da ogsaa et Middel, som Regeringerne nok ofte bruger, at fremkalde Krig for at stoppe Folkeskarernes Raab om Brød, naar det tegner til at blive for "samfundsfarligt". Det vil altsaa sige: man foretager en Masseslagtning, og det ikke af de svagere Samfundsmedlemmer, men netop af de kraftigste! Kan en slig Forholdsregel siges at stemme med Sædelighed? Og kan den ikke det, hvorledes skal saa Aarsagen dertil (Overproduktionen) kunne kaldes sædelig?
Ja, siger Fru Plum, men det er lige meget; ti "hvorledes skulde det afgøres, hvor mange Børn et
Ægtepar kan have uden at gøre sig skyldige i Usædelighed? Et ParHjærtemennesker vilde maaske synes, at de rigeligt kunde overkomme at opdrage ti Børn, mens andre vilde mene, det var usædeligt at have flere end fire Børn."
Hvor mange Børn dette eller hint Ægtepar har rimelig Udsigt til at kunne opdrage ordenlig og skaffe en Stilling, der giver dem deres Udkomme, det maa Vedkommende jo bedst selv kunne afgøre. Men skulde man give Fru Plums "Hjærtemennesker" - letsindige eller ligeglade Mennesker vilde være et bedre Kendingsnavn - en Regel, da kunde man som sagt henvise dem til Franskmændene. Disse har jo Ord for at være meget "letsindige", men paa dette Omraade lader det dog til, at de bruger deres Fornuft. Vilde vi andre bare gøre ligesaa, og vilde vore Folkeledere lægge Almenheden det personlige Ansvar paa Sinde i Stedet for, som der er større Tilbøjelighed til, at skyde hele Ansvaret over paa Staten og Samfundsindretningerne! Da skulde det vel komme til at se bedre ud i vort Samfund, og dettes største Onde, Fattigdommen, vilde derved være ramt i sin Rod.
Her var en "Mission" for vore mange Folkehøjskoler, saa meget mere som det netop er de unge, det gælder om at faa i Tale og advare mod ulykkebringende Misgreb, som de ellers, følgende den gængse Sædvane, vil gøre sig skyldige i. Men medens der paa Folkehøjskolerne holdes Taler om næsten alt andet mellem Himmel og Jord, gaar man her som andet Stedes uden om det Spørgsmaal, der er et af de vigtigste for vor Tilværelse her paa Jorden, og lader glatvæk Folk leve paa den gamle Anskuelse, at utøjlet Tilfredsstillelse af sine Drifter vel er en Last udenfor Ægteskabet, men derimod en Dyd indenfor dette!
"Usædelighed finder kun Sted", mener Fru Plum, "hvor den rent dyriske Drift træder op". Og dette indrømmer hun dog, kan finde Sted "endogsaa indenfor Ægteskabet. Til at skælne mellem dem og en sand, sædelig ægteskabelig Kærlighed hører der en finere Sans end den, der udvises i Hr. Pontoppidans Dagbogsartikler."
Men heraf er Læseren jo rigtignok lige klog. Det havde været nok saa lærerigt, om Fru Plum i Stedet for denne knibske Afvisning af denne ulykkelige Hr. Pontoppidan havde givet ham og os andre en Prøve paa den "finere Sans", hun rimeligvis selv maa sidde inde med, og ladet os faa en Forklaring af, hvorledes man skal skælne mellem de omtalte to Slags Følelser. Men den kan maaske komme næste Gang.
Saavel i Førstningen som i Slutningen af sit Indlæg laster Fru Plum "Kvindebladet", fordi det "saa velvilligt aabner sine Spalter" for Hr. Pontoppidans Artikler. Hun finder, at dette er "en lidt vel vidt dreven Liberalitet", men haaber dog, at Bladet ikke samstemmer med Forfatterens "Livsanskuelse". Fru Plum er altsaa ikke selv "liberal", men synes at høre til dem, der ikke taaler anden "Livsanskuelse" end deres egen. Dette kan være et heldigt Standpunkt for den, som vil holde sine Læsere i aandelig Trældom. Den derimod, som ønsker selvstændigt tænkende Mennesker, maa hylde det fri Ordskifte; ti kun gennem Grunde og Modgrunde dannes en selvstændig Mening.
Jeg haaber, at "Kvinden og Samfundet" godkender den sidstnævnte Sætning, og derfor udbeder jeg mig Plads for nærværende Linjer, idet jeg til Slutning sender Hr. Pontoppidan en Tak, fordi han har rørt ved et Spørgsmaal, som fortjener at blive "brændende", og som jeg ogsaa gærne vilde gøre mit til at faa sat i Iys Lue.
Den 5/4 90.
Karl Hjort.
Mit ovenfor udtalte Haab om "Kvinden og Samfundet" slog alligevel ikke til, idet Redaktionen som Vilkaar for Optagelse netop krævede, at de paagældende Sætninger om det fri Ordskifte skulde udelades tilligemed de "polemiske Udfald" mod Fru Plum. - Det samme Blad, som tillod Fru Plum bl.a. at sige om Hr. Pontoppidan, at det synes, som om han ikke er kommen ud over Barnealderen, det samme Blad kunde ikke tillade mig t. Ex. det Udtryk, at Fru P. " affejer" Spørgsmaalet!
Det skal herefter næppe kunne siges om det ærede Organ for "Dansk Kvindesamfund", at det udmærker sig ved at vise nogen "vidt dreven Liberalitet". Det har tværtimod her givet tilkende, at det aldeles ikke sætter Pris paa at regnes blandt dem, der hylder det fri Ordskifte.