« Tilbage til søgeresultaterne
Forslag til Lov om Lønninger ved Statens Forskoleseminarium i Vejle
Der har i den senere Tid hersket en berettiget Misfornøjelse i Kvindekredse - og særlig i Lærerindekredse - over den Medfart, som Ovennævnte Lov fik ved Behandlingen og Afstemningen i Rigsdagen. Forslaget gik ud paa at fastsætte Lønninger dels for Forstanderen (Forstanderinden), dels for de Lærerkræfter (Lærerinder), der arbejder ved Seminariet.
Regeringsforslaget gik ud paa at lønne Lærere og Lærerinder, Forstander eller eventuelt Forstanderinde ganske ens; men i Folketinget fremførtes fra forskellig Side - også fra radikal Side (Lærer K. I. Møller) - Indvendinger herimod, idet man ikke mente, at en Lærerinde »behøvede« saa meget som en Lærer. Uden at komme nærmere ind paa Sagen og det triste Resultat af Afstemningen saavel i Folketing som i Landsting, mener vi dog at burde fremhæve den Stilling, som kongevalgt Landstingsmand Herman Trier indtog i denne Diskussion.
Ifølge Rigsdagstidendes Referat udtalte han ved Sagens første Behandling bl. a. følgende:
»Det Spørgsmaal, jeg vil understrege, er Spørgsmaalet om Betaling for de to Køns Vedkommende, idet det er mig ganske umuligt at se, hvorfor man har foretaget et saadant Tilbageskridt, efter at man paa dette enkelte Punkt for hen ved 20 Aar siden har anerkendt, at der ikke var nogensomhelst Grund til at gøre en saadan Forskel. Det forekommer mig naturligt, at det maa være Arbejdets Kvalitet, der skal afgøre, hvordan Lønnen i det enkelte bør være, og der er ingen som helst Grund til at mene, at ikke Kvinders Arbejde i disse Opgaver fuldt ud kan maale sig med Mænds. Jeg har haft ikke saa ganske ringe Lejlighed til at gøre Erfaringer i den Retning, og skulde jeg gøre nogen Forskel, vil jeg sige, at Kvinderne snarest er dem, der ere de overlegne som Lærerkræfter i Skolen i Forhold til Mændene. Hvis det ikke var saaledes, at man allerede havde gennemført denne ensartede Opfattelse af de to Køns Arbejde for saa mange Aar siden, vilde det maaske mindre være Øjeblikket til nu lige mod Slutningen af en Samling at fremhæve den Side af Sagen; men naar det dog ikke kan betragtes som andet end et Tilbageskridt, synes jeg, at det alligevel, selv om Tiden er knap, er rigtigt at paatale det. Den sidste ærede Taler udtalte, at denne Forskel maaske laa i, at man ikke tænkte sig, at den overhovedet praktisk vilde komme til at gøre sig gældende i nogen nær Fremtid, og at det var derfor, man havde trukket denne Grænse. For mig vilde det, hvis Forholdet er et saadant, have større Betydning, end det ærede Medlem tillagde det. Det var altsaa da ikke praktiske Grunde, men principielle Grunde, der var de afgørende. Men principielt forekommer det mig at være ganske uberettiget at stille Kvinderne paa et lavere økonomisk Niveau overfor Lønnen for deres Arbejde end Mændene. Jeg skal ikke komme ind paa alle de mange gamle Betragtninger om, at Manden er Forsørger og Kvinden ikke. De spille jo ikke længere i vor Tid den Rolle, de tidligere have spillet; tværtimod, der er en overordentlig stor Mængde Kvinder, for hvem en Forsørgelsesopgave fuldt ud foreligger. Og der er heller ikke i Lovforslaget forudsat nogen Forskel i den Retning, siden baade Lærerinderne og Lærerne kun have Fribolig for en ugift. Man forudsætter altsaa, at begge er uden Familie i snævreste Betydning. Hvor er saa Forskellen?
Det vil sikkert glæde Kvinder Landet over i disse Udtalelser at genfinde Herman Triers trofaste og værdifulde Støtte.
Red.