« Tilbage til søgeresultaterne
De Internationales Internationalisme
Af Winifred Harper Cooley.
Det vigtigste Resultat af den nyligt afholdte »Kvindekongress« i Budapest er ikke Omfanget af det fuldendte Arbejde, ikke de forskellige vedtagne Resolutioner, ikke Fremstødet af det mere virkningsfulde Arbejde, men den Aand af Internationalisme, der er skabt. Kvindens Forbandelse har været hendes Isolation. Hist og her har der gennem Verden lydt en svag Protest i Aarhundreder mod at Enken skulde offres paa Mandens Ligbaal, mod Haremmerne, mod Love der berøvede Moderen hendes Børn; men der var Ingen som lagde Mærke hertil, da Kvinderne ingen Organisation havde, ikke var sammenarbejdede. Endog om hvert Land blev stærkere ved Foreningerne af dets »svagere Køn«, og Parlamenterne begyndte at lægge Mærke til den store Sum af de sammenlagte Stemmer, og en Kvindebevægelse begyndte at forme sig, saa betragtede Landet kun sine egne Problemer. Men tilsidst har det Raab lydt: Kvinderne i hele Verden har sluttet sig sammen! »I har intet at tabe uden de Lænker, I er lænket med!« Feministerne i næsten hver geografisk Del af den civiliserede Verden har forenet sine Kræfter, og Internationalismen er født. »Et Hus der staar op mod sig selv maa falde«; og saalænge Kvinderne ikke alene var undertrykte af Mændene, men ogsaa mellem sig selv var søndersplittede af smaalig Jalousi og Mistanke, saa længe havde de ingen Magt! Indre Stridigheder vil hurtigere gøre det af med en Nation end de Slag, der leveres af belejrende Fjender! Det har taget lang Tid for os at forstaa det Behov vi havde til at danne en grundfæstet kvindelig Phalanx. Vi har samlet Føde til vore Mænd og logret for dem og bragt andre Kvinder i Vanry i vort Selvforsvar. Om Manden ikke var os gunstig vilde vor økonomiske Støtte bortfalde, og vi og vore Børn vilde omkomme. Derfor, lad andre Kvinder kæmpe for sig selv eller kastes paa Askedyngen!
Dette var det gamle Alternativ. Men alt dette er nu ændret. Kvinderne staar Skulder mod Skulder i det sidste nødvendige Slag. Vi har set Kvindernes Parlament, om det end ikke var Verdensforeningens Sammenslutning! Intet var saa vidunderligt - set fra et psychologisk Standpunkt - som i den nylig afholdte Kongress i Budapest at iagttage den underliggende Ensartethed i de kvindelige Bestræbelser. Det var ikke en tør Diskussion om Veje og Midler til at faa Stemmeret, men det var indgaaende Studier om sociale og moralske Vilkaar og om, hvorledes Kvinderne kunde gøre dem bedre. Ved næsten hver Samling hørte man om »Den hvide Slavehandel«; om Midlerne til at beskytte de unge Piger; om Kvinde-Lovgiveres Anstrengelser for at rejse Alderen for Samtykke; *) om Statsforsikring for Mødre; om en Løsning af Problemet om udenfor Ægteskab fødte Børn; om bedre Love for Arbejdersker; om Ophævelsen af Udbyttersystemet og Ophævelse af Børns Arbejde.
Alt dette angaar Racernes Mødre, hvad enten de er sorte eller brune, hvide eller gule. Alt dette synes at være blevet særligt Kvindernes Problem, Kvindernes Ansvar. Det er sandelig et internationalt Problem. I de sidste 9 Aar har Førerne fuldkommengjort Organisationen ved at smøre Maskineriet. Nu er den store Alliance begyndt paa en ny Era for virkningsfuldt Arbejde. Vi har gjort Misgreb. Hist og her har vi haft Tilbagefald i det gamle kvindelige Bigotteri, Skinsyge eller Smaalighed. Undertiden har vi rejst os til sublime Højder. Men gjennem alle vore Sorger og alt vort Arbejde er der groet op den nye og velsignede Internationalisme, som skulde genføde Verden.
(Efter Jus Suffragii)
*) The age of consent.
