Bjørnstjerne Bjørnsons Udtalelse om "Mænd af Ære".
I Anledning af en nedsættende Artikel i norsk "Dagbl." om Laura Kielers Skuespil skriver B. B. i samme saaledes:
Denne Laura Kielers Bog har faaet en Nedslagtning ved Hr. Aanderud, som heldigvis er sjælden i vor Presse.
Det kan være, at det Livsbillede, som her skulde fanges, ikke fandt stærk nok Kunst; det kan ogsaa være, at Tendensen somme Steder ligger som en nøgen Nerve, ikke dækket af levende Menneskelighed. At et Teater, og da navnlig et norsk, har antaget Stykket til Opførelse, tror jeg er et Fejlgreb.
Men er dermed alt sagt? Hr. Aanderud, som selv har skrevet vakre Ting (de fleste over en "Tendens"), skulde han ikke uvilkaarlig her under Læsningen føle elektrisk Stød af en Intelligens, højere end hans egen? Ti det er særegent for denne Bog, at den under sin Kamp med Midlet røber Ævner af saa høj aandelig Art, Lydhørhed og Syn, stykkevis en Kunst og overalt en Indignationskraft, en Kærlighed, som bare første Rangs Mennesker har. Jeg har ikke den Ære at kende Fru Laura Kieler, og af det, jeg har hørt om hende eller læst af hende, havde jeg ingen Anelse om et saa fint Naturel og saa rige Evner. Om dette alt sammen skal samles i en bestemt Form for noget enkelt, eller dele sig ... jeg véd det ikke; det staar paa Arbejdsmaade og Vilkaar, jeg her ikke skal omtale.
Men en Personlighed som den, der møder os her, og et sligt Hjærtelag i Samfund med det, vi elsker, skal sandelig hilses velkommen og ikke afvises med en langtrukken Aandrighed om en Grindstolpe og en fuld Mand.
Dette fine Menneske og saa dette grove Billede ... jeg skal holde tilbage, hvad jeg føler ved det.
