« Tilbage til søgeresultaterne
Moder eller Vælger
Redaktionen har haft den Glæde fra en i Schweitz bosat dansk Mand, Oberstløjtnant Emil von Fischer at modtage nedenstaaende Artikel, der vidner om en vaagen Interesse for Kvindernes Arbejde for politisk og social Frigørelse. Artiklen er et opmuntrende Vidnesbyrd om, at selv Mænd af en ældre Generation - Oberstløjtnant von Fischer er ca. 70 Aar - forstaar og anerkender vort Arbejde.
Bern. Schweitz, i Decbr. 1909.
Motto: Opgaven for en virkelig politisk Tænker er først at finde rigtige Præmisser for sin Tankeudvikling.
I »København«s Nr. 321 og 322 for henhv. 18. og 19. Novb. har Hr. Mag. Harald Nielsen givet et Indlæg i Spørgsmaalet om Kvindens Stemmeret, til hvilket jeg har ønsket at knytte nogle Ord, men den Gang var jeg forhindret ved andet Arbejde. Nogle Dage efter har først Bladet selv (Nr. 324) tilkendegivet sit eget Standpunkt i Sagen, og derefter (Nr. 326 og 335) »En Stemmeretskvinde«, senere »En Nordmandinde« (Nr. 339) taget til Orde imod Hr. H. N.s Indlæg.
Skulde den ærede Redaktion være enig i, at en Udtalelse af en Mand i et af Kvindernes egne Organer kunde være til Nytte, staar de efterfølgende Bemærkninger til Raadighed.
Hvis Hr. H. N. havde fulgt eller kunnet følge »Kvindesagen«s Historie, blot herhjemme, fra dens Begyndelse for noget over et halvt Hundrede Aar siden, vilde den ærede Forfatter rimeligvis ligesom den, der skriver disse Linjer, være kommet til Overbevisning om, at denne Sag staar i en saa inderlig Sammenhæng med Kulturudviklingen, at den ikke standses af nogen Theori eller lader sig afvise paa noget af dens Trin ved Tilkendegivelsen af et foreløbig magthavende Flertals Vilje Begge kan gøre Skade ved at hæmme dens Fart; ingen af dem kan slaa den ned.
At paavise dette gennem Kvindesagens Historie ligger imidlertid udenfor de efterfølgende Bemærkningers Ramme, der kun omfatter det enkelte Spørgsmaal, hvorvidt den af Hr. H. N. fremsatte Theori er velbegrundet eller ikke.
Til en Undersøgelse heraf kan der være nogen Tilskyndelse, for det første fordi Indlægets Form er vel skikket til at virke overbevisende paa mange vaklende og vække Betænkelighed og Tvivl hos adskillige af Kvindestemmerettens Tilhængere. Den har nemlig den Overbevisningens Varme, der river med, den Abstraktionens Overlegenhed, som indgyder Ærefrygt for Lærdommen, og endelig den docerende Myndighed, der ofte virker til Underkastelse under Autoriteten.
For det andet løber Indlæget ud i Følgeslutninger - fuldkommen rigtige forøvrigt som overhovedet Forfatterens Konklusioner - hvis Alvor maner til Eftertanke. Hvis det virkelig er saa, at Kvindernes Stemmeret vil »fremskynde den Visnen i Toppen, der er det moderne Samfunds store Fare«, og at »Saften og Kraften vil forsvinde, medens alt tilsyneladende gaar sin vante Gang«, ja saa er Kvindevalgretten ikke et Led i Kulturudviklingen, saa maa og kan der træffes kraftigere Foranstaltninger til Samfundets Redning. De behøver ikke at have Form af Lord Robert’s Kvindelejre i Transwaal; vi fører jo ikke Krig med Kvinder og Børn. Det er nok i al Fredelighed at henvise Kvinderne, ligesom Naturen gør det - NB. efter Forfatterens Opfattelse - til Barnekammeret. Saa maa jo alt blive godt.
Men, fristes man til at spørge, er der da ikke et eneste Land, hvor Mændene har været saa forstandige og fremsynede at gøre det? - Jo! Tyrkiet, for blot at holde os til vor egen Verdensdel. Skulde vi da have taget Fejl, alle vi, der enstemmig kalder Tyrkiet »Den syge Mand«? Næppe.
Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv er altsaa ikke den Faktor, der skal til, for at bringe Saften og Kraften i et Samfund til at forsvinde. Det kan Mændene godt besørge alene. Havde det kunnet paavises, at Tyrkiets Visnen i Toppen, dets Hentørring og dets Svækkelse begyndte, da Kvinderne fik Valgret, hvilken ypperlig Støtte vilde det ikke have været for Hr. H. N.s Paastand om det fordærvelige i Kvindevalgretten. Nu er Virkningen lige den modsatte. Den ærede Forfatter er steget til en Højde, hvortil det er betænkeligt at følge ham. Sæt at Stilladset ikke kunde bære flere end ham alene. En stille Tvivl har grebet os om hans Præmissers Holdbarhed.
Lad os undersøge dem, idet vi stiller os paa de samme tre Synspunkter, hvorfra Forf. har fundet dem: Kvindernes Natur, Kvinderne i Sammenligning med Mændene og Mændenes Syn paa Kvindevalgretten.
Om Kvindernes Natur hedder det i Indlæget:
»Kvinderne er Barnefødersker i fysisk og aandelig(!) Betydning«. Hermed har Forf. udtømt Begrebet »Kvinderne«; thi han fortsætter:
»Man maa aldrig have fulgt en Kvinde under Svangerskab og Fødsel ... for at kunne tiltro hende samme Evne til at tage Del i det offentlige Liv som Manden«. Hertil er først at bemærke, at den ærede Forf. dog vel næppe vil paastaa, at han har iagttaget alle Kvinder under de nævnte Forhold; men det ligger der rigtignok i Ordet »aldrig«. Maaske har Forf. glemt den gamle Læresætning: Man maa aldrig sige aldrig; thi han gentager:
(Man maa) »aldrig have set, hvor stærkt det tager paa hende« o. s. v.
Begge Paastande maa staa for Forf.s Regning. Erfaringen stadfæster dem ikke. Barnefødsel i Dølgsmaal, som jo kan hænde nu og da, bidrager heller ikke til at gøre den sidste af de to Paastande almengyldig.
»Svangerskabet og det første Aar efter Fødslen«, siger Forf., »er praktisk talt tabt for hende«. Spørger man sin egen Erfaring, om dette er rigtigt, vil den sikkert svare, ja stundom, men absolut ikke i Reglen. For hvert Tilfælde, der taler for Hr. N.s Postulat, er der snarere ti end ét, der taler imod det.
Paastanden om hendes naturlige medfødte Ret til politisk Ligestilling med Manden afviser Forf. med følgende:
»Medfødte Rettigheder, som Naturen … sætter ud af Kraft for Flertallet af Kvinderne i deres bedste Aar«. Er der ikke et lille Stænk af Overlegenhed heri, der virker komisk, hvis Statistiken skulde vise, at Kvinder med mindreaarige Børn er i afgjort Minoritet. Det var jo dog muligt, at den viste det. Imidlertid er Forf. paa dette Punkt imødekommende. Han har aflagt det ubetingede
»aldrig«, » enhver (sic) ved«, o. l. og taler her om »Flertallet«. Han indrømmer altsaa, at der dog er et Mindretal, over hvis medfødte Rettigheder (udover Retten til Barnefødsler) Naturen holder sin skærmende Vinge. Dette Mindretal - mon ikke Statistiken alligevel skulde vise, at det var et Flertal, hvis Forf. saa den rigtig efter - det er de barnløse Kvinder og Kvinder med voksne Børn. Heller ikke dette Mindretal (Flertal?) ønsker Forf, at der gives Valgret for dens »principielle Følgers« Skyld.
»Den vil«, siger Forf., »friste netop de Kvinder, som for Slægtens Skyld helst maatte forplante sig, bort fra deres naturlige Opgave«.
Tør man nu ogsaa i Almindelig forudsætte, at evnerige Mødre faar evnerige Børn, eller at de evnerige Mødre gennem Opdragelsen vil kunne fremkalde Evner, som Naturen ikke har nedlagt Spiren til hos Børnene? Næppe. Men lad os ikke afbryde Forf.s digteriske Flugt.
»Det kommer til en Kamp mellem de to Idealer: Statskvinden og Moderen«.
»Kvinderne føder Børn ... og Kvinderne skulde helst blive ved at føde Børn. - Dette er Kærnen i Spørgsmaalet«.
Dette er Forfatterens egne Ord. De viser os det Billede, der svarer til hans Forestilling om Kvinderne. Nu kan enhver dømme, om det ogsaa stemmer med det Billede, han har dannet sig efter sin Erfaring. Den, der skriver disse Linjer er kommet til det Udslag, at Forf. rimeligvis ikke har tegnet efter Naturen, men sparet sig Ulejligheden ved at konstruere Begrebet Kvinderne, som det hedder »Aus seinem inneren Bewustsein«. Gør man det, gaar det som med en mathematisk Opgave eller lignende Slutningsrække, hvor man selv sætter Præmisserne. Konklusionerne gaar deres sikre Gang; men man faar ikke andet ud end det, der ligger i de valgte Forudsætninger. Er disse urigtige, bliver Resultatet det ogsaa.
Efter Forf.s Skildring har Kvinden en enkelt Bestemmelse, der er bindende for hende: Naturen har givet hende en bestemt Funktion. Den skal hun passe som »sin Løbebane«. Dette passer ret godt paa en ved menneskelig Kunst og Snille dannet Organisme, saasom en Udrugningsmaskine, der vel kan udføre en Række Arbejder, men de hører alle til samme Klasse. Det passer derimod ikke paa et Fornuftvæsen; og der er ingen Tvivl om, at Kvinderne er Fornuftvæsener med videregaaende Bestemmelse end den at bringe Embryon til fuld Udvikling. Men denne ene Bestemmelse er for Forf. »Kærnen i Sagen«; den er den afgørende. Fra den drager Hr. H. N. sine Følgeslutninger, der ender i Samfundets Undergang, ja man kan vel sige, hele Slægtens Undergang, naar alle Kvinderne har forladt »Idealet Moder«, alle er blevne »Statskvinder« og af den Grund ikke mere føder Børn. Det var jo trist nok. Men heldigvis kan Resultatet ikke være andet end urigtigt, da Forudsætningen er det. Den ærede Forf. har, for at bruge hans eget Udtryk vovet »Fremskridtet fra to Øjne til et«. Han har set paa Kvinden med et Øje og derved kun faaet den ene Side af hendes Væsen frem. Saaledes set staar hun netop i »en falsk Livsbelysning«. Det Billede den viser »er ikke Sandhed og kan aldrig blive det«. Sandheden er den: Hun kan virke efter sine øvrige Evners Bestemmelse og faa Børn endda. Samfundet er reddet.
I Sammenligningen mellem Mændene og Kvinderne har Forf. ikke været heldigere end i Bestemmelsen af Kvindernes Natur. Det er som om to Stemmer skiftende taler til ham.
»Nogle Kvinder er bedre begavede end mange Mænd«, siger den første Stemme.
»De (Kvinderne) er ikke underlegne og vil ikke blive betragtede som underlegne, uden naar de selv maaler sig med Mændene«, siger den anden Stemme.
Mere poetisk end logisk tager den første Stemme atter Ordet:
»Selv den ubetydeligste Kvinde har Lejlighed til at opleve noget stort i sit Liv: Død (!) og Genopstandelse (!!). Lidelser og Sødme (?) som Mænd maatte søge Martyriet for at finde Mage til. Er det ikke her, Grunden skal søges til, at man træffer saa langt flere helstøbte Kvinder end Mænd?«
Man skulde synes, at disse to Stemmer var saa temmelig i Strid med hinanden, og kun havde det tilfælles, at ingen af dem talte ganske rigtig. Forfatteren derimod mener, for at tale med Holberg, at de har Mari’ Ret begge to, det kommer kun an paa, hvilken Maalestok, man bruger. »De (Kvinderne) har deres egen Maalestok«, siger Forf. idet han atter holder »Kærnen i Sagen« frem for os: »De føder Børn«. Med denne Maalestok kan man altsaa maale baade »Død og Genopstandelse« her paa Jorden. En saadan kan man ganske vist ikke anvende paa Mænd i levende Live; men den skal jo ogsaa kun gælde for Hr. H. N.s tænkte Begreb »Kvinderne«.
Den ærede Forf. mener, at naar lige stærke og sunde Forældre »faar fire Børn, vil dette ikke i nogen Henseende hæmme Manden personlig«. Maaske i legemlig Henseende, og endda maa Paastanden staa for Forf.s egen Regning. Saa meget er uomtvisteligt, at spørger man Familjefædre, om de »ikke i nogen Henseende er hæmmet personlig« af Familieforsørgelsen, vil Svaret i det langt overvejende Antal Tilfælde være: Jo, det kan De være overbevist om. Næsten al min Tid og alt mit Arbejde maa jeg sætte ind paa Udkommet. Saa længe Børnene var smaa gik det lettere. Men naar Hustruens travle Tid med Børnene er forbi, begynder Mandens først for Alvor, og den varer omtrent til de kan sørge helt for sig selv«. Om virksom Del i det offentlige Liv kan der for saadanne Familieforsørgere ikke være Tale uden i ganske særlige Tilfælde. Det er hvad Erfaringen lærer. Den ærede Forf. kan jo prøve den, hvis han tvivler. Den bekræfter ikke, at Fædrenes Arbejde er uberørt af Familiens Størrelse, endnu mindre, at Kraften og Lysten til Virksomhed, der ikke fremmer Familiens Forsørgelse, skulde vokse med Familiemedlemmernes Antal.
Vi kommer nu til det tredje Synspunkt: Mændenes Syn paa Kravet om almindelig Valgret for Kvinder. Tanken om den, mener Forf., »vil frastøde de fleste med en vis udpræget Duft af Usandhed«. Dette kunde være rigtig nok for godt en Menneskealder siden, men det er vel næppe den Tid, Forf. tænker paa. Kvindesagens Udvikling siden den Tid giver et andet Syn paa Mændenes Mening om Tingen. Nu til Dags er vistnok de fleste oplyste Mænds Standpunkt det samme som »København«s Redaktions i denne Sag og det stemmer, som den ærede Forf. vil have lagt Mærke til, ikke med hans.
Ogsaa paa dette tredje Punkt brister Forudsætningen for Forf.
Det var meget ønskeligt om ærede »virkelige politiske Tænkere«, der mener at have født en genial Tanke, vilde prøve den paa deres - eller i Mangel heraf paa andres - Erfaring, inden de iklædte den Formen af Profeti og Formaning for deres Samtid. De vilde derved gavne deres Samtid mere end ved at lade den »svælge« den nøgtern.
Indlæget »Moder eller Vælger« lider kun af den Skavank helt igennem, at Præmisserne er i Strid med Erfaringen. Afsættelsen er - for atter at bruge Holberg - »god nok; men der findes dog mestendels en Vildelse i hver Linje«.
Emil von Fischer, Oberstløjtnant.
