« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
(Fortsættelse af Landstingets Forhandlinger om den kommunale Valglov.)
C. C. Andersen (Socialdemokrat): Den ærede Ordfører udtalte, at det var nødvendigt at faa denne Sag gennemført og det paa en forsvarlig Maade. Jeg tror ikke, at man ved at gennemføre Lovforslaget i den Skikkelse, det vil faa, naar det gennemføres med de Ændringer, som ere stillede af Mindretallet under Nr. 1 og den højtærede Minister, vil faa en Lov, som indeholder en forsvarlig
Løsning af dette Spørgsmaal. Jeg tror ikke, at denne Lov vil tilfredsstille noget Parti her i Landet. Jeg kan umuligt tro, at den vil tilfredsstille Regeringspartiet, som jo har langt videre gaaende Fordringer med Hensyn til dette Spørgsmaal, Regeringspartiet, som i mange Aar har kæmpet for almindelig kommunal Valgrets Gennemførelse og for det videst mulige kommunale Selvstyre. Og man kan vel sige, at det først var under denne Kamp for at opnaa dette, at det har vundet Tilslutning ude i Befolkningen og gennem denne Tilslutning er blevet ført til den Stilling, det nu indtager. Jeg kan ikke tro, at dette Forslag kan tilfredsstille det, og jeg kan heller ikke tro, at det kan tilfredsstille deres Partifæller ude i Landet. Det forekommer mig, at disse maa føle sig dybt skuffede ved at se, at et Forslag som dette, der bevarer den priviligerede Valgret med Hensyn til Amtsraadenes Sammensætning, bliver fremsat her paa Rigsdagen af deres egne Partifæller. Det forekommer mig, at det maa være en Skuffelse for Smaafolk ude paa Landet. Det maa være en Skuffelse og Ydmygelse for dem, at noget saadant skal ske. Jeg tror derfor ikke, at dette Lovforslag, naar det vedtages under den Form, som her er foreslaaet, indeholder nogen forsvarlig Løsning af denne Sag. Jeg ser paa det saaledes, at Dagen efter, at dette Forslag er stadfæstet, Dagen derefter vil der rejse sig en stærk Bevægelse for at faa det forandret igen, og denne Bevægelse vil ikke standse, før man har faaet gennemført den almindelige kommunale Valgret og det kommunale Selvstyre helt og holdent. Jeg vil derfor ikke være i Stand til at stemme for de foreslaaede Ændringer, og jeg vil anbefale mine Partifæller at stemme imod og søge at virke for at faa Forslaget vedtaget i den af Regeringen foreslaaede Skikkelse.
Frijs (Frikonservativ): Da denne Sag første Gang som Regeringsforslag drøftedes her i Tinget, udtalte jeg, at det var mit Haab, at det, i Stedet for at man skulde springe ud i noget helt nyt, vilde lykkes at reformere paa det gamle og det bestaaende.
Skønt denne Overenskomst ikke er kommen i Stand paa den af mig ønskede Maade, bringer jeg dog Regeringen min Tak, fordi den ved sin Imødekommen har gjort det muligt at komme til en Overenskomst, som efter mine Begreber er forsvarlig.
Jeg er bleven spurgt fra mange Sider, ikke alene nu, men medens disse Forhandlinger stode paa: Have de Herrer sikret sig andre store Sagers Gennemførelse? Er denne Overenskomst at betragte som andet end en Overenskomst, er det et politisk Forlig? Derpaa kan jeg svare rent ud: Nej, det er ikke andet end en Overenskomst paa denne ene Sag, men det er en Overenskomst, som ikke alene aabner Muligheden for, men aabner Udsigten til, at de store og vigtige Sager, som ligge for, i en nær Fremtid kunne faa en tilfredsstillende Løsning, en Mulighed, som efter mine Begreber er afskaaren, hvis denne Overenskomst ikke gaar igennem.
Indenrigsministeren (Sigurd Berg): Det ærede Medlem har ganske Ret i, at her er Tale om en Overenskomst om en enkelt Sag, og ikke om en Overenskomst, der gaar ind paa andre Sager. Jeg tror ogsaa, at det vil vise sig gavnligt for det politiske Arbejde her i Landet, at man lader hver Sag blive løst efter sin egen Beskaffenhed. Jeg tror i Virkeligheden, at derved kan man bedst fremme Muligheden ogsaa for andre Sagers Løsning.
Selve Ændringsforslaget skal jeg ikke gaa nærmere ind paa, det har, som sagt, været til Forhandling tidligere i dette Ting, men der er dog en enkelt Bestemmelse deri, som jeg gerne vil gøre et Par Bemærkninger til, fordi dette enkelte Spørgsmaal har været meget stærkt fremme i Aar, og fordi ogsaa det andet Mindretal i Betænkningen har rettet en Henvendelse til mig om at gøre det til Genstand for nærmere Overvejelse. Jeg tænker her paa Bestemmelsen om Stemmetvang eller, som det ogsaa hedder med et noget smukkere Ord, Stemmepligtens Indførelse.
Jeg har set anført, at man særlig skulde gaa til denne Bestemmelse af Hensyn til, at Kvinderne nu komme med til Valg. Jeg tror imidlertid ikke, det vilde være heldigt af den Grund at gaa til denne Bestemmelse. Jeg tror ikke, at man paa den Maade bidrager til at vække nogen sund og naturlig Interesse for det kommunale Livs Udvikling blandt Kvinderne. Og jeg mener heller ikke, at det af den Grund i nogen Maade har vist sig nødvendigt. Ser man paa Menighedsraadsvalgene, hvor Kvinderne første Gang stemte, se vi, at der meldte sig lige saa mange Kvinder til Valglisterne som Mænd, og der deltog, uagtet der mange Steder slet ingen Valgkamp var, ca. 40 pCt. af Kvinderne i Afstemningen. Og det gennemsnitlige Antal, der overhovedet stemte ved disse Valg, var kun 47 pCt. I en anden Del af det danske Rige, nemlig Island, hvor Kvinderne have Valgret, viser det sig, at Kvinderne deltage ivrigt i Valget. Der har nylig været Valg i Reykjavik, og der stemte tilnærmelsesvis et lignende Procenttal af Kvinder som af Mænd. I andre Lande ser man det samme. I Ny Zeeland have de i 1905 været oppe paa 82,2 pCt. ved Kvindernes Deltagelse i Valget. I Finland var det for hele Landet 71 pCt. i 1907, hvor Kvinderne deltog i Valget. Ogsaa fra Norge hører man om livlig Deltagelse fra Kvindernes Side. Jeg tror ikke, at der er nogen Grund til at antage, at de danske Kvinder skulde være mere uforstaaende eller uinteresserede i disse Spørgsmaal, som jo i meget høj Grad maa interessere ethvert Hjem her i Landet.
