« Tilbage til søgeresultaterne
Vor Organisation og Kvindernes politiske Valgret
Det har sikkert hos mange Kvinder vakt store Forhaabninger, at vi har faaet en Regering, som ganske utvetydig erklærer, at ville arbejde for Kvindernes politiske Stemmeret, og som er udgaaet af et Parti, der ved Rigsdagssamlingens Begyndelse har forelagt et Forslag om at forandre Grundloven saaledes, at Kvinder faar Valgret og Valgbarhed paa samme Betingelser som Mænd. Vi haaber imidlertid, at Kvinderne ikke ser altfor sangvinsk paa denne Sag og tror, at nu kan de rolig lægge Hænderne i Skødet, for nu kan de jo være sikre paa at faa Valgretten, selv om de ikke arbejder for den. Thi det bør jo ikke overses, at selv om Regeringen har Viljen til at gennemføre denne Reform, er det jo ingenlunde sikkert, at den vil kunne samle et Flertal derfor. En Grundlovsændring er, som man véd, en meget vanskelig Ting at gennemføre.
Men selv om saa var, at det virkelig skulde ske, at Kvindernes Valgret blev gennemført i en nogenlunde nær Fremtid, saa vil dog derfor vort Organisationsarbejde ikke være til Ende lige med det samme. Det gælder da netop i endnu højere Grad end før, at organisere Kvinderne, at sørge for, at de bliver politisk oplyste, at vække deres Interesse for det offentlige Livs Anliggender, saa at de forstaar, at det er baade deres Ret og Pligt at bruge Valgretten, naar de endelig en Gang har faaet den.
Der er siden Landsmødet i Sommer i en Del af vore Foreninger gjort et ganske usædvanlig godt Arbejde, som vi har fulgt med største Glæde og Interesse, ligesom ogsaa de nystiftede Agitationskredse har vist sig overmaade nyttige. Vi opfordrer vore Foreninger til alle som en at fortsætte Arbejdet med usvækket Energi. Selv om vi ikke véd, hvor langt ud i Fremtiden, Opfyldelsen af vort Krav ligger, saa staar det ene fast, at det Arbejde, der udføres i vore Foreninger, ikke gøres forgæves.