« Tilbage til søgeresultaterne
Hvorfor Kvinden skal have politisk Valgret. *)
Et Svar til Dr. Birck.
Det havde været min Mening at tale mod Dr. Birck paa Mødet i Kvindevalgretsforeningen den 16. November, men jeg blev desværre i sidste Øjeblik forhindret i at være til Stede, saa jeg kender kun Doktorens Tale gennem Referater. Alligevel vil jeg forsøge at svare ham, og jeg maa da straks sige, at der hersker en principiel Forskel mellem Dr. Bircks og min Opfattelse af Betingelsen for at faa politisk Valgret.
Betingelsen.
Dr. Birck mener, at politisk Valgret kun skal gives til dem, om hvem man paa Forhaand med nogen Rimelighed kan antage, at de vil tilføre Samfundet en ny Værdi. Og han er sikker paa, at Kvinden ikke vil kunne evne dette.
Jeg er nu temmelig overbevist om, at Valgretten og den deraf følgende Valgbarhed ikke vil blive givet af dette Hensyn. Da Enevælden herhjemme faldt for den demokratiske Regeringsform, var det sandelig ikke, fordi den mente, at de Nationalliberale vilde tilføre Samfundet nye Værdier, men fordi den indsaa, at den ikke kunde bevare sin Magt mere. Den blev tvunget til at gaa frivillig med, som man siger. Overhovedet har intet Samfundslag nogensinde faaet Del i Statsstyrelsen af anden Grund end denne, at de som sad inde med Magten savnede Midler til at forhindre det.
Grundlovens Givere har heller ikke i § 30 forlangt en Sikkerhed for, at eventuelle Folketingsmænd kunde tilføre Samfundet ny Værdi. Da denne Fordring ikke stilles til Mændene« Klasse, ved jeg ikke, hvorfor den skulde stilles til Kvindernes Klasse. Jeg føjer med Villie Ordet Klasse til, for jeg antager dog ikke, at Dr. Birck mener, at de enkelte Individer skulde gennemgaa en Ildprøve, før de agtedes værdige; thi i saa Tilfælde maatte Mændene ogsaa prøves, og det var da ikke paa Forhaand givet, at Prøven vilde falde lige heldigt ud for enhver.
Det er min uforgribelige Mening, at enhver Kvinde, der opfylder Grundlovens Fordringer i § 30, skal have samme Ret som Mændene til at afgive sin Stemme paa de politiske Valgdage og eventuelt stille sig som Kandidat.
Det er som Samfundsborgere Mændene har Valgret; som Samfundsborgere er Kvinderne berettigede til det samme. Dr. Birck maa jo nemlig erindre, at det ikke alene er fysisk, at de to Køn samvirker til Samfundets Bestaaen og Vækst, de gør det ogsaa økonomisk og aandeligt.
Før og nu.
I tidligere Tider var det rent undtagelsesvis, at Kvinder virkede udadtil, de var henvist til Hjemmets snævrere Omraade, hvor der som Regel var fuld Brug for deres Evner og Arbejdskraft. Men siden Maskinerne har erobret Verden og forvandlet Erhvervslivet, er ogsaa Hjemmenes Indretning og Arbejdet i Hjemmet lidt efter lidt undergaaet en Forandring. Der blev ikke i saa høj Grad som tidligere Brug for kvindernes Arbejde hjemme, da søgte de ud som Mændenes Arbejdskonkurrenter, og Sejren fulgte dem, de viste sig som dygtige og samvittighedsfulde Arbejdere, maaske næsten mere samvittighedsfulde end Mændene. Paa Fabrikker, paa Værksteder, som Handelsmedhjælpere og Kontorister, i Telefon- og Telegrafvæsenet er Tusinder og atter Tusinder sysselsatte til Arbejdsgivernes Tilfredshed. Dog - Mændene har overalt vist sig som Skabningens Herrer og lønnet den kvindelige Arbejdskraft ringere end den mandlige.
Da de store Frihedsideer sejrrigt trængte igennem i Slutningen af det 18de Aarhundrede, bortvejredes en Del overleveret Fordom. I »Menneskerettighederne« ser vi et helt nyt Livssyn aabenbare sig, og skønt det i Begyndelsen kun var Mændene, som høstede Fordel deraf, kom Kvinderne dog ogsaa lidt efter lidt til at leve under friere Forhold, de fik f. Eks. Adgang til samme Opdragelse og Udvikling som Mændene, og vi har da ogsaa længe set dem som Mændenes Konkurrenter eller - om man vil - Kolleger paa aandelige Omraader. I Skolen, baade den højere og Folkeskolen, er en stor Stab af dygtige Kvinder ansat, og Mændene maa indrømme, at Undervisningen har vundet derved. Vi har kvindelige Videnskabsmænd, Universitetslærere, endogsaa en saa exakt Videnskab som Matematiken doceres af Kvinder. Der er kvindelige Polyteknikere, Jurister. Pharmaceuter og Læger. Mens jeg nævner Lægerne, maa jeg indskyde en lille Parenthes om Lægernes uundværlige Medhjælpere, Sygeplejerskerne. Kvindernes store Evne til at pleje syge har til enhver Tid været anerkendt. Sygeplejen er et af de faa Arbejder, hvortil man lige som stiltiende har givet Kvinden Forrangen. Hun optræder her ikke saa meget som Mændenes Konkurrent, men jeg nævner hendes Arbejde som en overordentlig stor Samfundsværdi. Endvidere ernærer Kvinder sig som Journalister, Forfattere, Komponister, udøvende Kunstnere af enhver Art. Jeg tror ikke, man kan nævne mange Erhverv, hvor Kvinden ikke med Held har taget Kampen op med Manden, og hvor Manden ikke maa indrømme, at hendes Dygtighed berettiger hende dertil.
Kvindens samfundsbetydende Gerning i Hjemmet som Børneopdrager og Økonom er der vist gennemgaaende kun én Mening om, og den gaar ud paa, at hun som Regel løser sin ofte vanskelige Opgave godt. Det skal indrømmes, at der ogsaa findes pjankede og øsle Kvinder, som ødelægger Hjemmet, men jeg tror ikke, at saadanne Tilfælde er talrigere, end at de virker som Undtagelser, der bekræfter Hovedregelen.
Naar Kvinderne saaledes paa mange Maader bidrager til Samfundets Trivsel, kan ingen vel undre sig over, at de ogsaa forlanger den Ret, som Mændene hidtil har nydt alene, læs: Retten til at være med til at give de Love, vi alle skal leve under.
Den skrigende Uretfærdighed, Samfundet længe har øvet mod Kvinden ved at tage hendes Skat uden at give hende kommunal Stemmeret, er jo nu hævet hos os. Det vilde efter dette være ganske meningsløst og inkonsekvent at forholde hende den politiske.
Aktiv Deltagelse.
Medens jeg anser det for enhver Kvindes Pligt at møde og stemme, fastholder jeg paa den anden Side, at det langt fra er alle Kvinder, som skal tage aktiv Del i det offentlige Liv. For Mødre med smaa Børn er det den første og største og helligste Pligt at blive hos dem, passe dem og opdrage dem, og vi burde i de civiliserede Samfund naa dertil, at ogsaa de fattige Mødre kunne faa Lov til at blive hos deres smaa Børn. Iøvrigt paastaar jeg, at den Kvinde, som fornuftigt opdrager en Flok Børn, gør et lige saa stort Arbejde for Staten som nogen Rigsdagsmand.
Børnene bliver imidlertid ikke altid ved at være smaa, det er heller ikke alle Kvinder, der har Børn, og jeg kan ikke indse, hvad i al Verden, der skulde hindre en Kvinde, som ikke er bunden af større Pligter, i at være Rigsdagsmand, naar hun selv føler Evner dertil.
Mangel paa Logik, Pligtfølelse og Retfærdighedsfølelse.
Men Evnerne mangler hun desværre, siger Dr. Birck. Hun er for snæversynet, kan ikke hæve sig ud over Familiekredsen, Hensynet til Slægten og dens Tarv er for hende alt. Dernæst kan hun ikke tænke logisk, og hun mangler Pligtfølelse og Retfærdighedsfølelse.
Hvad de to første Beskyldninger angaar, da vil jeg delvis give Dr. Birck Ret; Kvinden er virkelig i Almindelighed mere snæversynet end Manden.
Men hvorledes skulde det være anderledes?
Hun har gennem Aartusinder været holdt inden for Hjemmets snævre Grænser, al hendes Tænken og Virken har maattet koncentrere sig om det. Hun tog ikke Del i Mænds Samtale, maatte ingen Mening have om, hvad der tildrog sig i Verden. Det var ikke til at undgaa, at det Liv, hun førte, paatrykte hende sit Stempel. Men Dr. Birck har ikke Lov til deraf at slutte, at hun ikke kan frigøre sig for sit Snæversyn. Jeg synes tværtimod, at hun er godt paa Vej til at komme bort derfra, og bliver Synet først udvidet, saa ligger der i Kvindens stærke Følelse for »Slægten« Spiren til noget overordentlig godt. Saa bliver det ikke længer kun hendes eget Kød og Blod, der er »Slægten«, men hun overfører den samme Varme paa hele Menneskeslægten. Derfor vil Kvinden gøre Mændenes Forsamling mere human, det vil sige, hun vil gøre Lovene mere humane. Havde vi haft kvindelige Rigsdagsmænd for et Par Aar siden, havde vi maaske undgaaet den Skændsel for vort Land at se en Pryglelov blive vedtaget i det 20de Aarhundrede.
Med Hensyn til logisk Tænkning vil jeg indrømme, at Kvinden endnu gennemgaaende er Manden underlegen, men jeg vil ikke gaa med til at sige, at det absolut kun er en mandlig Evne at kunne tænke logisk, og lige saa lidt vil jeg have det slaaet fast som et Faktum, at enhver Mand fødes med denne kostelige Gave. Hvad Kvinden mangler, vil hun sikkert kunne tilegne sig gennem Selvopdragelse og kammeratlig Omgang med dygtige Mænd, naar Mand og Kvinde kommer til at staa over for hinanden som Mennesker med fælles Pligter, fælles Rettigheder og fælles Ansvar. Thi er der noget, der virker opdragende, saa er det dette, at være med til at bære Ansvaret, og Mændene skulde ikke tøve længere med at give Kvinderne Lejlighed til at nyde godt af dette Opdragelsesmiddel.
At Kvinden mangler Pligtfølelse er en saa absurd Paastand, at jeg har vanskeligt ved at tage den alvorligt. Hvis det virkelig er Dr. Bircks Mening, skulde man tro, at han aldrig har set arbejdende Kvinder. Jeg har nu være saa heldig at træffe mange af dem, baade Haandens og Aandens Arbejdere, og jeg har aldrig erfaret andet, end at de havde en levende Følelse af deres Pligt og samvittighedsfuldt opfyldte den. Jeg forstaar heller ikke, at Dr. Birck vil frakende Kvinderne Retfærdighedsfølelse, Jeg synes netop, den er ret udpræget hos Kvinder, der indtager en Stilling, som er forbundet med blot en lille Smule Ansvar, og det er ikke saa mærkeligt. Kvindens ældgamle Stilling som Børnenes Opdrager og den øverste i Hjemmets Husholdning har udviklet hendes Retfærdighedsfølelse. Hun har indset, at uden den vilde det hele gaa i Skudder Mudder.
Jeg tror, at den forstandige Kvinde har akkurat lige saa megen Retfærdighedsfølelse som Manden, og vor større - eller, jeg skulde maaske sige mere minutiøse Samvittighedsfuldhed vil yderligere skærpe den, naar vi faar Lov til at dele Ansvaret for Landets Styrelse med Mændene.
I det hele og store tror jeg, at Kvinderne er lige saa modne til at være medbestemmende som Mændene var det i 49, og jeg haaber, at den Tid ikke maa være fjern, da Mændene maa tilstaa, at de handlede ikke alene retfærdigt, men ogsaa klogt, da de gjorde Kvinderne til virkelige Statsborgere. Alma Hartvig.
Kommunelærerinde.