« Tilbage til søgeresultaterne

Brev fra Norge

Af: Frederikke Mørck

« Se emneord

Frk. Frederikke Mørck, som har sendt os nedenstaaende Artikel, er en af Kvindevalgrettens ivrigste Talsmænd i Norge. Sammen med Frk. Gina Krog stiftede hun Kvindestemmeretsforeningen i Kristiania; senere stiftede hun sammen med Fru Qvam og Frk. Krog Landskvindestemmeretsforeningen, som er forgrenet over hele Norge. Da de norske Kvinder havde faaet kommunal Stemmeret, opstilledes hun som Kandidat ved Borgerrepræsentantvalget og blev valgt som første Suppleant. I 1905 blev hun valgt ind i Meddomsretten (Juryen). Frk. Mørck er Bestyrerinde af en Fællesskole for Piger og Drenge.

 

Fru Redaktør!

I Haab om, at det muligen kan interessere Danmarks nye Samfundsborgere - de danske Kvinder - at høre lidt om deres norske Søstres Arbejde og Pligter i det norske Samfund, sender jeg Dem denne Artikel og beder om Plads for den i Deres ærede Blad. Det er da om Juryen og de norske Kvinders Deltagelse i den, jeg fornemmelig agter at skrive.

I Norge indførtes Juryloven 1890, da det liberale Parti kom i Majoritet i Storting og Regering. Det var netop i Kampens hedeste Dage, da Partierne stod skarpest mod hverandre, og derfor vakte Loven en umaadelig Storm, og mangt og meget ondt og stygt sagdes og skreves om denne ny Reform. Der spaaedes alskens fæle Ting som Resultat af denne, som man syntes, saa altfor demokratiske Institution. De konservative Aviser havde i lange Tider Ledere om, hvor Venstrereformpartiet ødslede med Statens Midler, hvor meget det vilde koste Landet, og saa satte man op nogle formidable Summer og - korsede sig over de mange grufulde Ting, som vilde ske. At der ved denne Retsreforms indførelse øvedes større Retfærdighed. mod den enkelte, spillede ingen Rolle, at vort Fædreland kom et Skridt fremover for de andre europæiske Lande, betød for det konservative Parti intet. Det gjaldt først og fremmest at bekæmpe det siddende Venstreparti. Jeg vil her skynde mig at tilføje, at i de senere Aar høres der ikke fra nogen Kant et eneste ondt Ord om Juryen, jeg tror man hele Landet over er almindelig tilfreds med den.

De almindelige Straffedomstole er: Meddomsretterne og Lagmandsretterne.

Begge disse Domstole er sammensatte af retskyndige og Lægmænd. Inden hver Kommune istandbringes ved Valg blandt de stemmeberettigede Borgere, et Udvalg af Domsmænd og Lagrettemænd. Valget gælder for 2 Aar ad Gangen. Inden disse vælges udtages ved Lodtrækning de Domsmænd og de Lagrettemænd, som skal fungere ved det enkelte Retsmøde eller Ting.

Lagmandsretten bestaar af: Retten og Lagretten. Retten er den retskyndige Del, medens Lagretten udgøres af Lægfolk - egentlig 10 i Tal. Men da Loven har hjemlet baade Tiltalte og Paatalemyndigheden Ret til at have Indflydelse paa Lagrettens Sammensætning, saa kan der udtages indtil 20 Lagrettemænd, hvoraf Dommeren imidlertid straks har Ret til at Skyde de 3, saa at Lagretten efter dette i Almindelighed bestaar af 17 Medlemmer. Heraf vil man skønne, at de folkevalgte Dommere udgør en meget væsentlig Bestanddel af Domstolene. Lagretten har at afgøre, om Tiltalte efter det, som under Forhørene er fremkommet, er skyldig eller ikke skyldig i den Forbrydelse, hvorfor han er under Tiltale. I den Afledning forelægges den af Retten Spørgsmaal til Besvarelse. Og Lagrettens Afgørelse gælder hele Skyldsspørgsmaalet, har altsaa i sine Hænder den vigtigste Del af Afgørelsen. Straffeudmaalingen derimod afgøres af Retten. Lagretten vælger en Ordfører, som har paa dens Vegne at besvare Spørgsmaalene med Ja eller Nej.

I Meddomsretten derimod fungerer foruden en retskyndig Formand - Assessor, Sorenskriver el. lign. - kun to Lægfolk. Disse udtages blandt de valgte for hvert Retsmøde og fungerer kun for én Dag, medens Lagrettens Medlemmer maa være tilstede saa længe Tinget varer, ofte 8 Dage ad Gangen. De to Domsmænd deltager sammen med den retskyndige Farmand i alle Dele af Afgørelsen, saaledes at alle Spørgsmaal her afgøres ved Votering af de 3 Dommere, ogsaa selve Dommen altsaa.

I Følge Juryloven er alle norske Samfundsborgere, som har Stemmeret, pligtige til at modtage Valg til Jurymedlemmer.

Da norske Kvinder fik kommunal Stemmeret i 1901, maatte nødvendigvis det Spørgsmaal dukke op, om der da ogsaa var aabnet dem Adgang til Juryen. I 1902 foretoges en Forandring i Juryloven, og denne traadte i Kraft samtidig med den ny Straffelov, nemlig i Januar 1904. Ifølge denne Forandring er der aabnet Kvinder Adgang til at indtage Plads i Lagret og Meddomsret i Straffesager. Nu var der allerede i December 1903 valgt Lagrette- og Domsmænd for Aarene 1904 og 05, saa først ved de Udvalg, som istandbragtes i December 1905 for Aarene 1906 og 07, blev Kvinderne medtaget. Saa vidt mig bekendt blev der saa godt som i alle Kommuner, baade i By og paa Land, taget Kvinder med. Stormen og Uviljen havde ogsaa for en stor Del lagt sig, de Røster, som hævede sig, var forholdsvis matte og druknede i en stor Majoritet af Stemmer for at Kvinderne skulde med. Her i Kristiania udgjorde de kvindelige Medlemmer af den valgte Jury omkring 10,6 % for Lagrettens Vedkommende, og i Meddomsretten var deres Antal 7,1 %. I nogle andre Byer var Procenten endda højere.

Da jeg i 1906 skulde have den Ære paa den internationale Stemmerets-Alliances Møde i København at tale om »Kvinder som Medlemmer af Juryen i Norge«, tilskrev jeg Hr. Amtmand Urbye i Finmarken, da han var stærkt interesseret i dette Spørgsmaal, og i sin Tid havde holdt Foredrag om dette Emne i Norsk Kvindesagsforening her i Kristiania. Af hans Brev skal jeg tillade mig at citere følgende:

»Det kan nu betragtes som noget, hvorom alle er enige, at Lægmænds Deltagelse i Strafferetsplejen i den ene eller anden Form, medfører store Fordele. Men alle de Argumenter, som anføres for at ikke blot Jurister, men ogsaa Lægmænd, skal være med som Dommere i Straffesager, har samme Gyldighed for Kvinder som for Mænd. Navnlig gælder dette de to vigtigste Argumenter, nemlig for det første: Lægmænd tilfører Domstolen praktisk Kendskab til Omstændigheder, som er af største Betydning for Forholdets retfærdige Bedømmelse - saaledes især Kendskab til, hvorledes Tiltalte eller Fornærmede selv har set paa Forholdet, altsaa det, vi hos Tiltalte kalder de subjektive Betingelser for Straf. For det andet vil Kvinders Deltagelse i Strafferetsplejen have stor Betydning derved, at Kvinders Tillid til Retsplejen vil øges, og ligesaa deres Interesse for denne Side af Samfundets Virksomhed. Betingelser vil ogsaa derved skabes for et frugtbart Samarbejde mellem Kvinderne og de lovgivende Myndigheder, idet Kvinderne ud fra de Erfaringer, de som Dommere har gjort, kan bringe paa Bane Forandringer i Straffelovgivningen. Men for mig staar Tilliden til Domstolene som det første. Hidtil har jo udelukkende Mænd dømt Kvinder for de af dem begaaede Forbrydelser, ligesom udelukkende Mænd har dømt i Sager angaaende Mænds Forbrydelser mod Kvinder. Følgen har - som rimelig kan være - været, at Kvinderne ialfald ofte har tænkt, at Domsudslag, hvis Rigtighed har forekommet dem tvivlsomt, skyldes manglende Forstaaelse. Men har Kvinderne været med ved Paadømmelsen, vil Afgørelsen modtages med mere Tillid.«

Saa vidt Hr. Amtmand Urbye. – At Kvinderne har gjort god Fyldest for sig i de to første Aar, de fungerede som Dommere, tror jeg er almindelig anerkendt. Da Valgene til Medlemmer af Juryen næste Gang foretoges - i December 1906 - for Aarene 1908-09 - steg Kvindernes Antal her i Kristiania til det dobbelte for Lagrettens Vedkommende og til det tredobbelte for Meddomsrettens af, hvad det udgjorde første Gang. - Et Par Gange har ogsaa Kvinder været valgt til Lagrettens Ordfører, senest nu nylig her i Kristiania, da man nominerte det eneste kvindelige Medlem som saadan.

Til Slut vil jeg anføre, hvad et af vore større Hovedstadsblade – Norske Intelligenssedler - skrev i en Redaktionsartikel for et Aarstid siden om Kvinder som Jurymedlemmer:

»Den særlige Betydning og Nytte, som Kvinders Deltagelse i Dommerhvervet har, kommer i sin Almindelighed særlig frem i Sager af ubehagelig og pinlig Beskaffenhed. I Sager mellem Mand og Kvinde er det jo netop, at det kvindelige Skøn og den kvindelige Retfærdighedsfølelse skal bidrage til den alsidigste og retfærdigste Bedømmelse af Skyld og Uskyld.«

Efter hvad jeg har hørt, har man jo nu i Danmark faaet en ny Retsreform. Desværre kender jeg ikke det mindste til den. Men det er da en soleklar Selvfølge af Kvinders kommunale »Stemmeret paa samme Betingelser som Mænd«, at de danske Kvinder maa være med om at udøve sine Borgerpligter ogsaa der!

Kristiania, 22de August 1908,

Fredrikke Mørck.

 

Frøken Mørck gaar i sin Artikel ud fra, som en Selvfølge, at de danske Kvinder har Adgang til at blive Nævninger. Dette er imidlertid ikke Tilfældet. Ved den i forrige Rigsdagssamling vedtagne Ordning af Retsplejen fastsættes udtrykkelig om Nævningers Udtagelse, at kun Mænd, der er optagne paa Folketingslisterne, kan komme i Betragtning. Atter her viser det sig, at Kvinderne ikke opnaar de samme Rettigheder som Mænd, saalænge de ikke har politisk Valgret.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner