« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Finland
Det er endnu for tidligt at fælde en afgørende Dom angaaende Resultatet af Kvindernes politiske Stemmeret og Valgbarhed i Finland. Man maa ikke glemme, at vi fik disse Rettigheder lige efter en Tid, der var fuld af politiske Ulykker, og at vi udøver den paa en Tid fuld af politisk Uro og hurtige Omvæltninger paa de politiske og sociale Omraader. De bedste Beviser herpaa er, at vi staa overfor det tredje Valg, skønt den ny Valglov først indførtes 1906 og de første Valg (der gjaldt for 3 Aar) først fandt Sted i Marts 1907. Men saa meget kan man sige, allerede nu, at Kvinderne energisk lagde deres Ønske om at faa Stemmeret for Dagen, og at de gennemsnitlig afgav deres Stemme lige saa talrigt og lige saa godt som Mændene, samt at deres nye politiske Rettigheder har fremkaldt Ansvarsfølelse og Interesse for politiske og sociale Spørgsmaal hos dem. I Landdagen maatte de naturligvis som Begyndere i Arbejdet optræde med Forsigtighed. Men Indholdet af de Forslag, som de er fremkomne med, viser dog, at der findes nye og vigtige Spørgsmaal, som Kvinderne tage op som deres specielle, og som kun kan vinde ved, at Kvinderne deltage i deres Behandling. Blandt disse findes saadanne, som have været fremme paa tidligere Landdage uden Resultat, men som blev afgjorte, saa snart Kvinderne selv sad i Landdagen. Hvorvidt Kvindernes direkte Indflydelse paa Lovgivningsarbejdet bliver af saa. stor Betydning, som Reformens Venner haaber, beror i høj Grad paa de kvindelige Vælgere. Hvis nemlig disse kun giver deres Stemme til saadanne Kvinder, som virkelig repræsenterer Viden og Indsigt paa forskellige Arbejdsomraader og vise Interesse for Reformer til Fordel for sit Køn, saa kan Kvindernes Stemmeret og Valgbarhed blive af gennemgribende Betydning for hele Folket.
Helsingfors, Finland, d. 6. Marts 1909.
Alexandra Gripenberg.
Ved Kirkemødet i Aabo (Finland), som fandt Sted straks efter, at Landdagen var afsluttet
d. 1. November 1908, yttred Provsten, V. Malmivaara, Medlem af Landdagen og tillige Medlem af Kirkemødet, i Anledning af et Forslag om udvidede Rettigheder for Kvinderne paa det kirkelige Omraade, følgende:
»Hvis nogen for 10 Aar siden vilde have vovet at foreslaa, at der skulde gives Kvinderne samme Rettigheder som Mændene med Hensyn til de kirkelige Tillidsposter, saa tror jeg, at Haarene vilde have rejst sig paa mit Hoved af Forfærdelse, og jeg havde sikkert, ligesom nu Udvalget (før Behandlingen) udtalt mig imod det, maaske i endnu stærkere Udtryk. I Udvalgets Betænkning finder jeg næsten Ord for Ord mine egne Anskuelser fra den Tid: Det tilkommer ikke Kvinden aktivt at deltage i Forsamlingens Styrelse og Repræsentation, og som .Udvalget saa poetisk udtrykker sig: naar man tager Hensyn til Kvindens høje Mission i Hjemmet, hvor det vigtigste Arbejde, Menneskeslægtens Opfostring, altid vil foregaa, saa synes det ikke at være Ret at tage Kvinden bort, fra Hjemmet, og derfor mener Forsamlingen ikke at være berettiget til at besvære hende o. s. v. Det er meget sandsynligt, at jeg desuden vilde have tilføjet, at denne Reform slet ikke er tiltrængt, at den civile Lovgivning udtrykkelig modsætter sig den; hvor ubehageligt det maatte være for Kvinden al blive Medlem af Kirkemødet, hvor svær en Stilling hun vilde komme i, hvis hun blev udset til Ordningsmand ved Præstevalg o. s. v. Og jeg var sikkert kommet til det samme Resultat som Udvalget, nemlig, at Forslaget er for tidligt vakt.
Af alle disse Grunde forstaar jeg saa udmærket Udvalgets Majoritet i dets Modstand mod Forslaget. Men da jeg kom her til Kirkemødet næsten umiddelbart fra en anden Repræsentantforsamling (Landdagen) og saa dette agtværdige Kammer forsamlet, saa forekom det mig underligt, at der ikke var forbeholdt det andet Køn nogen anden Plads end en Stenografplads. Jeg siger dette som Bevis paa, hvor Tiden har forandret mig, og med det samme vil jeg udtale min Overbevisning om, at Tiden ogsaa engang vil forandre selve Kirkemødet Jeg vover ikke mere at spørge om, hvorvidt det er et bestemt Krav om, at Kvinderne bliver valgbare til kirkelige Tillidsposter. Jeg spørger kun: »Er det Ret, at Adgangen til disse Poster nægtes det Køn, som er talrigst repræsenteret i vore kirker og Missionshuse, ved Andagtsmøder og i de Syforeninger, som arbejder for Kirkens Formaal, det Køn, hvis Repræsentanter i Finlands Landdag deltager i Vedtagelsen eller Forkastelsen af Finlands Forsamlingers og dette Kirkemødes Beslutninger, og som ikke i denne Virksomhed har gjort sig fortjent til noget Mistillidsvotum. Selv om dette Kirkemøde aabnede sine Døre for Kvinden, saa vilde hun ikke derfor forsømme sit Hjem, heller ikke det dyrebare Opdragelseshverv, hvortil hun drages af hele sit Hjerte, men hun vil blive befriet for den trykkende Tanke, at den Kirke, som hun giver sin Kærlighed, gør hende Uret. Før jeg kunde gaa alene, bar min Moder mig til Kirken og lærte mig at elske den lutherske Kirke. Denne Taknemmelighedsgæld til hende, vil jeg gerne afbetale til hendes Medsøstre. Jeg véd, at den Mindretalsbetænkning, som er tilføjet Udvalgets Betænkning (og som fordrer, at Kvinderne faa disse Rettigheder med det samme), en Gang vil blive vedtaget. Jeg vover at foreslaa, at det højærværdige Kirkemøde vil vedtage den nu. Det var ikke for tidligt.
Refereret ved Alexandra Gripenberg.
