Fra Rigsdagen

I Begyndelsen af denne Rigsdagssamling indbragte Socialdemokra­terne et Forslag om at udvide den politiske Valgret til ogsaa at omfatte Kvinder og Tyende samt om at ned­sætte Valgretsalderen. Dette Forslag var den 9de December til Forhandling i Folketinget, hvor Folketingsmand Borgbjerg, København (Socialdemokrat) var Ordfører for Forslagsstillerne. Han begynder med at henvise til de Bemærkninger, han fremsatte ved Fore­læggelsen af Forslaget og tilføjede, at i de 2 Maaneder, der var gaaet, siden Lovforslaget blev fremsat, er Bevæ­gelsen for Kvindernes Valgret og for Valgrettens Udvidelse til Ungdommen og Tjenestefolk yderligere fortsat. »De nydannede upolitiske Kvindevalgretsforeninger har afholdt et Landsmøde og dannet et Landsforbund. Disse ganske ny Foreninger tæller nu over 4000 Medlemmer, hvad der er et Vid­nesbyrd om den voksende Kraft i denne Bevægelse.« »Det kunde være fristende i Dag at give en historisk Oversigt over den politiske Kvindevalgrets Gang. Jeg skal imidlertid modstaa Fristelsen, saa meget mere, som jeg kan henvise ærede Medlemmer, der maatte inte­ressere sig for det, til et Par meget instruktive Artikler, som Fru Elna Munch har skrevet i de sidste Hæfter af »Det ny Aarhundrede.« Der vil alle ærede Medlemmer, som maatte ønske en kort historisk Oversigt, kunne finde alle fornødne Oplysninger. Det viser sig, at Kvindefrigørelsesbevægelsen den saakaldte Kvindesag, mere og mere bevidst samler sig i Kravet om politisk Valgret og Valgbarhed for Kvinderne, navnlig i de senere Aar, særlig i det ny Aarhundrede. Jeg skal derfor slutte med at sige: Kravet har sejret i Norge og Finland, altsaa i to af vore skan­dinaviske Broderlande. Bevægelsen i Sverige er meget stærk. Sverige har jo for nylig faaet en stor og gennem­gribende Valgreform, der ganske vist ikke er ophøjet til Grundlov, men sikkert bliver det i det kommende Aar. Ved denne Forfatningsforandring forbigik man Kvinderne i Sverige, i Modsætning til, hvad der er sket i Norge og Finland. Dette har vakt den største Forbitrelse i den svenske Kvinde­verden og rejst en Bevægelse derovre, som er saa mægtig, at det sikkert kun vil vare kort Tid, inden Sverige i dette Spørgsmaal stiller sig ved Siden af Norge og Finland. Jeg vil derfor mene, at det er paa Tide, at vi i Danmark tager denne Sag op og ikke lade os overfløje af vore skandinaviske Broderlande. Vi er allerede overfløjede af Norge og Finland. Jeg tror, det vilde være fremmende for hele den store fælles skandinaviske Kultur, om Danmark snart kom med i Rækken, saaledes at det blev fra de skandina­viske Lande, at denne store Kultursag, Kvinders borgerlige Ligestilling med Manden, gik ud. De ved jo, at i Amerika og Australien har Sagen flere Steder vundet frem til Sejr. I Frankrig har den endnu ikke stor Betydning. I Tyskland er den i Færd med at rejse sig.

Konseilspræsidenten, (I. C. Christensen) gik i sit Svar slet ikke ind paa Sagens Enkeltheder, men udtalte, at Tidspunktet for en saadan Grundlovsæn­dring, var ugunstigt. »Her er ikke Spørgsmaal«, sagde han, »om hvor­ledes man stiller sig til Kvinders Valgret, der er aldeles ikke Spørgsmaal herom. Dette Spørgsmaal løses praktisk alene, hvad Sindelaget angaar, derved, at vi faar gennemført Loven om den kom­munale Valgret. Det er ogsaa min Tro, at ligesom man i andre Lande er kommen til, at Kvinderne faar po­litisk Valgret, kommer vi ogsaa til det her i Landet. Det er der for mig ikke nogen Tvivl om.«

Folketingsmand Mads Larsen, Otte­rup (Radikal) udtalte, at det, at Kvinder bør have Valgret under samme Vilkaar som Mænd, »har vundet Til­slutning fra alle Sider i vort Folk og ganske særlig under Forhandlingerne i Fjor om en Reform om den kom­munale Valgret, saa det maa selvfølgelig, naar man først har erkendt, at Kvin­der paa det kommunale Omraade skal have Valgret i samme Udstrækning og under samme Vilkaar som Mænd, anses for et rent Tidsspørgsmaal, naar man vil give dem ogsaa politisk Valg­ret i samme Udstrækning og paa sam­me Vilkaar som Mænd.«

Folketingsmand Birck, København, (Højre) udtaler sig som Modstander af Kvindernes politiske Valgret. Han mener, at han har Flertallet af Befolk­ningen bag sig og ikke blot Flertallet af Mændene men Flertallet af Kvinderne, »for jeg behøver ikke at regne med de 3-4000 Suffragetter, der gør Tilstandene uudholdelige paa offentlige Møder. Hvis vi, ligesom i Svejts, f. Eks. lod Spørgsmaalet om Kvinders kommunale Valgret gaa til Folkeaf­stemning, vilde det vise sig, at Be­folkningen ikke er nær saa taabelig, som man skulde tro, naar man saa paa dens Rigsdagsmænd.«

Folketingsmand Fraenkel, Horsens (Højre) har om end noget køligt, sluttet sig til Kravet om Kvindernes politiske Valgret. »Jeg havde nemlig erkendt, at naar vi kommer til en alvorlig Lovgivning om den politiske Valgret, vil Kvinderne efter al Sandsynlighed komme med. Jeg tror det, fordi denne Sag er gjort til et Agitationsnummer. Det vil saa nok lykkes at faa det anset som et af de Krav, uden hvis Op­fyldelse Kvinderne ikke kan siges at have fuld Menneskeret. Men det er altsaa en rent ydre Grund, og naar jeg stillede mig køligt til Spørgsmaalet, var det netop fordi det forekom mig, at man i den Sag for­vekslede noget indre med noget ydre. Der blev ogsaa sagt, at Kvindens po­litiske Valgret skulde være Løsningen af Kvindespørgsmaalet. Det kan jeg ikke se. Jeg mener nemlig, at Kvinde­spørgsmaalet netop er et Spørgsmaal om en indre Udvikling, som ikke paa nogen Maade kan fremmes eller fuld­kommes ved en saadan ydre Foran­staltning som Tildelelse af Stemmeret.«

Borgbjerg svarede hertil: Naar det ærede Medlem siger, at Kvindespørgs­maalet løses ikke ved, at Kvinderne faar Valgret, har han selvfølgelig Ret heri. Det sociale Spørgsmaal løstes heller ikke ved, at Arbejderne fik Valg­ret. Men dermed fik den arbejdende Del af Befolkningen et Middel i Hænde til at bidrage til Løsningen af det so­ciale Spørgsmaal. Og paa samme Maade vil Kvinderne ved Valgretten faa et yderligere Middel til at løse de mange forskellige Kvindespørgsmaal, til at ophæve den megen Ulighed og den Uret af mangfoldig Art, der endnu bestaar i vor Lovgivning med Hensyn til Kvinderne. Det er for øvrigt ikke andet, end hvad det ærede Medlem for Københavns anden Valgkreds (H. L. Møller) har sagt: »Den Dag, Valg­retten er vunden for Kvinderne, ligger Vejen banet for at naa det øvrige, Kvinden har paa sin Ønskeseddel.« Han kalder derfor Kampen for Valgretten for Kærnen og Kronen for Kvinderne. Det er netop det, jeg her har gjort mig til Talsmand for.«

Lovforslagets Overgang til 2den Be­handling vedtoges uden Afstemning.