« Tilbage til søgeresultaterne
Frøken eller Frue
(Svar til Dr. Maikki Friberg).
Dr. M. Friberg udfordrer Kritiken ved at kalde sin Artikel i forr. Nr. »Noget til Eftertanke«, men naar man saa følger den deri liggende Opfordring og tænker efter, finder man noget ufyldestgørende ved Betragtningen, som giver mig Lyst til at knytte nogle Bemærkninger dertil.
Dr. Friberg røber den ejendommelige Opfattelse, at Frue- og Frøken-Titlen er afhængig af Bærerindens kønslige Forhold. Det er, som bekendt, ikke Tilfældet. Gid det var saa vel, havde jeg nær sagt, saa var da alle de ugifte Mødre, Dr. Friberg taler om, Fruer for længe siden. Det er ogsaa en højst ejendommelig Fantasi (der maa staa ganske for Dr. Fribergs Regning) som til Forestillingen »Frue« straks knytter en Forestilling om vedkommendes intime Forhold til det andet Køn - saa kan jeg forresten ikke forstaa hendes Ønske om, at alle skal kaldes det; det maa da støde hende. -
Man forstaar ikke, om det er Dr. Fribergs Mening, at en Kvinde, som er gift, bør beholde sit Pigenavn, men det maa dog antages, thi naar hun i Foreninger o. l, hvor hun var kendt som Fru A. (Faderens Slægtsnavn), pludselig forandrede dette til Fru B., saa var jo overfor alle disse Foreningers Medlemmer det røbet, som Dr. Friberg mener ikke maa røbes.
Men Konsekvensen heraf blev igen, at der maatte tages en Bestemmelse om Børnenes Navn. Skulde de virkelig som hidtil antage Faderens? Eller kunde der tænkes Indførelsen af et Matrimorium, hvor Moderen gav Børnene Navn udfra den Betragtning, at »mater certa est«.
Eller, forresten - kunde det overhovedet gaa an at have Børn? Derved fik Folk jo straks Færten af »det kønslige«; for det blev vel ikke muligt at genskabe Fiktionen om Jomfrufødsel?
Endvidere kan man faa den Konsekvens ud af det, at et Menneske egentlig kun skulde kaldes ved sit Fornavn? Thi hvad kommer det fremmede ved, hvem man skylder sin Tilblivelse? Og leder man ikke derved Tanken hen paa sine Forældres Kønsforhold?
Sagen er, synes jeg, simpelthen den, at her foreligger en praktisk, samfundsmæssig Ordning, som det vilde bringe en hel Del Forvirring at ændre. Samfundet er nu, som fra de tidligste Tider, bygget op paa Grundlag af Familien, og den enkeltes Stilling indenfor Familien er i mangfoldige Forhold af afgørende Betydning for Ordningen af vedkommendes Retsforhold (m. H. t. Forsørgelsesret, Arveret, processuel Stilling o. m. a.). Ved Giftermaalet sker der for Kvindens Vedkommende den gennemgribende Forandring, at hendes Forhold i mange Henseender bliver at bedømme efter hendes Stilling i den nye Familie, hun ved Ægteskabet har været med til at stifte. Og denne Ændring i hendes Retsstilling betegnes af praktiske Hensyn ved en ny Etikette - om jeg saa maa sige - det nye Slægtsnavn og den ændrede Titel. At der er noget utiltalende i dette, er det mig umuligt at se.
Dr. Fribergs Frygt for Diminutivbetegnelsen i Frøken og Fräulein er vist ganske ubegrundet. Ordenes Oprindelse har jo praktisk kun Betydning indenfor nogle Sprogforskeres Kreds. Og behøver der at være noget foragteligt i Diminutivet? Hvad siger Dr. Friberg til, at Onkel kommer af avunculus, Diminutiv af avus?
Ja, hvis Samfundsforholdene nu ved den fremadskridende Kvindebevægelses Magt væsentlig forskyder sig, hvis Kvinden bliver økonomisk uafhængig af Manden, og han som Følge deraf ikke saa decideret betragtes som Familiens Overhoved, hvis - og hvis - ja, saa bliver det maaske ogsaa paa Tiden at underkaste disse Titulaturer en Revision.
Foreløbig bliver det vist kun til det, som Dr. Friberg ogsaa nævner, at Kommis’er og Dragere gerne maa have Lov at kalde os Frue, naar de ser, vi er ude over den purunge Alder - og den Udvej har de allerede selv fundet paa.
J. M. Holten-Nielsen.