« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Sverrig
Fru Anna Margrete Holmgren, som har sendt os nedenstaaende Artikkel, har været en af Kvindevalgrettens ypperste Forkæmpere i Sverige, siden Kvinderne dér i 1902 begyndte et maalbevidst Arbejde for Valgrette. Hun har med en enestaaende Energi gennemrejst Sverige paa kryds og tværs, selv de mest øde Egne af Landet for at vække Kvindernes Interesse for Valgretten, og en meget stor Del af de 118 Foreninger hvoraf, det svenske Landsforbund for Kvinders Valgret bestaar, er dannet af hende.
Kvindevalgretsbladet har anmodet mig om at skrive om Valgretsbevægelsen i Sverrig og om mine Foredragsrejser. Hvad dette første angaar, kan jeg ikke tilføje meget til Elna Muncks fortræffelige Indlæg i »Kampen for Kvindernes Valgret«. Blot et og andet om Situationen for Øjeblikket.
Men først vil jeg rette det, der staar i »Kvindevalgret« Nr. 2, om at Kong Gustaf i sin Trontale har lovet Kvinderne politisk Stemmeret, saasnart det »hvilende« *) Forslag om almindelig Valgret for Mænd endelig bliver antaget (hvilket sandsynligvis sker i 1909).
Dette har han sikkert ikke gjort. Han har bare sagt, at det kgl. Forslag om politisk Valgret for Kvinder vil blive forelagt den indeværende Rigsdag.
En Mængde Kvinder er imidlertid glade over, at deres Forlangende er kommet saa vidt, at det i det mindste er aktuelt, da det er blevet nævnt i Trontalen. Kvinder har jo som bekendt ikke saa store Fordringer.
Jeg kan ikke nægte, at denne Glæde minder mig om Historien om en gammel Kone, som blandede sig i Folkemængden for at se Kongen. Hun kom hjem straalende glad over, at Kongen havde talt til hende. »Naa, hvad sagde han da til dig?« »Jo«, han sagde »af Vejen Mutter«.
Forøvrigt siges Kongen personligt at være Tilhænger af Kvindernes Valgret hvilket jo er glædeligt.
Imidlertid er der fremkommet Ændringsforslag fra forskellige Partier i første Kammer. Det liberale Samlingsparti har gennem sin Leder, fhv. Statsminister Staaff **), fremlagt et Forslag, der var underskrevet af Partiets 16 Mands Udvalg. De fordrer politisk Valgret og Valgbarhed til andet Kammer for Kvinder over 25 Aar, samt Valgbarhed til første Kammer for Kvinder over 35 Aar. Ligesaa fordrer de kommunal Stemmeret til gifte Kvinder.
Borgmester Lundhagen, Kvindernes mest trofaste og varmeste Forkæmper, har fremlagt et Forslag, der er underskrevet af 7 Medlemmer i andet Kammer. Han udvider Rammen til almindelig og lige, baade kommunal og politisk Valgret, og Valgbarhed ved 21 Aars Alderen, for Mænd og Kvinder, samt Valgbarhed til første Kammer fra 35 Aars Alderen.
Det socialdemokratiske Parti forlanger Valgret for Mænd og Kvinder over 21 Aar og Valgbarhed fra 25 Aar, samt Valgbarhed til første Kammer fra 30 Aars Alderen og Ret for Kvinder til at frasige sig Rigsdagsmandater.
Endog i første Kammer fremkom der for nogle Dage siden et Forslag fra fhv. Landshøvding Sjøkrona om Valgret, men ikke Valgbarhed for Kvinder.
De konservative, som i de senere Aar har talt varme og smukke Ord for Sagen, er pludselig nu, da Spørgsmaalet nærmede sig sin Afgørelse, blevet ligegyldige og har forholdt sig rolige.
Den politiske Partistrid, som Mænd jo synes at elske at holde Liv i, er maaske for en stor Del Grunden til de konservatives forandrede Holdning, lige siden Venstre i November satte Kvindernes Valgret og Valgbarhed paa sit Program.
Efter Nytaar meddelte Statsminister Lindman Landsforeningens Centralbestyrelse ***), som var samlet til Aarsmøde i Gefle, at Regeringen ikke vilde fremkomme med Forslag om Valgret for Kvinder. »Man vilde først se, hvordan de kommende nye Vælgermasser vilde optræde«, hed det nu. I Fjor sagdes udtrykkelig i det kongelige Valgretsforslag, at Kvinderne ikke kunde tages med, da man var bange for derved at skade Forslaget om almindelig Valgret for Mænd. Den virkelige Aarsag er snarere, at Regeringen ikke tør lægge sig mere ud med første Kammer, end den allerede har gjort.
Selvfølgelig vakte Statsministerens Svar Indignation hos de Kvinder, som arbejder for Valgretten, og den fik straks sit Udtryk i en skarp Protestresolution, som vedtoges paa et stort offentligt Møde i Gefle, paa hvilket 2 Rigsdagsmænd og 5 Kvinder talte.
Kvinderne har ikke ladet sig hæmme i deres Arbejde af denne Modgang - tværtimod.
Antallet paa deres Foreninger er nu 118. For Øjeblikket er deres Opgave dels at ordne Opinionsmøder rundt omkring i Landet, dels at sætte Studiekursus i Samfundslære m. m. i Gang. Dette sidste har man dog kun. opnaaet nogle faa Steder.
Ved Siden af Stemmeretsforeningernes Virksomhed foregaar der en meget stærk selvstændig Agitation blandt de socialdemokratiske Kvinder.
Fruerne Dalstrøm og Gustafson m. fl. foretager Foredragsturneer med store Møder, paa hvilke der affattes Resolutioner, vedtaget af Tusinder af Arbejdere og Arbejderkvinder.
Kvinder af alle Samfundslag er vaagnet op til virksom Kamp for deres Sag, og det er naturligvis foreløbig det vigtigste.
Hvad mine Foredragsrejser angaar, tilhører de nu Fortiden. Mit svagelige Helbred har i over et Aars Tid hindret mig i at tale ved mere end nogle faa store Møder. Mine Rejser er heller ikke mere saa nødvendige som før. Mange og udmærkede yngre Talere er traadt til, og Interessen har spredt sig over hele Landet.
Men jeg vil dog, efter Opfordring, sige noget om, hvordan det var for 6 - 7 Aar siden, da Bevægelsen var ny. Det kan muligvis opmuntre dem, der andre Steder vil paatage sig lignende Foretagender.
Dengang var Interessen for politisk Valgret begrænset til et ikke særlig stort Antal Kvinder i de større Byer. I de mindre Byer og i Landsbyerne var der meget sjælden nogen, der brød sig om Sagen.
Og de interesserede syntes at betragte Maalet, som noget, der tilhørte en fjærn Fremtid, og ikke som en Virkelighed, der skulde arbejdes for allerede den Dag i Dag.
Borgmester Lindhagens Forslag 1902 gav Signalet til Kampen. I Stockholm, Gøteborg, Helsingborg og Lund dannedes snart Valgretsforeninger, men alle andre Steder forholdt Kvinderne sig rolige.
Da begav jeg mig paa Vej som en absolut Begynder i Kunsten at tale offentlig.
Det sværeste var at faa alt det praktiske ordnet paa de forskellige Steder, og - i Begyndelsen - at formaa Mennesker til at komme og høre paa et saa upopulært Emne. Men siden gik det over Forventning godt.
Ti naar en Sag i sig selv er retfærdig og god, behøver den blot for at vinde Tilhørerne at blive fremstillet fuldstændig klart og desforuden at blive baaret frem af den talendes egen Begejstring og brændende Tro.
Hvis den virkelig for den talende er en Hjertesag, der fylder hende med hellig Iver til at forkynde den for andre, saa er en Times Foredrag nok til at gøre den til en Hjertesag endog for de fleste Tilhørere.
Naar Foredragene var forbi, var der altid et tilstrækkelig stort Antal, der tegnede sig til at danne en Valgretsforening. Naar der alligevel ikke altid blev nogen saadan, beroede det paa Vanskeligheden i at faa en Formand.
Kvinder har i Reglen alt for lidt Selvtillid, naar det drejer sig om at tale offentlig. Kunsten er ikke saa stor, naar man blot har lidt god Vilje og faar lidt Øvelse. Jeg har Lyst til at raabe til alle Kvinder: »Prøv paa det, saa skal I se, at det gaar! Kvindernes Frigørelse er et saa stort Maal, at det fortjener, at man vover noget for det.«
Ofte er Kvinder indtil Yderlighed bange for at gøre noget, som kunde paadrage dem Mænds Uvilje, eller endnu værre deres Spot. Nu har dog Mændene - lidt efter lidt oven i Købet i de mindste Smaabyer - vænnet sig til Tanken om Valgret for Kvinden. Mange har intet imod, at deres Hustruer virker for denne Sag. Atter andre »forbyder« deres Hustru at gaa ind i en Valgretsforening. Derved opnaar disse Mænd dog kun at reklamere for den Sag, som de afskyr.
I en lille By, jeg kom til, havde Mændene »forbudt« deres Hustruer at tage imod mig i deres Hjem Damerne lejede da et Værelse til mig paa Hotellet og gjorde i Stedet for en stor Fest for mig efter Foredraget.
Om Formiddagen havde de været enige om at spadsere med mig paa Gaden for at vise, at en Valgretskvinde kan se ud akkurat som andre Kvinder. Resultatet blev, som man havde ønsket, - fuldt Hus om Aftenen.
Ellers har jeg i Almindelighed set de smukkeste Beviser paa Gæstfrihed. Og Mændene - baade Journalister og andre - har været meget imødekommende overfor mig og ikke vist mig nogen Modstand, som kunde volde mig Ubehageligheder. Men jeg har været forsigtig i mine Foredrag, hverken »lærd« eller udfordrende.
Jeg har haft mange rørende Beviser paa, at mine Ord har gjort Virkning. F. Eks. opsøgte en gammel hvidhaaret Provst mig Dagen efter et Foredrag og takkede mig med disse Ord: »Aldrig havde jeg troet, at nogen kunde overtyde mig om, at Kvinder burde deltage i det offentlige Liv. Det forekom mig at være usmageligt, ja en Ulykke. De har Ret - der er Brug for Kvinden især til at lede Fattigvæsenet; og det vil jeg nu arbejde for«.
Saadant noget opmuntrer i høj Grad til nye Anstrængelser.
Eller naar en fattig Hjælpekone, som i Aarevis har forsørget sin fordrukne Mand, kommer og takker med Taarer i Øjnene.
Der kan ogsaa hænde morsomme Ting. I en Pigeskole delte Pigerne sig i 2 stærkt modsatte Partier; det ene forsvarede Kvindevalgret, det andet stillede sig fjendtligt til Sagen. De forsvarende havde været til Foredraget, de andre havde hørt hjemme, at Valgretten skulde være noget rigtigt væmmeligt noget. Der fældedes oven i Købet hede Taarer i Striden.
Almuen paa Landet tager Sagen simpelt og naturligt: »Hvorfor skulde hun ikke have Valgret ligesaa godt som jeg?« sagde en Husmand, og det, tror jeg, er den almindelige Mening der.
Modstanden har forekommet mig at være størst i de Stiftsbyer, hvor Biskoppen har misbilliget Sagen, og i de Byer, hvor der har ligget en stor Mængde Militær. En Undtagelse er dog Søofficerernes Fruer; blandt dem er Interessen tværtimod usædvanlig stor. To Steder bestod mit Publikum for Størstedelen af Flaadens Officerer og Underofficerer med deres Damer.
Paa Vestkysten og flere andre Steder har jeg mærket Modstand fra Gejstlighedens Side. Andre Steder har Præsten derimod hjulpet mig og selv varmt talt vor Sag.
I det hele kan jeg ikke nok prise den gode Jordbund, som jeg har saaet i. Jeg har lært at beundre Sverrigs Kvinder. Paa en vis Maade er de tilbage, men de er yderst modtagelige for nye og store Tanker.
Jeg antager, det samme er Tilfældet med Kvinderne i de fleste Lande. Netop det bør tvinge Entusiasterne frem, at de kan drage omkring og forkynde Kvindefrigørelsens Evangelium.
Forsøg, og det vil lykkes for Dem!
Ann Margret Holmgreen, f. Tersmeden.
*) »hvilende« kaldes det Forslag, som er antaget i én Rigsdagssamling, men som for at blive Lov, atter skal antages efter nye Valg.
**) Hr. Staaff har allerede kraftigt og varmt forsvaret vor Sag ved denne Rigsdag.
***) Centralbestyrelsen bestaar af én Repræsentant for hver Lokalafdeling og 3 for Stokholmsforeningen.
