« Tilbage til søgeresultaterne

Landsmødet

« Se emneord

Den 24de Novbr. d. A. afholdt Kvindevalgretsforeningerne deres første Landsmøde. Mødet fandt Sted i København under stor Deltagelse fra Kredsene; af 71 anmeldte Delegerede udeblev ingen, hvilket er et glædeligt Vidnesbyrd om den Interesse, Arbejdet for Kvindens Valgret allerede har vakt rundt omkring i Landet.

Efterat Lovene var blevet diskute­rede og vedtagne, erklærede Dirigenten »Landsforbundet« for stiftet, hvilket blev modtaget med langvarigt og be­gejstret Bifald fra Forsamlingen. Det vedtoges enstemmigt at kalde den nye Organisation »Landsforbundet for Kvin­ders Valgret,« Derefter

foretoges Valg af Hovedbestyrelse, der kom til at bestaa af 15 Medlemmer; til Formand valgtes Fru Rambusch, Sjørup, Jylland.

Efter Formiddagsmødet, der varede fra Kl. 10-1, holdtes der Frokost, til hvilken de fremmede var indbudte af københavnske Medlemmer.

Ved Eftermiddagsmødet Kl. 3 for­handledes væsentlig en Agitationsplan for Arbejdet ude i Landet; mange Kvinder havde Ordet for at give Raad og Idéer til denne. Der var flere Steder indenfor de enkelte Kredse udført et stort, selvstændigt Arbejde ved Afhol­delsen af Møder og private Sammen­komster med stedlige, kvindelige Talere.

Der viste sig at være en særlig stærk Stemning for, at Landsforbun­det skulde udgive et Blad, og der nedsattes et Bladudvalg for at forbe­rede Udgivelsen.

Kvinderne deltog i det hele taget ivrigt i Diskussionen om de forskellige Punkter paa Dagsordenen baade ved Formiddags- og Eftermiddagsmødet, og enhver, der overværede disse For­handlinger, vil indrømme, at der ingen Grund er til at antage, at Kvinderne i det offentlige Liv vil besidde mindre parlamentarisk Klogskab og Takt end Mændene. Trods forskellige Meninger paa mange Punkter, trods den uens­artede Sammensætning af Kvinder fra Landet, Provinsbyerne og Hovedsta­den, hvilede der over hele Mødet en harmonisk og forstaaende Stemning, der lover godt for Fremtiden. Naar Valgret og Valgbarhed bliver givet til Kvinderne, da vil disse Rettighe­der rundt om i Landet modtages af Kvinder, der er forberedte og parate til at overtage deres Del af Ansvaret for Samfundets Velfærd.

Mødet sluttede med, at man efter Indbydelse af Frk. Olga Knudsen, Vejle, vedtog at afholde næste Landsmøde i Vejle i Sommeren 1909.

Da Eftermiddagsmødet var sluttet Kl. 5, konstituerede Bestyrelsen sig og valgte til Næstformand: Fru Elna Munch, København, til Kasserer: Fru J. Møller, Kallundborg, til Sekretær: Frk. Meta Hansen, København, og til Protokolfører: Fru Hjelmer, Præstø. Til Bladets Redaktør valgtes Fru Arenholt.

Efter den lange Arbejdsdag, sam­ledes man Kl. 7 ½ i Studenterforenin­gens Festsal omkring de lange Borde, der var festligt pyntede med Blomster og Lys.

Antallet af Deltagerne i Festmaaltidet var ca. 200, deraf ca. en Snes Mænd.

Formanden for Københavns Kvindevalgretsforening Frk. cand. polit. Meta Hansen bød velkommen og overtog Dirigenthvervet. Derpaa sang man en alvorlig og smuk Sang af Fru Glud, Ringsted, hvis sidste Vers lød saaledes:

 

Tvinges din Tanke af Hjemmets Baand,

har Angst du for Freden at bryde?

Hjemmet kan værnes med trofast Haand,

og dog kan du Hjælpen os yde.

Hold ud, gaa frem, du maa ej vige!

Bryd Ligegyldigheds vage Fred!

 

Fru cand. mag. Elna Munch talte derpaa for det nye Landsforbund, og slut­tede med at sige: »I Aften holder vi Fest, men imorgen begynder vort Arbejde igen.«

Derefter sang man ovenstaaende Sang af Dr. Poul Levin; den blev modtaget med begejstret Bifald af alle de tilstede­værende, og skønnere og mere forstaa­ende er Kvindens Sag heller aldrig bleven tolket.

Derefter havde Aftenens Hovedtaler, Hr. Folketingsmand Herman Trier, Ordet. Han lykønskede Kvinderne til deres Fest, der blev holdt midt i Kam­pens Tid med en lang Arbejdsdag for­ud og en - maaske endnu længere - bagefter. Han opmuntrede i klare og varmtfølte Ord Kvinderne til ener­gisk at fortsætte Arbejdet for deres retfærdige Krav. Herman Triers Tale blev modtaget med stormende Bifald.

Talerne fulgte nu Slag i Slag.

Fru cand. polyt. Julie Arenholdt talte for Landsforbundets »ranke og sikre« Bygmester Fru Munch, hvis utrættelige Energi og store Dygtighed det skyldtes, at det var lykkedes at bygge den nederste Etage i den Byg­ning, der gerne skulde rumme Kvinder fra hele Danmark.

Fru Munch talte for Landsforbundets Formand, Fru Rambusch og udtalte sin Glæde over, midt paa Jyllands Hede at have fundet en Kvinde med en levende Forstaaelse af, at det, Kvinderne i første Række skulde ar­bejde for, var Valgretten, og i hvis Hænder vi trygt turde lægge Lands­forbundets Fremtid. Fru Rambusch havde allerede gjort et stort Arbejde rundt i Landet, særlig i Jylland, havde stiftet mange Valgretsforeninger og var overalt blevet modtaget med den største Glæde.

Fru Rambusch takkede for den Tillid, man havde vist hende og haabede, at hun ikke maatte skuffe den.

Frk. Friedrichsen, Køge, talte for Herman Trier og takkede ham særligt for den varme Interesse, hvormed han i Rigsdagen altid  talte Lærerindernes Sag og for dem fordrede samme Løn som for Lærerne. Fru Thisted, Løve Herred, takkede for den Ridderlighed, hvormed et af hende indbragt,  men ikke vedtaget, Ændringsforslag var bleven  forhandlet under Formiddags­mødet og en senere Taler Fru Orth, København, sluttede sig hertil ved at ønske, at Kvinderne ogsaa i det of­fentlige Liv maatte vise større Ridder­lighed og Forstaaelse overfor anderledes tænkende, end det var  almindeligt mellem Mænd.

Endnu mange Taler blev holdt: for Mændene og for de kvindelige Studen­ter, hvoraf Danmarks første kvindelige Student, Læge Frk. Nielsen, var blandt de Delegerede; under stor Tilslutning udbragtes en Skaal for »Arbejder­kvinden. «

En af de mandlige Talere udtrykte sin Beundring for Kvindernes Tale­gaver, der hurtigst muligt burde finde Anvendelse i den offentlige Debat i Kommune og Stat.

Ved   Mødets  Slutning  blev  endnu 2  Sange sungne. I den ene »Danmarks Døtre« taler Kvinderne til deres Moder Danmark og beder hende lytte villigt til deres Tale.

Et af Versene lød:

»Til Sønnerne ene du satte din Lid,

de ene skulde styre og raade,

men har det Dig gavnet i henfarne Tid,

saa er det Dig ej længere til Baade.

Du er jo lidt træt, Din Gang ikke let,

saa giv os med Sønnerne Pligter og Ret«.

 

I  den anden  spotter en ung  Pige vittigt over alle de gamle Indvendinger mod Kvindens Valgret. Talernes Række sluttede med, at Fru Munch takkede de Mænd, der viste Kvindernes Sag    Interesse; navnlig ude paa Landet fandtes mange, uden hvis Støtte, Arbejdet var blevet langt vanskeligere. Det vedtoges under stor Tilslutning at afsende et Telegram til Bjørnstjerne Bjørnson, der netop opholdt sig i Kø­benhavn, med Tak for hans store og betydelige Arbejde for Kvindens Ret.

Den 3 Timer lange Fest var fra først til sidst præget af den muntreste og hjerteligste Stemning; der fortsattes ved Kaffebordene i de tilstødende Lo­kaler, hvor man fik Lejlighed til at stifte og forny Bekendtskaber med de Delegerede fra Landets forskellige Egne. Ogsaa de mange hjertelige Skrivelser, som Københavns Kvindevalgretsforening siden har modtaget fra sine Gæster, vidner om, at Tilfredsheden med det  første Landsmøde var  al­mindelig.