Fra Rigsdagen

De sidste Dage af Nvbr. har Forslag til Ændringer i Grundloven været til Be­handling i Folketinget, Forslaget inde­holder jo bl. a. Kravet om politisk Valg­ret for Kvinder, samt Nedsættelse af Valgretsalderen. Vi bringer nedenfor et Uddrag af Forhandlingerne taget fra Rigsdagstidende.

Ordføreren for Forslagsstillerne, Re­daktør Rode, udtalte bl. a., at Kvin­dernes Deltagelse i det kommunale Liv har gjort det naturligt, at deres Del­tagelse i det politiske Liv kommer paa Dagsordenen, det erkendes fra alle Si­der, at det er umuligt at holde dem udenfor og fra de fleste Sider erken­des det, at det vil være en stor Fordel at de træder ind i det offentlige Liv.

 

Hammerich (Højre): Med Hensyn til et af disse Forslag, nemlig det, som angaar Udvidelse af Valgretten til Kvinder, ville ærede Med­lemmer vide, at der er delte Meninger indenfor Højre. Der er nogle, som lægge Hovedvægten paa de Indvendin­ger, som kunne gøres derimod, men andre, og det er dog vist et Flertal, som se, at der er mere, som taler der­for end derimod. Disse kunne beklage, at vi ikke, inden dette Spørgsmaal lig­ger for til endelig Afgørelse, have faaet nogen mere Erfaring om Kvindernes Valgret til Kommunerne herhjemme, end vi endnu have faaet, saa at vi der­for maa bygge langt mere paa Erfarin­gen fra andre Lande, hvor der ganske sikkert vil møde os Betænkeligheder i samme Grad som Opfordring til at gaa til dette Skridt. Imidlertid, jeg tror, der er adskillige indenfor Højre, som kunde være tilbøjelige til at give dette Forslag sin Tilslutning.

Anderledes stiller det sig med den Udvidelse af Valgretten til Folketinget, der er foreslaaet ved at gaa til en an­den Valgretsalder. Vi have vore vægtige Grunde til i og for sig at være imod en saadan Udvidelse. Man har fra de forskellige Sider sagt, at de For­slag, vi her behandle, dreje sig jo egent­lig i det store og hele kun om at søge Juni-Grundloven genindført. Men Juni-Grundloven havde som Valgretsbetingelse fastslaaet 30 Aars Alderen, og det var sikkert ikke hen i Vejret, at de, som gav Juni-Grundloven, fastslog dette. Det gjorde de simpelt hen, fordi de gik ud fra, at det er den Alder, hvor man er ude over Gæringsaarene, hvor Livssynet har fæstnet sig og der­med den Modenhed naaet, som man ønsker, at de, der skulle bestemme, hvorledes Landet skal styres, gerne skulle være i Besiddelse af. Nu er der jo her Tale om at udvide Valgretten ikke blot til 25 Aars Alderen, men til Myndighedsalderen, altsaa en meget bevægelig Grænse, som kan forandres ved en almindelig Lov. Det vilde kun være berettiget, hvis man kunde sige, at naar man ud fra den Respekt, som man skal vise Individet, mener, at det i en nogenlunde tidlig Alder skal have Lov til at raade over sine egne Sager, skulde man som Følge deraf ogsaa mene, at det samme Individ var modent til at være medbestemmende over, hvor­dan Landet skal styres, og den Be­tragtning kunne vi ikke tiltræde. Er der Partier, og det vil der jo altid være, som kunne have Interesse af at faa Valgretten udvidet, kan det gaa saaledes, at disse Partier, ikke fordi de finde en tidligere Myndighedsalder for­svarlig, men for at faa en lavere Valg­retsalder til Folketinget, gøre et saadant Skridt, naar de i et givet Øjeblik have faaet Flertal i begge Ting, og det vil da kunne blive vedtaget, uden at man som ellers, naar der er Tale om saadanne Forandringer, behøver at lade det grundlovfæste efter Valg af en ny Rigsdag. Det er de Bemærkninger, jeg har at gøre om de væsentlige af de Forslag, som vedrøre Folketinget.

 

Neergaard (moderat): Jeg skal gentage den Tilslutning, jeg allerede i Sommer som Konsejlspræsident gav til Ønsket om Udvidelsen af Valgretten til Folketinget med Kvinder og

25-aarige.

 

Johan Knudsen (Højre): Med Hensyn dl Bestemmelsen om, at Valgretten til Folketinget skal nedsættes til Fuldmyndighedsalderen, maa vi. for overhovedet at indlade os paa nogen Forhandling herom, i det mind­ste forlange, at der bliver bestemt en vis Aldersgrænse. Nu kan jo Fuldmyndighedsalderen bestemmes ved en almindelig Lov, og saa vidt jeg véd, er der paa Trapperne et Lovforslag om, at Fuldmyndighedsalderen skal ned­sættes fra 25 til 21 Aar. Jeg finder det ganske uantageligt at skride til en saa betydelig Nedsættelse af Valgretsalde­ren, som det vilde være at gaa fra 30 til 21 Aar. Om den mandlige Del af Befolkningen over 25 gælder det dog, at den gennem den kommunale Valg­ret har tilkendegivet sin Interesse for og sin Forstaaelse af offentlige Anlig­gender. Men desuden foreslaar Lovfor­slaget jo at give Kvinderne politisk Valg­ret. Endskønt jeg personlig ikke hører til de principielle Modstandere af Kvin­ders politiske Valgret, mener jeg dog, det vilde være klogt at vente med at tildele dem den. Kvinderne fik kom­munal Valgret i Fjor, og vilde det da ikke være fornuftigt at trække Vejret lidt, at vente, indtil vi fik at se Resul­tatet af, hvorledes Kvindernes kommu­nale Valgret havde virket, og indtil Kvinderne ved at benytte deres kom­munale Valgret havde tilkendegivet den Interesse, som dog maa betinge, at Valgretten yderligere udvides.

 

Jul. Wulff (Højre): Naar man har spurgt om, hvad der er et konservativt Partis Opgave, saa bestaar dets Opgave og Nytte i, som det ogsaa er sagt af flere ærede Med­lemmer, ogsaa det ærede Medlem fra Æbeltoft (N. Neergaard}, at sikre Ro og Stabilitet i Udviklingen. Der kom­mer jo mange umodne Idéer frem, og vi ere som Nation et ret radikalt Folk, der er anlagt paa hurtigt at optage de nye Idéer, der .rejse sig rundt om i Verden, og hastigt gennemføre dem. En saadan hastig Gennemførelse af nye Idéer er ofte skadelig. Ligesom Naturen ikke gør noget Spring, men udvikler sig langsomt og lægger Sten paa Sten til sin Bygning, er noget lignende hel­digt før et Folk, og en konservativ Retnings Opgave er da at hjælpe til, at de Bestræbelser, der komme frem, sigtes og overvejes, saaledes at det hele, inden det omsættes i Lovparagraffer, er afgæret. Først da kan det gaa ind i og assimileres i Nationens Legeme og kommer ikke til at sidde som en ny Lap paa et gammelt Klædebon, der slet ikke passer til det hele og gør Skade i Stedet for Gavn.

Netop i Overensstemmelse med denne Opfattelse af den konservative Retnings Opgaver vil jeg gøre nogle Bemærk­ninger om Kvinders Valgret. Det er ikke som ubetinget Tilhænger af den og heller ikke som ubetinget Modstan­der af den, men ud fra den Opfattelse, at man skal se sig for og give sig Tid, inden man indfører Kvindernes politiske Valgret. Man skal gøre det af ganske almindelige konservative Grunde, men ogsaa af særlige Grunde, og af dem vil jeg gerne anføre en her, da jeg ikke tror, at den er saa kendt her i Landet og heller ikke af dette Tings Medlem­mer, som den burde være. Jeg ved, at det gaar her som andre Steder, at man accepterer Tanken om Kvindernes po­litiske Valgret uden rigtig at overveje det, hvorfor der er Fare for en forha­stet Gennemførelse af denne Sag. Det vilde være naturligt, som ogsaa det ærede Medlem fra Fredensborg (Johan Knudsen), der talte paa den Gruppes Vegne, jeg tilhører, sagde, om man gav sig Tid og saa, hvorledes Kvinders Deltagelse i det kommunale Liv udviklede sig, inden man gjorde det næste Skridt.

Men det, jeg særlig vil henlede Op­mærksomheden paa, er det store uden­landske Eksempel. Ovre paa den an­den Side af Vesterhavet er man omtrent stillet som her. Man ser i denne Tanke noget nyt og saakaldet demokratisk, og man er tilbøjelig til at gaa ud fra den Antagelse, at naar et saadant Krav rejses i et demokratisk Land med den fornødne Heftighed og Vedholdenhed i nogle Aar, er det noget, om hvilket man maaske kan mene, at det mulig er ufornuftigt, men vi blive nødte til at tage det, vi maa igennem det. Mod denne Antagelse, at det skulde være uundgaaeligt, har der rejst sig en stærk Bevægelse, der henter Argumenterne for sin Modstand i Amerika. Denne Be­vægelse er særlig rejst af en anset For­fatterinde, Mrs. Humphrey Ward, hun er blandt andet Forfatterinde af den berømte Bog Robert Elsmere, om hvilken Gladstone sagde, at det var den mær­keligste Bog, han kendte. Det er altsaa en Forfatterinde, der staar langt over, hvad man i Almindelighed forstaar ved Dusinforfatterinde eller Tevandsforfatterinde. Det, hun drager frem, er Forhol­dene i Amerika, det Land, hvor Be­vægelsen for Kvindernes Stemmeret først er bleven rejst. Den blev rejst i 1848 paa et Møde i New York i Juni Maaned, altsaa for 60 Aar siden. Efter at Bevægelsen var rejst blev Agitatio­nen dreven livligt, paa samme Maade som i England, maaske ogsaa som hos os. Det lykkedes at vinde Stemning derfor, og der blev gennemført For­fatningsændringer i alt Fald i 4 af Ame­rikas Stater, rigtignok de tyndest be­folkede i Vesten. Men i disse 4 Stater blev Kvindernes Valgret gennemført. Nu er det anderledes. Nu er denne Be­vægelse standset og drevet tilbage, og det, der har standset den, er ikke Mæn­denes, men Kvindernes egen Modstand. Der er for nylig gjort Forsøg paa at genoplive den ved Hjælp af Hjælpe­tropper fra Europa, særlig England, men det er ikke lykkedes.

Jeg henholder mig til den ameri­kanske Beretning, naar jeg her gengi­ver et lille Stykke om Bevægelsens Standpunkt, som det er i Amerika for Øjeblikket. Det hedder i denne Beret­ning, at Bevægelsen blandt de ameri­kanske Kvinder mod Kvinders Stem­meret begyndte paa een Gang i Østen og Vesten i Amerika uden indbyrdes Forbindelse, og den viste sig første Gang kraftig paa Overfladen i Aarene 1880-85. Den Gang arbejdede man dog spredt og stilfærdigt. Man skrev Artikler i Bladene, man øvede personlig Indvirkning, man paavirkede Rigsdags­mændene og fremkom ogsaa med Adresser mod de Forslag om Kvinders Stemmeret, der vare fremsatte. Men til at begynde med var Virksomheden forholdsvis stilfærdig. Saa voksede den Aar for Aar, og efter at have været ganske uorganiseret i det første Tiaar, gik man over til at organisere den og skabe Modstandsforeninger mod Kvin­dernes Stemmeret rundt om i Amerikas forskellige Egne. Nu er der i hver af Amerikas Stater, hvor der er en For­ening, der agiterer for Kvindernes Stemmeretsbevægelse, ogsaa en For­ening, der agiterer imod den. I Spid­sen for disse Antistemmeretsforeninger staar en stor Del af Amerikas højst ansete og højst dannede Kvinder, som have den bestemte Overbevisning, at det ikke er til deres Køns Gavn og ikke til Statens Gavn i det hele taget, at Kvinderne forlader den Sfære af Be­skæftigelser, hvormed de traditionsmæssig befatte sig, for at optræde paa den politiske Arena. Følgen af denne Modbevægelse er, at siden 1896 har Bevægelsen for Kvinders Stemmeret ikke vundet en eneste Sejr i Amerika, men den har opnaaet en lang Række Nederlag. I 5 af Staterne har man for­kastet Forfatningsforandringer, der inde­holde Stemmeret for Kvinder, og An­tallet af Henvendelser om Kvinders Stemmeret, som er indgivet til Staterne, men som er blevne tilbageviste, op­gøres i den sidste Beretning til ikke mindre end 155.

Kvinderne have i de amerikanske Stater kommunal Stemmeret. Forhol­dene ere noget anderledes end hos os og svare ikke til vore; men Kvinderne have der ganske særlig Stemmeret og Indflydelse ved Skoleraadene eller Skole­kommissionerne - Boards of Education - jeg ved ikke, hvorledes jeg bedst skal oversætte det, men det kan ogsaa være ligegyldigt. Men Bevægelsen for Kvindernes politiske Valgret har endda virket skadelig paa Udviklingen af denne Kvindernes naturlige Virksomhedssfære. Der har rejst sig en Stemning mod at Kvinderne beholde denne Stemmeret ved Valg til Skoleraad, fordi man er blevet saa ked af Bevægelsen for deres politiske Stemmeret. Eksempelvis har man i Staterne Connecticut og Ohio alvorligt drøftet Afskaffelsen af Kvinders Stemmeret ved Valg til Skoleraad. Der er 5 Stater, hvor Indførelsen af Kvinders Stemmeret paa dette Omraade er ble­ven forkastet. I New York forkastede mani 1899 et Lovforslag, der krævede, at mindst 1/3 af Skoleraadets Medlem­mer skulde være Kvinder, Dette billiger den engelske Forfatterinde Mrs. Ward ikke, og hun mener, at de amerikanske Kvinder igen ville finde Vej til paa ny at faa deres naturlige Virksomhed i Skoleraadene gennemført. Men hun hen­viser til, at der er saa stærk Modstand og Uvillie i Amerika mod Kvindernes politiske Stemmeret, ogsaa blandt Kvinderne, at den har kunnet føre til et Tilbageslag selv paa dette Omraade, hvor hun anser det for naturligt, at Kvinderne have Valgret.

Altsaa Bevægelsen for Kvindernes Stemmeret er bleven standset. For at føje endnu et Par Oplysninger til skal jeg nævne, at f. Eks. i Staten Oregon har der nu flere Aar i Træk været For­slag fremme om at forandre Statens Grundlov i Retning af at give Kvin­derne Valgret. Men Forslaget er blevet, forkastet med stigende Stemmetal, først med 3,000, derefter 5,000 og 10,000 Stemmer, for sidste Aar at blive for­kastet med et Flertal af 20,000 Stem­mer. I den Bevægelse, der førte til Forkastelsen, var det Kvinderne, der førte an. Kvinderne have organiseret sig, og have udstedt Opraab til Mændene, hvor de opfordre disse til ikke at lade sig vildlede af uvedkommende Raab fra de Agitatorer, som ere sendte ind i Staten fra andre Stater, hvor man ikke vilde indføre Kvindernes Stemmeret, men har sendt disse Stemmeretsagitatorer til Oregon. Kvinderne advarede Mæn­dene mod at imødekomme disse Agi­tatorers Krav, og det lykkedes dem at vinde Sejr. I Staten Washington havde Kvinderne Stemmeret, saalænge den endnu var Territorium, men saa snart den blev Stat og i den Anledning for­andrede sin Forfatning, afskaffede man Kvindernes Stemmeret.

Disse Erfaringer har jeg ønsket at fremdrage. Jeg tror, de tjene til det samme her i Landet som i England, nemlig til at modarbejde den ganske vilkaarlige Opfattelse, at naar et saadant Krav en Gang er rejst og er blevet ført frem, skulde man finde sig i, at det blev imødekommet, enten det er rigtigt eller galt. Det viser sig, at dette Krav deler Skæbne med andre Krav: hvis de findes gode, kunne de gennem­føres, og hvis de findes uheldige, kunne de slaas ned.

Dette Eksempel fra Amerika har man søgt at gennemføre i England. For netop et Aar siden rejste den samme Forfatterinde, som jeg nævnede før, en Bevægelse i England mod Kvinders Stemmeret. Hun sammenkaldte Møder, og der blev dannet en stor For­ening, udstyret, som det i England hør og bør, med en Række af Aristokratiets Kvinder i Spidsen. Lady Jersey fører Forsædet i denne Forening. Foreningen er altsaa endnu overordentlig ung, saa man kan jo ikke gaa ud fra, at den endnu har udført noget afgørende Ar­bejde. Men i de faa Maaneder, der ere gaaede, siden den blev dannet, har den stiftet 100 Filialer England over, og den har sat en Bevægelse i Gang for at faa indbragt en Adresse til Parla­mentet mod Kvinders Stemmeret. Den har i flere Tempi afleveret til Under­huset Adresser med 329,878 Under­skrifter af Kvinder af alle Samfunds­klasser, Arbejderkvinder i stor Mængde, saavel som Kvinder af Aristokratiet, der alle havde frabedt sig den Ære og Byrde at have politisk Valgret. Det er altsaa en ret betydelig Bevægelse, der allerede er rejst, og den støttes af ad­skillige engelske Politikere. Uagtet det er i England, som hos os, at man har været ret letsindig med omkring paa Valgtribunerne at love velvillig Hold­ning overfor Bevægelsen for Kvinders Stemmeret, er der ikke desto mindre fremtrædende engelske Politikere, og det af alle Partier, der have følt det som deres Pligt at træde op og tilken­degive deres Mening, den nemlig, at det ikke er tjenligt og ikke heldigt for Landet, om man indførte denne Kvin­dernes politiske Stemmeret. Mellem de Grunde, der anføres derimod, er der nogle, som vi maaske ikke med samme Styrke kunne anføre hos os, fordi vi høre til de smaa. Englænderne sige med Overlegenhed, at i smaa Na­tioner eller i Kolonier, hvis Rigsdagsforhandlinger nærmest have Karakter af Sogneraadsforhandlinger, kan det maaske gaa an at have Kvinderne med, men i et Rige som England, der be­hersker en stor Del af Verden og har et Kolonirige som Indien med 300 Mill. Mennesker, som til sin Oprethol­delse kræver Flaader og Hære, og som til sin økonomiske Opretholdelse kræ­ver store Jernindustrier, Mineindustrier og andre store Industrier, hvor Kvin­derne faktisk ikke kunne være Deltagere, vilde det være ganske unaturligt, om de deltog i selve den politiske Ledelse. Det er de Grunde, der anføres, men jeg skal lade Grundene staa ved deres Værd. Mit Formaal med dette har væ­ret at fremkomme med et Indlæg, der kunde bringe os til ikke paa Forhaand at tage Stilling enten for eller imod, men til at gøre det, man populæt kalder at tage det med Ro, se Tiden lidt an. Jeg vender altsaa tilbage til ganske det samme som min Gruppefælle, det ærede Medlem fra Fredensborg (Johan Knudsen), sagde før: Lad os foreløbig se Tiden an og se, hvordan det ud­vikler sig med Kvindernes kommunale Valgret. Lad os ikke alene se, hvilken Nytte de gøre, men lad os se, hvor­vidt de selv komme til at sætte Pris paa Valgretten. Det anføres nemlig og­saa ovre fra Amerika, at den kommu­nale og Skole-Valgret, som Kvinderne have, vise de ganske overordentlig ringe Tendens til at benytte i Praksis. Det kan være, at de, efter at have brugt den kommunale Valgret i et passende Aaremaal, egentlig komme til det Re­sultat, at det ikke var noget saa herligt,, som de oprindelig troede, eller det kan være, at de komme til det Resultat, at de i alt Fald ikke bør gaa videre og faa politisk Valgret. I alt Fald vil jeg mene, at man bør lytte til og se paa,. hvad der siges og foregaar andet Steds i Verden, og naar man tænker sig ned­sat parlamentariske Kommissioner med Grundlovsændringer for Øje, skulde man dog helst se sig lidt om først og ikke gaa til alt for hovedkulds at gen­nemføre en saa gennem gribende Reform,, som det vilde være at give Kvinderne lige politisk Valgret med Mændene.

Med Hensyn til de Udtalelser, som Højremanden Jul. Wulff ifølge ovenstaaende Referat er fremkommet med, skal det bemærkes, at disse er ganske misvisende. Ganske vist eksisterer der i Amerika en Antikvindestemmeretsbevægelse; - overalt, hvor en Sag fø­res frem med Energi og Varme, opstaar der en Modbevægelse, der imid­lertid som Regel kun bidrager til at fremme den Sag, den ønsker at mod­arbejde. Hvis Hr. Wulff havde gjort sig den Ulejlighed at undersøge Kvindevalgretsarbejdet i Nordamerika med samme Interesse, som han har under­søgt Antibevægelsen, vilde han næppe have betegnet Amerika som et Land, hvor »Bevægelsen for Kvindernes Stemmeret er standset«.

Red.