« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinders Valgret og Valgdeltagelse i de skandinaviske Lande
Blandt de europæiske Lande er det de skandinaviske, der gaar i Spidsen i den moderne Kvindebevægelse. Norge, Finland og Danmark er de Lande, hvor Kvinder først og i videst Udstrækning har opnaaet kommunale og politiske Rettigheder. Dog findes der Lande, hvor ugifte, selvstændige Kvinder fra ældre Tid har haft nogen kommunal Valgret, knyttet til Jordbesiddelse eller direkte Skatteydelse, saaledes tidligst i Sverige, senere i England, og i Milano havde Kvinder kommunal Valgret før Italiens Enhed.
I 1901 fik Kvinderne i Norge kommunal og i 1907 politisk Valgret og Valgbarhed under Betingelse af, at de eller deres Mænd svarer Skat. Mænd har Valgret og Valgbarhed uden Skatteydelse.
I 1906 fik Kvinderne i Finland politisk Ligestilling med Mænd. Kommunal Valgret vil de faa, hvis det Forslag om Kommunestyre, der er forelagt i Landdagen, bliver ophøjet til Lov. - I 1903 fik Kvinderne i Danmark Valgret og Valgbarhed til Menighedsraadene, i 1907 til de kommunale Hjælpekasser og i 1908 Valgret og Valgbarhed til de kommunale Raad.
I Finland er Kvinderne tre Gange gaaede til Valg, idet Landdagen har været opløst hvert af Aarene 1907, 1908 og 1909. Der foreligger ingen samlet Opgørelse over, hvor mange Kvinder der har stemt; ialt stemte i 1907 71 pCt. af de stemmeberettigede Mænd og Kvinder, i 1908 64 pCt. Kun for Nylands Len foreligger en statistisk Redegørelse for 1908 og 1909; herefter stemte i de to Aar henholdsvis 73 og 72 pCt. af Mændene og 65 og 63 pCt. af Kvinderne. I 1907 valgtes 181 Mænd og 19 Kvinder ind i Landdagen, i 1908 176 Mænd og 24 Kvinder og i 1909 179 Mænd og 21 Kvinder.
I Norge har Kvinderne endnu ikke deltaget i noget politisk, men derimod i tre kommunale Valg, nemlig i 1901, 1904 og 1907. Fra 1901 og 1907 foreligger de bedste Oplysninger, og det fremgaar af disse, at i 1901 stemte af de stemmeberettigede: i Byerne 57 pCt. af Mændene og 48 pCt. af Kvinderne, paa Landet 41 pCt. af Mændene og 10 pCt. af Kvinderne; for hele Norge bliver det 45 pCt. af Mændene og 21 pCt. af Kvinderne. I 1907 stemte i Byerne 71 pCt. af Mændene og 63 pCt. af Kvinderne, paa Landet 49 pCt. af Mændene og 20 pCt. af Kvinderne; for hele Landet bliver Deltagelsen 55 pCt. for Mændenes og 34 pCt. for Kvindernes Vedkommende.
l Danmark har Kvinderne deltaget i Valg til Menighedsraad i 1903; der stemte da 54 pCt. af de indtegnede Mænd og 39 pCt. af de indtegnede Kvinder. Om Deltagelsen i Valgene til de kommunale Hjælpekasser i 1908 foreligger ikke samlede Oplysninger. Ved de i 1909 afholdte Kommunevalg blev der af de stemmeberettigede af givet Stemme i Byerne af 82 pCt. af Mændene og 68 pCt. af Kvinderne, paa Landet 73 pCt. af Mændene og 38 pCt. af Kvinderne; i hele Landet bliver det 76 pCt. af Mændene og 50 pCt. af Kvinderne. Som man ser, er Valgdeltagelsen baade fra Mænds og Kvinders Side større i Danmark end i Norge, især paa Landet; men de større Afstande og den daarligere Forbindelse lægger ogsaa større Hindringer i Vejen der end her.
Hvad de valgte Kandidaters Køn angaar, har Forholdet været nogenlunde det samme i Norge som i Danmark. Der valgtes i Norge i 1901 i Byerne 1866 Mænd og 86 Kvinder og paa Landet 10,464 Mænd og 12 Kvinder; i 1907 valgtes i Byerne 1858 Mænd 122 Kvinder og paa Landet 10,856 Mænd og 20 Kvinder. I Danmark valgtes i Byerne 794 Mænd og 62 Kvinder og paa Landet 9,076 Mænd og 65 Kvinder.
Paa Island fik Kvinder kommunal Valgret i 1882 og kommunal Valgbarhed i 1902. Der sidder 4 Kvinder i Reykjavik Byraad.
M. H.