« Tilbage til søgeresultaterne
For og imod
Fru Holmgreens Artikel.
Vi har atter haft den Glæde fra de svenske Valgretskvinders ypperste Forkæmperinde, Fru Ann Margret Holmgreen, at modtage en længere Korrespondence om svenske Forhold.
Vore Læsere vil ikke kunne faa nogen bedre Vejleder til Forstaaelse af Stemmeretssagens Fremgang i vort Naboland end netop Fru Holmgreen, hvis mangeaarige Arbejde er kendt i hele Europa, og som utrættelig staar forrest i Striden.
Den gamle Biskop.
En Interviewer spurgte for nylig en australsk Biskop om, hvad han mente om Kvindevalgretten, og hvorledes han fandt, at den havde virket i den Tid, den havde bestaaet der i Landet. Biskoppen svarede:
»Jeg har aldrig kunnet forstaa, at en Kvinde skulde miste noget af sin Ynde eller sin Kvindelighed, fordi hun hvert andet eller hvert tredie Aar sætter et Blyantsmærke paa en Lap Papir. De indvundne Erfaringer har heller ikke i mindste Maade vist, at Frygten derfor er begrundet.»
Følelsens Værdi.
Donna Martini, Italiens ældste Valgretskvinde, er nylig blevet interviewet og har bl. a. udtalt: »Kvinden maa have Valgret, ikke blot for sin egen Skyld, men for at varetage den humane Lovgivning. Kvinden ejer en Skat af Følelser, denne Side bør ogsaa have Lov til at komme frem til Menneskehedens Gavn.«
Et Gran af Daarskab.
De engelske Kvinders voldsomme Agitation, der over alt vækker den største Opmærksomhed, har ogsaa faaet den bekendte italienske Socialistfører, Professor Ferri, til at udtale sig om Bevægelsen. Han mener ikke, at den Vej, Englænderinderne er gaaet for at skaffe sig deres Ret, vil være den naturlige for de italienske Kvinder, de er mere rolige, holder stærkere paa Formen, »men,« siger han, »husk paa, at aldrig har Menneskene gjort en stor Erobring, uden at der jo ogsaa var et Gran af Daarskab med i Spillet.«