« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Suffragetternes Land
I Septembernumret af »Kvindevalgret« omtaltes den »Hungerstrejke«, som de engelske Suffragetter havde paabegyndt i Fængslet, og som resulterede i, at de løslodes inden Udløbet af den dem idømte Straffetid. Imidlertid har Myndighederne ved senere Fængslinger søgt at bryde Suffragetternes Modstand ogsaa paa dette Punkt, idet de har indført Tvangsmadning overfor de genstridige.
Den 17de Septbr. holdt Førsteministeren Mr. Asquith et stort Møde i Birmingham. Trods uhyre Anstrængelser fra Politimyndighedernes Side for at forhindre Demonstrationer fra Suffragetterne, lykkedes det dem dog at gøre sig bemærkede paa en for Mr. Asquith meget ubehagelig Maade. Byen saa ud, som om den ventede en fjendtlig Armés indtrængen. Overalt var der opkastet Barrikader, bevogtet af ridende Politi. Vinduerne i de Huse, der laa i Nærheden af Mødestedet, var lukkede med Skodder, og Mr. Asquiths Vogn var omringet af saa meget ridende Politi, at selv en russisk Czar maatte føle sig sikker. Ikke desto mindre lykkedes det to Kvinder fra et Hustag at kaste nogle Skiferstumper ned i Mr. Asquith’s Vogn, saa Vinduer og Lygter knustes. Ministeren selv blev ikke ramt.
To andre Kvinder knuste et Par Ruder i Mødesalen, og indenfor i Hallen af brødes Ministeren stadig af Raabet: »Stemmeret for Kvinder«, udslynget med høj Røst af Suffragetternes mandlige Allierede. Demonstrationerne, der fyldte Spalterne i alle engelske Blade i de nærmest paafølgende Dage, havde naturligvis en Række Fængslinger til Følge.
De fængslede Kvinder paabegyndte straks »Hungerstrejken« som en Protest imod den Behandling, der blev dem til Del. Fængselsmyndighederne besluttede da at tvangsmade dem ved at pumpe Føden ned i dem. Denne Fremgangsmaade har vakt den største Ophidselse mod Regeringen, ikke alene i Suffragetternes egen Lejr, men blandt alle rettænkende Mennesker; en Kreds af Læger har indsendt en Skrivelse til Minister Asquith saalydende: »Vi undertegnede praktiserende Læger protesterer paa det skarpeste imod den Behandling som ved den kunstige Madning anvendes imod Suffragetterne i Birmingham Fængsel. Vi gør Dem opmærksom paa, at denne Methode, naar Individet gør Modstand, er forbundet med den største Risiko, at uforudsete Ulykker kan hænde, og at de paagældendes Helbred kan tage alvorlig Skade. Efter vor Mening er denne Fremgangsmaade uklog og inhuman.«
Skrivelsen er undertegnet af 160 Læger.
Suffragetternes utrættelige og opofrende Anfører, Mrs. Pankhurst har i Anledning af de sidste Begivenheder skrevet nedenstaaende Artikel i »Votes for Women«. Vi bringer den her i Oversættelse.
Den hellige Ild.
Overalt i Landet er i Øjeblikket alle, der elsker Retfærdighed, opfyldt af Harme over Regeringens sidste Optræden overfor Kvinderne.
Fordi vi ikke vil give efter eller opgive vort Krav om Kvindernes Frigørelse, skal vi end vriste den ud af Regeringen med Magt, bliver vore kære Kammerater i Fængslet stadig behandlet paa en grusom og umenneskelig Maade. Saaledes haaber man - dog kun forgæves - at kue Kvindernes Oprør.
I forrige Uge opfordrede den liberale Presse mig til at skride ind mod vor Agitation og til at paatale saadanne Scener, som have fundet Sted udenfor Burgley Hall.
Men jeg vilde sandelig handle fejgt, hvis jeg imødekom en saadan Opfordring. Og utro vilde jeg være mod det hellige Hverv, der er mig betroet, hvis jeg forsøgte paa at hindre Medlemmerne af »Kvindernes sociale og politiske Forening« i paa lovlig Maade at protestere. Men fremfor alt vilde et saadant Forsøg slet ikke lykkes. Thi de Kvinder, som ere med i denne Bevægelse, véd altfor vel, at det kun vilde være dumt, fejgt og skadeligt nu at vende om. Skridt for Skridt har Regeringen ved sin Fremgangsmaade drevet Kvinderne frem til kraftigere og kraftigere Modstand. Efter at deres Deputationer er bleven nægtet Modtagelse, efter at de er bleven udelukkede fra offentlige Møder og gentagne Gange straffede paa almindelig Forbrydervis kun for at have søgt Foretræde hos Premierministeren, har Kvinderne gaaet støt og sikkert fremad og har aldrig foretaget et eneste Skridt, som Omstændighederne ikke har tvunget dem til. Nu er det for sent at opfordre til at vende om.
Nu kan der kun appelleres til Regeringen ; thi den alene har Magten til gennem en eneste simpel Retfærdighedshandling at standse Agitationen. Thi udelukkende Indrømmelse af Kvindernes naturlige Borgerret kan gøre Ende paa den nuværende frygtelige Tilstand.
Dog, Regeringen har valgt en anden Fremgangsmaade. Den har i Stedet taget Tilflugt til Tortur. Netop medens jeg skriver disse Linjer, lider de tapre Kvinder i Birmingham Fængsel den Tort at faa Føden tvungen i sig, fordi de, som en sidste Protest mod Uretfærdighed og Tyrani, har nægtet at tage Næring til sig. Dette, at sulte sig, som en sidste Protest mod Magtens Misbrug, er hidindtil kun kendt i de russiske Fængsler; men under et liberalt Regimente i det frie England ere Kvinderne blevne tvungne til at bruge dette frygtelige Vaaben mod deres Undertrykkere. For at kue Kvindernes Mod, er den liberale Indenrigsminister endda gaaet videre, end selve de russiske Embedsmænd nogensinde vilde have vovet det. Paa hans Befaling overmandes Kvinderne, og man paatvinger dem Føden gennem kunstige Rør, medens de kæmper for at forhindre det. Saaledes gaar Regeringen frem for at standse denne »Sulte-Protest« og for at undertrykke Agitationen.
Men atter vil dette mislykkes, saaledes som det er mislykkedes i Fortiden, naar grusomme og underkuende Voldshandlinger fandt Sted. Ligesom det er i den hedeste Ovn, at Staalet bliver bedst hærdet, saaledes er det i denne Kampens Hede, at Kvindernes Storhed skal fødes. Efter Offentliggørelsen af Regeringens sidste modbydelige Handlinger, har jeg modtaget Breve fra Kvinder, som have bedt om Tilladelse til at tage Del i Kampen, som have forlangt at faa de Steder anviste, hvor Dysten er haardest, Faren størst og Lidelserne de sværeste.
Saaledes har det altid været. Thi hver Gang Retfærdigheden paany lider Overlast, hver Gang Undertrykkelse paany finder Sted, forstærkes Mandskabet i de kæmpendes Rækker. Og nu de 90 Kvinder, som vente paa Dommen for at have deltaget i Deputationen den 29de Juni? Tror Regeringen virkelig, at den ved en saadan ny Fremgangsmaade kan skabe Rædsel i vort Sind? Maaske vil det lykkes den at kue et Par enkelte hjælpeløse Kvinder i Birmingham Fængsel, men hvis Retssagen gaar imod os, og vi alle bliver sendt til Holloway, tror Regeringen saa ogsaa den vil være i Stand til at kue os saa let?
Alle Kvinder i vor Forening, ja, selv de, der staar udenfor vore Rækker, ere oprevne i deres inderste Sjæl. Thi den Lidelsens Flamme, som fortærer vore Søstre i Fængslet, brænder ogsaa i os. Vi lider med dem, vi deltager i deres Nød, og vi skal dele Sejren, naar den kommer. Denne Ild vil med sine lysende Flamme-Ord: »Vaagn op«, kalde paa hver den, der sover; og Kvinden vil for stedse vækkes af sin Dvale. Den vil slaa ned og berige de, der før var tavse, med Ordets Magt, og disse vil gaa frem og forkynde, at Befrielsens Time er inde. Dens Lys vil ses fjærnt og nær af de mange, der lider, sørger og kues, og den vil give deres Liv fornyet Glans, fornyet Haab, fornyet Sikkerhed om Sejr.
Thi den aandelige Styrke, som Regeringen i sin Blindhed og til egen Skade har ansporet hos Kvinderne, er for stor og for ædel til at kunne forstaas. Og selv om det vilde være muligt for Regeringen at hjemsøge vore Kvinder med endnu større Pinsler, ja, skulde det gaa paa Livet løs, saa vil denne Styrke dog vide at blive den sejrende. For de Kræfter, der bor i Kvinderne nu, kan ikke dræbes, de er stærkere end alle jordiske Magthavere, stærkere end alt Tyranni, Grusomhed og Undertrykkelse, stærkere end selve Døden.
Emmeline Pankhurst.
