« Tilbage til søgeresultaterne
Platon og Kvindespørgsmålet
Ved Fru Thyra Boldsen.
I Berlingske Tidende for 16de Juli finder vi nedenstaaende interessante Artikel, som vi ikke vil undlade at gøre vore Læsere bekendt med.
Kvindespørgsmaalet er ikke nyt; allerede Platon indsaa, at naar en Stat skulde naa sin størst mulige Udvikling, maatte alle Evner udvikles og bruges uden Hensyn til Kønnet. I sin »Stat« lader han Sokrates i Samtale med Glaukon give en udførlig Forklaring derpaa. Det følgende er et kortfattet, sammentrængt Uddrag af, hvad han siger derom i femte Bog:
Socrates: God og fuldkommen kalder jeg en Stat og Forfatning, naar den er fuldkommen, saavel hvad Statsfunktionerne som hvad Uddannelsen af det enkelte Individs Gemytsbeskaffenhed angaar. Forsøgte vi ikke at fremstille Mændene som Vogtere af en Hjord.
Glaukon: Jo.
S.: Vi vil da forfølge denne Tanke videre, idet vi giver Kvinderne en lignende Opdragelse.
G.: Hvorledes.
S.: Maa vi antage, at de kvindelige Hunde, som vi bruger til vor Bevogtning, skal bevogte det samme som Hanhundene, gaa paa Jagt osv., eller skal de blive hjemme, fordi de, bestemt til at føde og opklække Unger, er uskikkede til andre Forretninger.
G.: De skal udrette alt i Fællesskab.
S.: Men er det muligt at bruge levende Skabninger til samme Forretning, naar man ikke giver dem den samme Opdragelse.
G.: Nej.
S.: Naar vi altsaa vil bruge Kvinder til samme Gerning som Mænd, maa vi ogsaa lære dem det samme.
G.: Ja.
S.: Mænd dannes ved Musik og Gymnastik, altsaa maa Kvinder undervises i det samme - uddannes til Krig og overhovedet behandles paa samme Maade som Mænd.
G.: Ja.
S.: Men maaske vil det, fordi det strider imod Vanen, findes latterligt, naar det kommer til Udførelse.
G.: Ja, visselig.
S.: Og hvad anser du vel for latterligt? Mon ikke de Kvindfolk, der paa Øvelsespladserne øver sig sammen med Mændene og ikke blot unge, men ogsaa de ældre - ligesom gamle Mænd i Gymnasierne, der, skønt de er rynkede og ser hæslige ud, dog endnu elsker Legemsøvelser?
G.: Jo, ved Zeus.
S.: Men vi vil erindre Spottefuglene om, at det ikke er længe siden, at Hellenerne ligesom de fleste Barbarer endnu ansaa det for hæsligt og latterligt, at Mænd viste sig nøgne. Og da disse Legemsøvelser blev indførte, kunde de Vittige paa den Tid have drevet samme Spot dermed - ikke?
G.: Jo, visselig.
S.: Men efter at Erfaringen havde lært dem, at det under Legemsøvelser var bedre at være af klædt end bedækket, maatte det for Synet latterlige forsvinde for det, der for Overvejelsen viste sig som det bedste. En Nar er derfor den, der finder andet latterligt end det, der er slet.
G.: Du har Ret.
S.: Men nu vil vi undersøge, om den kvindelige Natur er i Stand til at deltage med den mandlige i alle Forretninger, thi enhver skal jo kun udføre den Gerning, hvortil han ifølge sin ejendommelige Natur er skikket, og er Kvinden ikke af Naturen forskellig fra Manden.
G.: Uden Tvivl.
S.: Men lad os ikke hænge os i tomme Ord, men undersøge Sagen. Vi har jo ikke undersøgt, hvilken Art af Lighed eller Ulighed ved Naturerne, vi mente, da vi bestemte at give samme Naturer samme Gerning og omvendt. Thi ifald vi tilstaar, at de Skaldede og de Haarrige er af modsat Natur, tør vi vel ikke - naar de Skaldede var Skomagere - tillade de Haarrige at øve dette Haandværk eller omvendt?
G.: Det vilde jo være latterligt.
S.: Men en Læge og den, der har Anlæg for Lægekunsten, har samme Natur?
G.: Unegteligt.
S.: Men en Læge og en Tømmermand har forskellige?
G.: Ja i alle Hensender.
S.: Men naar vi kun har Bevis for, at Forskellen paa Mand og Kvinde bestaar i, at Kvinden føder og Manden avler, kan vi ikke derfra slutte, at de var forskellige med Hensyn til Statens Bevogtning. Vi maa fordre af Anderledestænkende, at de maa sige os, med Hensyn til hvilke af de Statens Vel befordrende Gerninger Mandens og Kvindens Naturer er forskellige. Ingen Forretninger, der udgør Statsstyrelsen, tilkommer Kvinden som Kvinde eller Manden som Mand, men de naturlige Anlæg, som de begge har faaet, bestemmer det, og Kvinden kan ifølge sine Naturanlæg deltage i alle Forretninger lige saa vel som Manden. Vi antager, at nogle Kvinder har Anlæg for Lægekunsten, andre ikke, nogle for Tonekunst, andre har intet Gehør.
G.: Hvad andet?
S.: Ligeledes, at nogle har Anlæg for Gymnastik og andre ikke, og at nogle elsker Filosofi, andre hader den. Altsaa maa nogle ogsaa have Anlæg for Statsstyrelse, andre ikke - eller har vi ikke forudsat et saadant Anlæg hos de til Statens Styrelse duelige Mænd?
G.: Jo.
S.: Altsaa har baade Mænd og Kvinder den samme Natur, hvorved de er skikkede til Statens Styrelse, kun er den stærkere hos den ene end hos den anden.
G.: Det er indlysende.
S.: Maa det nu ikke være den samme Opdragelse, der danner baade Kvinden og Manden til Statens Styrelse, da den Natur, der skal dannes, er den samme?
G.: Jo.
S.: Men kan noget være bedre for en Stat, end altid at have de bedst udviklede Koner saavel som Mænd?
G.: Umuligt.
Vogternes Koner maa derfor gerne afklæde sig til Kamp - thi de vil iføre sig Dyd istedetfor Klæder - og deltage i Krige og i alt, hvad der hører til Statens Bevogtning og ikke foretage sig andet; dog maa de lettere Arbejder tildeles Kvinden paa Grund af Kønnets Svaghed. Men den Mand, der ler af Kvinder, naar de paa den Maade øver sig i det ædleste Øjemed, han plukker umoden Frugt af Vittighedens Træ og veed, som man ser, ikke hvoraf han ler; thi det er og bliver en skøn Tanke, at det, som er formaalstjenligt, er skønt, og det skadelige er hæsligt.
