Almindelige Resultater.

Naar jeg skal levere en Oversigt over Resultaterne af den Rejse, Hr. Folketingsmand F. Bajer og Frue og jeg netop nu har foretaget i Anledning af Fredssagen, saa er det kun som Stedfortræder for den ene eller den anden af mine Rejsefæller Og det er oven i Købet som en slet Stedfortræder, idet denne Rejse for mig i langt højere Grad var til egen Lærdom og Optugtelse, da jeg jo staar fuldstændig uden de Forudsætninger, som et langt, personligt Arbejde i Sagen giver. Grunden til, at jeg alligevel kommer til at gøre dette, er bare den, at jeg har én Fordel frem for mine Rejsefæller, nemlig mere Tid.

Hovedformaalet for vor Rejse var den internationale Freds- og Frihedsligas Kongres i Neufchatel. Vi havde ventet, at denne Kongres skulde vare i to Dage; den kom kun til at vare i 5 Timer. Delvis havde dette sin Grund i, at den var saa udmærket forberedt; ikke alene alle Indledningsforedrag, men ogsaa en stor Del af de øvrige Foredrag var paa Forhaand udarbejdede og anmeldte. Men den væsentlige Grund til, at det hele kunde afgøres paa saa kort Tid, var den, at man i Virkeligheden aldrig kom til nogen dybere gaaen ind paa noget af de paa Dagsordenen staaende Spørgsmaal. Det første af disse var: Retten til Krig, indledet af Ligaens Sekretær, Fru Marie Goegg. Foredraget endte med en Resolution, hvori udtaltes en fuld Nægtelse af Nationernes Ret til at føre Krig, uden for lovligt Selvforsvar. Af Hr. M. Revon, Dr. juris, blev foreslaaet et Amendement, hvorved henvistes til Overensstemmelsen mellem Nationernes Ret til Selvforsvar og Principet om Nødværge i den almindelige Strafferet. Ingen havde noget at indvende hverken mod Resolutionen eller mod Amendementet, og begge bleve altsaa vedtagne uden videre Debat.

Næste Sag var Forslag om Afholdelse af en international Fredskongres i Paris næste Aar under Udstillingstiden, ligeledes indledet af Fru Marie Goegg. Sandsynligvis er det allerede bekendt for "Hvad vi vil"s Læsere, at der under den internationale Udstilling i Paris 1889 ogsaa vil dannes en Afdeling for Samfundsvidenskab, idet det er besluttet, at alle Selskaber eller Foreninger for Studium eller praktisk Fremme af sociale Formaal skal indbydes til at udstille deres Skrifter, Modeller, Tegninger osv., og ligeledes til at tage Del i de internationale Konferencer angaaende disse Emner. Under denne Afdelings 3die Sektion (Nationaløkonomi) har nu Fredsforeningerne faaet Tilladelse til at udstille deres Ting, og Medlemmerne af den vordende Kongres vil derigennem faa Anledning til at studere Fredssagens Historie fra dens første Begyndelse. Resolutionen vedtoges enstemmig og uden Debat, og Ligaen paatog sig at sætte sig i Forbindelse med alle de øvrige existerende Fredsselskaber, for at ordne det fornødne i Sagens Anledning.

Det 3die Spørgsmaal var: Freden ved Opdragelse. Her leverede Hr. Revon et meget dygtigt Indledningsforedrag, hvori han særlig dvælede ved det af Hr. H. Molkenboer i Bonn foreslaaede internationale Undervisningsraad, men polemiserede med den Ide, at Medlemmerne af dette Raad skulde udnævnes af Regeringerne. Dette vilde medføre en Fare for Sagen selv og var desuden fuldstændig impraktikabelt, da jo i al Fald adskillige Regeringers Stilling lige over for Fredssagen mildest talt var problematisk. Af den engelske delegerede for International Arbitration and Peace Association Mr. Fooks blev der holdt et varmt Foredrag om Nødvendigheden af at paavirke og vinde de unge, et Formaal, hvorfor der maatte arbejdes baade af Hjem og af Skole. Signor Salvadori, Professor i Filosofi i Lodi, holdt ogsaa et langt Foredrag, hvori han især betonede Ønskeligheden af et for alle Nationer fælles Sprog. Nogen egentlig Resolution blev ikke foreslaaet, da Ligaen allerede i 1885 havde vedtaget en saadan, hvori den udtalte sin Tislutning til Hr. Molkenboers Ide, - med den samme Reservation lige over for Udnævnelserne, som af Hr. Revon forfægtedes. Derimod blev Salvadoris Foredrag besluttet oversendt til Centralkomiteen til nærmere Forberedelse og Optagelse til næste Aars Kongres.

Det sidste Spørgsmaal var: Pressens Hverv, indledet af Hr. Umilta, Professor i Nationaløkonomi ved Akademiet i Neufchatel. Som Italiener tog Hr. Umilta særlig Sigte paa fransk-italienske Forhold; men hans Ideers Anvendelse paa andre Forhold er let at fatte. Han mente, at Journalister fra de forskellige Lande, - særlig fra saadanne Lande, imellem hvilke der var et noget spændt Forhold i en eller anden Anledning, - burde komme sammen og tale med hinanden om de saare Punkter; mange Misforstaaelser kunde herigennem ryddes til Side, og der kunde opnaas Enighed om fælles Optræden og fælles Fremstilling. Men der var mange Hindringer lagt i Vejen for Journalisterne gennem deres Avisers Afhængighed af Partiforhold o. desl.; derfor foreslog han, at der rundt om i de forskellige Lande skulde dannes Centrer for international Fredspropaganda, og skulde dannes et Fond til Understøttelse af en uafhængig Presse, hvis Mandat skulde være at levere korrekte og nøgterne Fremstillinger af internationale Tvistemaal. Resolutionen vedtoges enstemmig uden Debat.

Kongressen sluttede med en Tale af Dirigenten, Hr. Ducommun, hvori han særlig dvælede ved Ligaens Historie. Efter Kongressen var Fællesmiddag med Skaaler i Mængde for alle mulige Ting.

Efter at have været i Vevey og Genéve og rejst over Genfersø, Thunesø og Brienzersø drog vi til Lucerne for at opsøge Mr. Hodgson Pratt, Formanden for det ovenfor omtalte engelske Fredsselskab. Imidlertid traf vi ham ikke i Lucerne men derimod paa Rigi, hvor vi tilbragte et Par Timers Tid sammen med ham og en elsassisk Godsejer, forhv. Deputeret og Diplomat, Hr. A. Tachard. Hodgson Pratt interesserede sig meget for den universelle Kongres til næste Aar, og særlig for at faa de tyske Fredsforeninger repræsenterede, da han mente, at dette vilde være et stort Skridt henimod bedre Forstaaelse mellem disse to Nationer, af hvem saa meget afhænger for den evropæiske Fred. I Frankfurt, hvor vi ankom nogle Dage senere, og hvor en Del Medlemmer af den derværende Fredsforening kom sammen til et Møde med os og Hr. Tachard, der igen var stødt til os her, satte denne sidste en meget interessant Diskussion i Gang om Spørgsmaalet Elsass-Lothringen. Hr. Tachard fremstillede Situationen saa: Den evropæiske Fred er for Tiden afhængig af Rusland; Rusland er despotisk og halvbarbarisk, ingen kan vide, hvad det kan finde paa. Skulde det en vakker Dag faa i Sinde f. Ex. at gøre et Indfald i Bulgarien, saa maatte Østerrig erklære Krig, og Tyskland maatte hjælpe. Men i det Øjeblik Tyskland var indviklet i en Krig med Rusland, vilde alle de 36 Millioner Franskmænd blive fuldstændig forrykte, og der vilde lyde fra den ene Landsende til den anden: Vi er vanærede, hvis vi ikke forsøge at befri Elsass-Lothringen; Indbyggerne sukke under Tysklands Aag og længes til Frankrig; vi maa lade os slaa ihjel alle sammen for at befri dem - å Berlin, å Berlin!, - - Saa havde man den store evropæiske Krig i fuld Gang. Der gaves kun et eneste Middel til at forhindre dette, og det var Elsass-Lothringens Neutralisation. Det forholdt sig ingenlunde som Franskmændene almindelig troede, at Elsass-Lothringen blot længtedes tilbage til Frankrige. Det brød sig ikke synderlig mere om det franske Herredømme end det tyske; men en Neutralisation under de evropæiske Magters Garanti vilde være Opfyldelsen af deres højeste Ønske. Og Hr. Tachard mente, at ogsaa Frankrig nu indtil videre vilde akceptere en saadan Løsning. Kom dette i Stand, saa var for det første den væsentligste Krigsaarsag mellem Frankrig og Tyskland hævet; der vilde ingen Grund være mere til at gaa løs paa hinanden. For det andet blev der ogsaa lagt en meget effektiv Hindring i Vejen for Krig mellem disse to Nationer, naar man fik anbragt en neutral Barriere bestaaende af Holland, Belgien, Luxemburg, Elsass-Lothringen og Schweiz imellem dem.

Det morsomste her var, at se, hvordan Tyskerne stillede sig lige over for Sagen. De medgav Fremstillingens Rigtighed, ligeledes, at det foreslaaede Middel vistnok vilde være effektivt; men de skød alt Arbejde i den Retning fra sig. De tyske Fredsforeninger har vistnok den vanskeligste Stilling af alle, af temmelig selvindlysende Grunde. De tilstedeværende erklærede ogsaa samtlige, at hvis de vilde komme med og arbejde for et saadant Forslag som Neutralisation af Elsass-Lothringen, saa kunde de lige saa godt pakke sammen med det samme. De maatte lægge deres Arbejde yderst forsigtig, turde ikke gribe ind i det politiske, men maatte indskrænke sig til læmpelig at paavirke Opinionen i Retning af, at Krig er Barbari, og et Folk, som begynder Krig, et barbarisk Folk.

Derfor var det i Tyskland særlig Opdragelses- og Undervisningsspørgsmaalet, som man kunde lægge Arbejde paa; men selv her havde man der større Vanskeligheder at bekæmpe end andetsteds, da naturligvis en militaristisk Regering ikke netop syntes om, at den Lære skulde prædikes, at Krig var Barbari. Vistnok var det saa, at inden man ad Opdragelsens Vej fik tilvejebragt en Opinion, der vil Fred, kunde der udbryde mange Krige mellem Tyskland og Frankrig til yderligere Forøgelse af Nationalhadet. Men de mente da, at man ogsaa i Frankrig fik arbejde paa at paavirke Opinionen for om muligt at forhindre dette Land - in casu den angribende Part - fra at begynde paa en Krig.

Ved denne Tyskernes - som jeg kan forstaa nødvendige - Klyngen sig til de rene Principer og Sky for at befatte sig med de faktisk for Haanden værende internationale Spørgsmaal fik man et meget stærkt Indtryk af det Militarismens Tryk, der hviler over Sjælene dernede.

Før jeg slutter, maa jeg bede om Overbærenhed med denne korte Fremstilling; det er jo ikke saa let at gøre det godt, mens man endnu er rejsetræt. Men særlig maa jeg gøre opmærksom paa, at jeg jo ikke har Forudsætningerne for at kunne bedømme, hvad der specielt kan interessere danske Læsere. Jeg har forsøgt at holde Fremstillingen saa jævn og enkel som muligt; men derved kan det jo nok hænde, den er blevet kedeligere, end den ellers vilde være bleven.