« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Foreninger
Fra Formanden for Helsinge Kvindevalgretsforening, Fru Ellen Pirtzel, har vi modtaget en lille Beretning om Vinterens Arbejde. Vi anmoder vore øvrige Formænd om at følge Fru Pirtzels Eks. og sende os lignende Meddelelser, der sikkert kan være til Opmuntring og Belæring for de nyere og mere uprøvede Foreninger.
Helsinge Kvindevalgretsforening har afholdt følgende 4 offentlige Møder:
Oberstløjtnant Parkow: Forsvarsordningen, som den foreligger.
Bygmester Jens Andersen: Det radikale Venstres Odenseprogram.
Klaus Berntsen: Venstres Kamp for Parlamentarismen.
K. M. Klausen: Socialdemokratiets Program og Politik.
Ved dette sidste Møde indledede Formanden Mødet med følgende udmærkede Tale, som fortjener at kendes i videre Kredse:
Til dette vort sidste Møde i Vinter, har jeg saa den Glæde at byde Hr. Folketingsmand
K. M. Klausen velkommen og takke Dem, fordi De vilde komme herud. For os, der virker for Kvindernes Sag, og navnlig som det er Tilfældet her i Foreningen og i alle Landsforbundets Foreninger, virker for dette ene, at Kvinden skal have politisk Valgret, enten nu Dr. Birck inde paa Rigsdagen mener, at vi derved kommer i Klasse med grønlandske Eskimostater eller ej - for os, der kæmper for det, for os, som det er blevet en Livssag, er det saa herligt at møde Forstaaelse, og da ikke mindst hos de Mænd, som vi venter engang vil føre vor Sag frem til Sejr. Derfor var der et Ord i Hr. K. M. Klausens Brev, da han gav et Løfte om at tale herude, som jeg særlig lagde Mærke til, det, at det vilde være ham en Glæde at tale i vor Forening; det Ord takker jeg for, og det er tillige et Ord, jeg ofte har hørt i de 2 Aar, Foreningen har bestaaet, og det, at vore Talere med Glæde vil komme herud og tale for os, er noget, der maa fylde os med Haab og Tillid om, at det, vi kæmper for, vil lykkes.
Der en Ting, jeg ofte har sagt og gentaget: at vor Forening ikke er partipolitisk; men aldrig føler jeg selv det stærkere, end netop naar jeg faar disse Tilsagn fra Folketingsmænd af de forskellige politiske Partier. Thi har jeg end i Politik min egen Mening og Overbevisning, saa falder al Tanke om denne min lille Mening fuldstændig bort i det Øjeblik, thi da har jeg kun Tanke for og Glæde over, at det er lykkedes os at faa en af vor Tids betydelige Mænd ud at tale for os, ud at sige os, hvorledes han ser paa Politik, hvorledes hans Mening derom er. Det er det, der skal vække Kvindernes Interesse for Politik og virke politisk oplysende paa os, saa vi kommer bort fra den Tanke, at Politik kun kan interessere Mænd, bort fra den Mening, man saa ofte hører: »Ja, jeg vilde gerne, hvis blot jeg forstod mig paa Politik«; thi det er blot en Viljesag; vi kan læse derom, vore Blade er fyldte dermed, og der er altid Anledning til at høre derom, naar vore ledende Politikere med Glæde taler for os derom. Og endelig burde Kvinderne sætte sig ind i Politik, thi Udviklingen fører henimod, at Kvinden faar opfyldt sit Krav om politisk Valgret, og hvem véd, Dagen er maaske ikke saa fjern. Derfor staar vore Døre aabne for Kvinder og Mænd af alle politiske Partier og derfor er vore Døre ogsaa aabne for Talere af alle politiske Partier.
Vor Forening er kaldt en neutral Forening, og det Udtryk er maaske rigtigt; men hvis dette »neutrale« skal betegne vor Forening som et Sted, hvor Taleren ikke frit kan sige sin Mening, da maa jeg hævde, at det er ikke saaledes, vi ser paa det her i Foreningen.
Taleren skal og maa kunne udtale sig frit. Ethvert Foretagende, enhver Sag er udsat for Kritik, den maa baade vi og vore Talere underkaste os, det er ikke den, vi vil undgaa, tvertimod, thi Kritik er opdragende, og det er en død Sag, som ikke taaler Kritik.
Men som Foreningens Formand vil jeg gerne en Gang for alle præcisere Foreningens Standpunkt overfor de Foredragsholdere, vi beder om at komme herud. Og det Standpunkt er: at naar vi hidkalder Foredragsholdere fra alle politiske Partier, noget vi stadig vil gøre, da lægger vi intet som helst Baand paa nogen af dem. Enhver skal udtale sig saa frit, saa varmt, som han ønsker, skal tale sin Sag af sit inderste Hjerte, af sin dybeste Overbevisning. Det er det vi ønsker at høre og i den Henseende vil vi altid stille os ens overfor alle Partier. Saaledes er jo ogsaa vort Maal, Kvindens politiske Valgret ens for os alle, ikke alene her, men hele Verden over. Denne store Kvindebevægelse som Forfatterinden Gyrithe Lembke forleden Aften holdt et Foredrag om. Hun sammenlignede Kvindebevægelsen ved et stort Bjerg, paa hvis Top der havde samlet sig Kvinder, som lyttede og spejdede efter Signaler fra Verden omkring dem; det var et smukt Billede, men jeg synes netop nu vi gør mere end at spejde og lytte, for min Tanke har der altid staaet et andet Billede, jeg ser det som store uendelige Sletter, hvor Kvindernes store Skarer har lejret sig; det er mod Daggry, rundt om ligger Kvinderne sovende og mange mange af dem ligger paa haard og stenet Grund, daarligt skærmet for Nattekulden. Nogle enkelte har rejst sig for at kalde disse sovende Skarer op til Liv. De er faa, men de kalder, de raaber og de vinker til hinanden, thi der er endnu saa langt mellem de kaldende at Stemmen ikke naar derhen. Men deres Raab har kaldt andre op. Afstanden bliver kortere mellem de kaldende Kvinder, nu høres det overalt og de store Skarer af Kvinder begynder at vaagne, det første Daggry gløder over Himlen og de, der har det haardest rejser sig vel først – saadan ser jeg det Billede; men jeg tror tillige at Kaldet vil naa helt frem, ogsaa faa de Kvinder med, som nu synes det er saa godt som det er, og da vil vi staa samlet med vore Ønsker og Krav - Kravet om politisk Valgret. Naar vi da kommer med i det politiske Liv og Arbejde, gid da de Ord maa kunne siges om os, som en Gang blev sagt om Gladstone - jeg tror ved hans Død - de Ord, »at hans Tids Hjerte slog i hans Bryst«. Gid vi maa forstaa det, ikke sidde tilbage med gamle Fordomme, at vi ikke maa virke hæmmende paa Kultur og Fremskridt, men virke for al sund og god Udvikling, saa dette ene kan siges, »at Tidens Hjerte slaar i vort Bryst«.
