« Tilbage til søgeresultaterne
De engelske Kvinder og den politiske Valgret
Som meddelt i forrige Nr. af Bladet har Førsteminister Asquith endelig paa et enkelt Punkt givet efter for Kvindernes Ønsker, idet han har modtaget en Deputation, der repræsenterede forskellige Kvindeforeninger. Lederen af den mest kendte af disse, Mrs. Fawcett optraadte som den egentlige Ordfører. Hun fremhævede den overordentlige Tilslutning, Stemmeretsforeningerne havde haft i det sidste Aar, samt at en stor Del af Kandidaterne ved Valgene havde udtalt sig for Kvindernes Valgret under en eller anden Form. Hun opfordrede ivrig Regeringen til at lade Lovforslaget om Kvinders Valgret nyde Fremme, samt hvis det blev vedtaget ved anden Behandling, da ogsaa at lade det komme til tredie Behandling.
Mr. Asquith svarede, at han som Regeringens Leder følte sig forpligtet til at lytte til de Meninger og Ønsker, som blev fremsat af en saa repræsentativ Forsamling, som den, der havde gjort ham den Ære at komme til ham. Han havde i lang Tid følt, at dette Spørgsmaal om Kvindernes Valgret, der ubestridelig vækker en stedse voksende Interesse rundt om i Landet, ikke er et særlig partipolitisk Spørgsmaal, men at der er fremragende Repræsentanter indenfor begge Partier, der er stemt for Sagen, ligesom begge Partier rummer ivrige Modstandere deraf. Resultatet deraf er, at det næppe vil være den nuværende Regering muligt selv at forelægge noget Lovforslag om Kvindernes Frigørelse. Et Forslag derom maatte indbringes privat, og det vilde ikke have stor Udsigt til at naa gennem alle Stadier. Han mente imidlertid, at Underhuset burde have en Lejlighed til at udtale sig derom. - En Del af Kvinderne har under Ledelse af Forfatterinden Mrs. Humphry Ward dannet en Anti-Stemmeretsorganisation. Denne sendte samme Dag en Deputation til Mr. Asquith og bad ham om endelig ikke at fremme Sagen. Modstanderne af Kvindernes Valgret, sagde en mandlig Ordfører, anser ikke Kvinderne for dummere end Mændene, men. Kvinderne havde allerede fuldt op at gøre, og han haabede, at Regeringen ikke vilde udvide deres Arbejdsfelt ved at give dem Valgret.
Mr. Asquith svarede, at han mere og mere var kommet til den Overbevisning, at man ikke burde fjerne Uligheden mellem de to Køn.
Som tidligere omtalt indbragtes i Midten af Juni et privat Lovforslag, som gik ud paa at skaffe en Del af Kvinderne Valgret. Forslaget gik uden Afstemning over til 2den Behandling. Denne fandt Sted i Begyndelsen af Juli. Forslaget blev vedtaget med 299 Stemmer mod 189. Dette maa imidlertid ikke opfattes som ensbetydende med, at Forslaget vil blive endelig vedtaget. Thi med 320 Stemmer mod 175 nægtede Underhuset at henvise Forslaget til et staaende Udvalg, og dette betyder i Virkeligheden, at Sagen er skudt ud i en ubestemt Fremtid.
Naar Lovforslaget nemlig ikke henvises til et særligt Udvalg, skal Udvalgsbehandlingen foregaa i selve Underhuset og vil da være uhyre langvarig, l den korte Tid, der er tilbage af Sommersamlingen, vil en saadan Debat ikke kunne naas, og det er yderst usandsynligt, at Sagen vil komme paa Dagsordenen i Efteraarssamlingen, hvor Parlamentet vil have fuldt op at gøre med Finansloven og Forfatningsspørgsmaalet. Naar Kvindernes Valgret i det hele er naaet frem til Drøftelser nu, skyldes det sikkert, at Parlamentet ikke ønskede umiddelbart efter Kong Edwards Død at kaste sig ind i en oprivende Forfatningskamp og derfor undte sig Tid til dette mere nevtrale Emne. Men selv om Behandlingen af Kvindevalgretten i Underhuset ikke fører til Løsningen af Spørgsmaalet i en nær Fremtid, saa har det dog sin Betydning, at denne Sag er blevet drøftet i Parlamentet saa indgaaende som aldrig før. Debatten varede i to Dage, og det viste sig, at overfor denne Sag var alle Partirammer fuldstændig sprængt.
Ordføreren, Mr. Shackleton, der tilhører Arbejderpartiet, hilstes med stærkt Bifald, da han rejste sig for at anbefale Forslaget.
Han fremhævede blandt andet, at da alle voxne Mennesker skulle adlyde Loven, saa maatte den Tid komme, da den voxne Kvinde fik en Stemme med ved Lovgivningen. Han betonede dernæst stærkt, at Kvinderne paa mangfoldige Omraader havde lagt for Dagen, at de var modne til at faa Stemmeret. Kom man ind i et Bibliothek, fandt man Tusinder og atter Tusinder af Bøger handlende om de forskelligste Emner, skrevet af Kvinder. I stedse større Antal blev Kvinder uddannet som Læger; Sygeplejegerningen blev omtrent udelukkende udført af Kvinder. Kvinderne paatog sig for en stor Del Slægtens Undervisning og Opdragelse og mindst af alt maatte man undervurdere den »Heltedaad« det var at være Husmoder i de fattigste Hjem.
Den konservative Mr. Smith advarede mod at stemme for Forslaget, thi havde man først givet Valgretten til nogle af Kvinderne, saa maatte det føre til, at de alle fik Valgret. Han var forøvrigt overbevist om, at Flertallet af Kvinderne ikke ønskede Valgret, og for Resten vilde han tilstaa, at selv om han var overbevist om, at hver eneste Kvinde i England ønskede Stemmeret, saa vilde det ikke paavirke ham det mindste. (Latter og Hør). Der kunde ikke fremføres et eneste Argument for at give Kvinderne Stemmeret, som ikke ogsaa kunde bruges for at give dem Valgbarhed, og han vilde indstændig bede Medlemmerne om ikke at stemme for Loven, førend de havde set dens logiske Konsekvens i Øjnene - nemlig Kvindernes Ret til at sidde i Underhuset og beklæde de højeste Embeder.
Mr. I. A. Bryce (Liberal) talte mod Forslaget. Han gjorde det med store Betænkeligheder, thi han havde ikke alene sin egen Husstand imod sig, men ogsaa mange af sine Vælgere. Han indrømmede, at Kvinderne, naar de fik politisk Valgret, vilde fremme de sociale Reformer; men der var Farer, der langt vilde opveje denne mulige Fordel. Thi hvilken Myndighed vilde en Regering have, naar dens Autoritet var afhængig af Kvinder. Den brittiske Autoritet i Indien vilde formindskes uhyre, naar de Indfødte vidste, at Majoriteten bag den brittiske Regering bestod af Kvinder.
Krigsministeren svarede herpaa, at det ærede Medlem burde erindre, at disse samme farvede Indfødte, som antagelig ikke vilde lystre en Regering, der støttedes af Kvinder, ikke blot havde taalt men havde været glade ved at blive regeret af en Dronning. Og hvis der er noget, der staar fast i den engelske Historie, saa er det, at Englands Trone kan beklædes og har været beklædt med Kvinder, som har udøvet en Indflydelse, der ikke er naaet af nogen Mand. Han antog, at den Tid vilde komme, da Folk vilde se tilbage paa den nuværende Ordning med dens politiske Adskillelse mellem Mænd og Kvinder med samme Forbavselse, som vi ser tilbage paa den Tid, da Slaveriet var en anerkendt Institution.
Lord Hugh Cecil støttede Forslaget. Han saa ingen Grund til at nægte Kvinderne Valgret. En Kvinde kunde tale, agitere, udøve en stor Indflydelse ved et Valg - havde kort sagt stor Indflydelse paa det politiske Maskineri; det eneste hun var udelukket fra var at sætte et Kryds paa en Stemmeseddel. Han tillagde det heller ingen Betydning, at man brugte Mandens større fysiske Styrke som Argument mod Kvindevalgret. Der var mange Kvinder, som magelig kunde slaa ham til Jorden, uden at man dog derfor tænkte paa at berøve ham hans Stemmeret.
Indenrigsminister Churchill mente, at en hel Del Kvinder vilde være i Stand til at udøve den politiske Valgret ikke blot til deres egen Tilfredshed, men ogsaa til Landets Vel. Men denne Lov var hverken det ene eller det andet; det var en udemokratisk Lov, der udelukker de ubemidlede Kvinder. Og dernæst udelukker den de gifte Kvinder. En ung uerfaren Pige paa 21 kan faa Stemmeret, medens den nægtes Moderen til 7-8 Børn, som i 25 Aar har styret sit Hus med Dygtighed og Økonomi. En prostitueret Kvinde kunde faa Stemmeret. Dersom hun giftede sig, vilde hun miste den; men hun kunde atter faa den ved at lade sig skille fra sin Mand.
Førsteminister Asquith udtaler sig mod Forslaget. Han beklager, at man fra Kvindernes Side har truet de Parlamentsmedlemmer med Forfølgelse, som stemmer mod Forslaget. »Jeg tror ikke, det vil paavirke en eneste Stemme. . . . Jeg vover at sige i fuldt Alvor til Lederne af denne Bevægelse, højsindede Mænd og Kvinder, som jeg ved, at største Delen af dem er - at en Sag, som ikke kan vinde frem til offentlig Anerkendelse ved Argumenter og Grunde, ved Organisation og ved fredelig Agitation, er en Sag, som paa Forhaand dødsdømmer sig selv.
Finansminister Lloyd George spørger Formanden om det er tilladt at stille Ændringsforslag til Forslaget, bl. a. gaaende ud paa, at de gifte Kvinder kan faa Valgret, naar deres Mænd har det. Da dette bestemt bliver afvist, vil Lloyd George ikke stemme for Forslaget. Det der skal stemmes om, er ikke Kvinders Valgret, men en ganske bestemt Form for Kvinders Valgret. Det er en Betingelse, som ingen Politiker med Agtelse for sig selv kan acceptere. Mr. Shackleton sagde, at dette kun var en Begyndelse, og at han vilde gaa videre, og Bevægelsens Ledere vilde gaa videre. »Lad mig citere, hvad der blev sagt i Aftes af hans Venner ved et Anti-Stemmeretsmøde under Lord Cromers Tale. Lord Cromer sagde nøjagtig som det ærede Medlem: Dette er maaske en maadeholden Lov, men der vil senere rejses Krav om at give alle Kvinder Valgret. Og saa fortsætter Beretningen: »Fem høje Kvinder, klædt i grønt, hvidt og violet (Suffragetternes Farver) rejste sig og sagde højtidelig: »Løgner«. Det er den Maade, hvorpaa Lovens Forkæmpere tager Sagen. Forkæmperne har formuleret Loven saaledes, at der ikke kan stilles Ændringsforslag til den.« Med den største Beklagelse maatte han for første Gang i sit Liv stemme mod en Lov om Kvinders Valgret. »Thi det er ikke en demokratisk Lov, men en Lov, som vil sætte Skel mellem de forskellige Klasser af Kvinder.« - -
Talrige andre Talere havde Ordet, hvorefter Afstemningen fandt Sted og fik det ovennævnte Resultat. Det er næppe muligt at spaa noget som helst om Udsigterne for Sagens Genoptagelse. Synderlig opmuntrende er det ikke at tænke paa, at i 1870 forelaa et lignende Forslag i Parlamentet. Det blev vedtaget i Underhuset med 124 Stm. mod 91. Forslaget om at lade det gaa i Udvalg blev forkastet med 220 Stm. mod 94.
Men de engelske Kvinder vil efter dette ikke ligge paa den lade Side. Foreløbig har de den 23. Juli afholdt et Protestmøde i Hyde-Park, større og mere imponerende end noget tidligere.
Elna Munck.